Finsk jolle i let modsø
Det ville nok være noget af en tilsnigelse at beskrive min estimerede kollega som decideret benovet over Horizon Igniteds seneste bedrifter, albummet Towards The Dying Lands. Og man kunne i nogen grad også tale om et lettere forsømt forår i marts 2023. Den finske sekstet måtte nemlig kigge langt efter Kataklysm og Soilwork, der begge leverede suveræne koncerter, da de sammen med Horizon Ignited besøgte Gimle. Med den tredje studieudgivelse på trapperne melder sig derfor spørgsmålet, om tiden vitterligt læger alle sår. Der er i hvert fald skruet kraftigt op for retorikken hos Reaper Entertainment, der ikke tøver med at omtale nærværende Tides som …
En lektion i moderne dødsmetal
Jeg er ikke i tvivl om, at man som mindre label har set det som et kæmpe scoop at kapre en semietableret artist fra mægtige Nuclear Blast. Sådan må det nødvendigvis være. Men den stejle narrativ at ingen andre bands skulle lyde som Horizon Ignited, kommer til at fremstå ufrivilligt komisk, når vi samtidig bliver stillet i udsigt, at ’[…] songs like the album opener “Beneath The Dark Waters” will quickly rise to become rejuvenating modern classics of a sometimes stale and redundant genre.’ For vist er der ikke tale om en virtuos åbenbaring inden for melodisk død. Vi præsenteres derimod for en noget nær eksakt kopi af den æteriske atmosfære, man forventer at finde hos landsmændene Amorphis og Insomnium. Eller for den sags skyld i langt de fleste projekter af nyere dato, der måtte bære den gode Mikael Stannes signatur.
Så er der straks lidt mere brysk bitterhed over “Ashes”, hvor Okko Solanteräs vellydende vokal kan sidestilles med konsumeringen af et stykke mørk chokolade med højt kakaoindhold. Nøjagtig som efterfølgende ”Baptism of Fire” lider nummeret dog under begejstringen for de tilbagevendende breakdowns, som også forgængeren måtte trækkes med. Det rimer umiskendeligt på In Flames og den næsten usømmelige omgang med metalcore, som svenskerne har praktiseret siden midten af 00’erne. Paradoksalt nok beskriver bandet selv ”Welcome To This House Of Hate”, et af albummets stærkeste numre, som netop ét massivt breakdown, og i øvrigt den tungeste og vredeste sang, de hidtil har skrevet. Med andre ord: Tænk The Prodigy vs. House of Pain feat. Johnny Hedlund. Nummeret besidder tillige et ganske fængende refræn, hvor vokal og rytmesektion komplementerer hinanden aldeles glimrende. Elementerne fra electronic dance og white hiphop, der begge havde deres storhedstid i 90’erne, giver således et ganske frisk og ikke mindst originalt pust.
”My Grave Shall Be The Sea (Leviathan pt. II)” kaster dernæst atter et blik agterude, denne gang mod debuten After The Storm, hvorpå vi finder første episode af finnernes fortælling om det bibelske bæst af samme navn. Et velsagtens lige så gennemtrævlet emne som de litterære uhyrligheder fra en vis H.P. Lovecraft. Klichéerne står altså nærmest i kø som lemminger ved afgrundens rand og udgør startskuddet til en håndfuld skæringer, der mere eller mindre slavisk følger samme modus operandi. Nemlig at skærpe lytterens opmærksomhed i introfasen gennem få fængende akkorder, blot for at forfalde til samme banale melodier og arrangementer. ”Aurora’s Dance” udgør i et vist omfang undtagelsen, der bekræfter reglen, idet pianostykkerne her får lov til fylde en anelse mere end på de foregående numre. Men så igen … Når man ikke kan beslutte sig for, hvorvidt man helst vil emulere Winston McCall eller Niilo Sevänen, bliver resultatet også tilsvarende besynderligt. Dermed kan det besnærende klaviaturspil samt den afvekslende instrumentering på ”Fragments” sætte et fint punktum, der dog ikke falder et sekund for tidligt.
Tid til at udvide horisonten
Misforstå mig ikke, der er uden tvivl en sund balance mellem de korte og mellemlange kompositioner. Og sågar også applikeret finurlige crossover samples undervejs. Ja, selv vokal og rytmesektion holder begge et nogenlunde hæderligt niveau (næsten) hele vejen rundt. Men at gå så vidt som at titulere Tides den næste store revolution inden for melodisk dødsmetal …! Selv hvis vi vælger at købe ind på fortællingen fra finnernes eget label, så fremstår det selvproklamerede magnum opus måske mest af alt som en selvopfyldende profeti.
