Svenske death-thrash'ere leverer blød mellemvare.
Old school death metal med en masse elementer af thrash, hvor teksterne grænser til det barnlige og komiske med et horror-tema i stil med Autopsy... Og læg så dertil at albummet er overstået på 36 minutter. Lyder det bekendt? Svenske Vampire er endnu et af den slags bands. Selvbetitlede Vampire er deres første full-length.
Der findes snart uhyre mange af disse bands, og desværre er det de færreste der skiller sig ud; Trommernes tempo og guitarens dynamiske riffs er klart thrash, og resten er 80'er-death. Det behøver ikke nødvendigvis være dårligt, men når det nu er hørt så ofte før, og fra så mange forskellige, så gider man det ikke rigtig mere, med mindre det skiller sig ud og kan noget særligt. Og det gør Vampire ikke... Göteborg-drengene gør et aldeles hæderligt forsøg, og numre som "Ungodly Warlock" og "The Fen" er da også ganske fine skæringer, men alt i alt fremstår albummet ikke specielt interessant. Der findes selvfølgelig det, der er meget værre, men Vampire må siges at være den bløde mellemvare. Det er en anelse synd, at Vampire sværger til denne form for death metal, for noget af det der virker allerbedst på denne skive er de thrashede elementer som de hurtige trommer og de ganske fine riffs. Visse passager leder tankerne hen på det helt tidlige Metallica og Slayer, og det er klart her Vampire er stærkest. Burde de i virkeligheden skifte til en anden genre? De kunne i hvert fald blive et fremragende thrash-band! Produktionen er næsten det stærkeste kort de kan hive op af hatten. Den er skrabet og beskidt og ligeså old school som genren, men valgt med fuldt overlæg, og derfor passer den perfekt til et band som Vampire.
Som sagt er der en masse møg inden for denne genre, og så nogle få der skiller sig ud. Vampire placerer sig i en gråzone lige midt imellem. Skiven er sådan set nogenlunde, men den er næsten skrevet og leveret lidt for meget efter bogen. Lidt flere numre, der tog lidt flere chancer og spillede lidt mere på genrens komiske element, og så havde vi kunne lægge et par kranier mere oveni karakteren.