Portionsanretninger og glemte T-shirts

Saor og jeg har et lidt skægt forhold. For trods at jeg har givet Andy Marshalls folk-black-projekt fremragende karakterer to gange, har indkøbt vinyler og vist nok også har en enkelt T-shirt allerbagerst i skuffedariet, så er Saor også et band, som jeg glemmer alt om, det sekund jeg er færdig med at bearbejde pågældende udgivelse. Og hvordan kan det egentlig være? Der har jo, helt overordnet, aldrig været en reel finger at sætte på musikken, så hvorfor sidder det ikke fast? Bevares, når nu man, uden at trutte i eget horn, anmelder så meget musik som jeg – ja, jeg vel nærmest konsumerer musik som ham den tykke i buffeten, der insisterer på, at samtlige fade med mad er portionsanretninger – så giver det sig selv, at selv den gode musik forsvinder i mængden. Men omvendt så er der jo ting, der stadig, her mange år efter, hænger ved. Måske bliver Amidst the Ruins den Saor-skive, der hænger ved – det er der jo kun én måde at finde ud af på!

Bålgrillet haggis

Amidst the Ruins er Saors længste udgivelse til dato med en spilletid på godt og vel en time, hvilket kombineret med det faktum, at der kun er fem numre på albummet, betyder, at det er en tæt pakket godtepose, en slags musikalsk haggis, om man vil. Det virker da også til, at den kære Marshall har skruet alt op på 11, for aldrig har der været så meget knald på Saor. Tag nu bare introen til ”Echoes of the Ancient Land”, hvor trommerne bliver tæsket, i en sådan grad at man har dem mistænkt for at have forulempet et af mandens familiemedlemmer. Vokalen er også markant mere galdespyende end før; Marshall har åbenbart været forbi den lokale AOF til et growlkursus, og, ja, helt generelt er det her nok bandets mest metallede udgivelse. Sat på spidsen kunne man godt referere til det her værk som ”Winterfylleth, nu med fløjte” – en grov simplificering, bevares, men så langt fra er det nu faktisk ikke. Efter lidt over en halv times konstant bombardement af storladen atmo-folk-black-death bliver tempoet, desværre, skruet så meget ned, at det går baglæns. Her befinder sig en tonstung elefant i rummet, nemlig ”The Sylvan Embrace”. En akustisk lejrbålshymne, komplet med diverse fløjtebidrag fra Jo Quail, som isoleret set gør det godt. Måske nummeret her havde fungeret som albummets lukker. Det er bare ikke tilfældet – desværre – og timing er, som bekendt, alt. Men det at sangen er klemt inde mellem to bastante numre ”Glen of Sorrow” og mastodonten ”Rebirth” gør, at det overordnede tempo og flow på Amidst the Ruins bliver forstyrret. Ja, helt reelt stikker ”The Sylvan Embrace” en kæp – eller måske nærmere en tværfløjte – i hjulet. Heldigvis er resten af musikken stærk nok til, at man hurtigt glemmer alt om skovens omfavnelse.

Skarpere end nogensinde, men er det nok?

Sammenligner man Amidst the Ruins med resten af diskografien, især de to forrige skud, så er det nemt at få øje på den musikalske progression – for Saor lyder da ganske vist som Saor, men alt står blot skarpere. Jeg savner dog de mange NWOBHM-galopriffs fra Origins; de klædte sangene ganske fint og var med til at give musikken et frisk og kækt element, som var det en flok raske unger, der tonsede igennem skoven uden at være bekymrede for noget som helst. Til gengæld er albummet spækket med guitarsoli, der alle har noget herligt 80’erheavy over sig – hvilket er særdeles klædeligt. Det store spørgsmål er dog, om jeg kommer til at huske at lytte til denne udmærkede udgivelse, eller om den også forsvinder i forglemmelsens tåger. Det ved vi vel først, næste gang Saor udgiver en skive …