Verdens syv underværker

Selvom verdens syv underværker blev beskrevet helt tilbage i det andet århundrede før Kristi fødsel, er myten om Babylons hængende haver aldrig blevet definitivt bevist. Jovist, der findes mange teorier om deres eksistens, men man har aldrig fundet artefakter eller ruiner, der kan bekræfte historien. De skulle angiveligt have ligget i det nuværende Irak, der dengang blev kaldt Babylon, og deres gud, Marduk, er blevet krediteret deres eksistens. Han blev beskrevet som et iltert væsen, med et temperament som en sandstorm, og med sådanne prædikater kunne man næsten ønske – eller ligefrem kræve – at nogen skrev et album om denne imponerende gud. Og det er præcis, hvad tyske Aeon Gods har gjort. For hvis Powerwolf kan synge om varulve og vampyrer, og Sabaton kan berette om alverdens krige, ja hvorfor kan man så ikke lave et tema-album om Babylons guder? Spørgsmålet er bare, om det er en forfærdelig ide, eller om det er guld og golden ørken?

Intet nyt under solen

Jeg kunne ikke lade være med at fnise, da jeg så musikvideoen til King of Gods, men det er jo netop essensen i det hele – metal behøver ikke altid være andet end en underholdende, lettere excentrisk omgang. Og nummeret ”King of Gods” indeholder alt det, som god power-metal skal have – et fængende grundriff, hæsblæsende tempo og en forsanger, der gør alt, hvad der står i hans magt, for at skabe den bedst mulige oplevelse for alle, der er inviteret til festen. Forsanger Alexander Hunzinger, der på udgivelsen optræder som Sol’Ra-Tu, kæmper med en imponerende dedikation for at opretholde illusionen om, at alt, hvad der sker i Babylon, bliver i Babylon. Hans vokal er solid, men det er hans indlevelse – klædt som ypperstepræst i al sit majestætiske postyr – der virkelig vinder ham pointene. De to andre åbningsnumre, ”Sun-God” og titelnummeret ”Aeon Gods” går fuldkommen all-in på gudetemaet, men formår ikke at leve op til samme energi. Her indser man hurtigt, at power-metallen, der gemmer sig bag kostumerne, ikke har samme indvirkningskraft. Hvis man har hørt nyere udgivelser fra Powerwolf, sidder man med lidt samme skuffende fornemmelse – og det er naturligvis et problem, især når dette er Aeon Gods’ debutudgivelse.

Men heldigvis – formår Aeon Gods at vende skuden med det tre-delte nummer ”The Flood”, der skaber en interessant afveksling med progressivt metal. Her får vi både utraditionelle tidsstempler, imponerende soloer og – ikke mindst – en kærkommen pause fra de altoverskyggende guder Marduk og Tiamat, som man næsten føler, at man kender lige så godt som ens naboer efterhånden.

Elias Knorr, alias I¨s Taru, leverer en række flotte temposkift, og trommelyden er generelt solid og godt afbalanceret på hele albummet. Desværre mister det lidt momentum mod slutningen, da de afsluttende numre falder tilbage i det middelmådige og uinspirerede. Det er tydeligt, at Aeon Gods’ powermetal er bedst, når den er akkompagneret af andre genrer eller en live video – for den har svært ved helt at stå på egne ben, hvilket også afspejler sig i karakteren.

Selvom det er pjat, hygger vi os med Tiamat

Aeon Gods' pjattede metal er noget, man har set et utal af gange før i det nye årti, men alligevel kan man ikke undgå at more sig. Jeg tror ikke på, at der findes noget som guilty pleasure i musik – musik er så personlig, at der skal være plads til alle genrer, uanset hvordan de end måtte lyde. Er jeg målgruppen for de tyske musikere? Det tvivler jeg på, men det stopper mig ikke fra at sidde og nynne King of Gods, mens jeg udraderer mine modstandere som Babylon i et spil Civilization.