Dengang da jeg var lille …
‘… dengang da jeg var lille, var verden vidunderlig’. Således går refrænet på den nu mere end 20 år gamle slager med Kim Larsen og Kjukken fra 2002. Hvilket pudsigt nok også var året, hvor Lordi udgav sit debutalbum, Get Heavy. Et tilfælde? Så absolut! Ikke desto mindre kan der drages visse paralleller til de unge år, for det er her, beretningen om Limited Deadition tager sin begyndelse. Som de fleste andre børn af firserne havde manden bag Mr. Lordi en glødende interesse for de figurer, der sideløbende rullede hen over det lille lærred. Hvad der først begyndte med dukker fra The Muppet Show, blev sidenhen suppleret af samleobjekter fra henholdsvis Star Wars og E.T. Hans forældre udviste dog angiveligt en vis vrangvilje mod at investere i de mest bekostelige og sjældne eksemplarer. Et barndomstraume, der ikke alene accelererede hans selverkendte samlermani som voksen, men som altså nu også danner grobund for gruppens seneste narrestreger … wow, sikke en cliffhanger!
Mit plastikmareridt består af andet end brystimplantater og kollagenlæber
For kortvarigt at vende snuden stik syd mod Get Heavy, så var det her, verden første gang blev introduceret for ”Scartic Circle Gathering” og dermed også finnernes finurligt morbide ordspil. Siden da er disse små indslag vendt tilbage med jævne mellemrum. Det har vi efterhånden vænnet os til som en del af ’The Lordi Experience’. Men nu virker det, som om den beslutningskomité, der har valgt at gøre dette til en gennemgående gimmick, fuldstændig har tabt småkagerne. Hele fem … FEM (!) … gange undervejs bliver vi mødt af disse små ligegyldigheder. Så tror da pokker, at vi når op på hele 16 skæringer inden lukketid. Lidt hurtig hovedregning efterlader os altså med 11 reelle numre. Men heller ikke her skorter det på beslutninger af… skal vi i diplomatiets navn sige yderst tvivlsom karakter.
Enter: ”Legends Are Made Of Clichés”. Og puha, hvor en eller anden bør tage en voksensnak med den gode fru ’Hella’ bag keyboardet. For det klaviaturspil danser godt nok tæt med Carpenters tema fra Halloween-filmene. Næppe det stof, legender er gjort af. Men klichéer? … Åh, jo! Stadig ikke overbevist, siger du? Så lyt lige en ekstra gang til de fuldfede firsersynths, der omfavner ”Syntax Terror”. Og ja, jeg ved godt, at vi ikke kan blive ved med at dvæle ved de tre første udgivelser. Men det er nu engang nærmest umuligt, når singlerne af i dag besidder så lidt personlighed, som det er tilfældet her. Eneste forsonende træk er, at albummets numre kun tre gange formaster sig til at krydse den kritiske grænse på fire minutter. Det betyder, at vi forholdsvis hurtigt er fremme ved et af de få lyspunkter, nemlig nedtonede ”Collectable”. Her er trods alt en vis charme at spore i den selvironiske distance, nummeret lægger for dagen.
Med gode ideer er det som med svampe. Hvor man finder en, findes der ofte flere. ”Fangoria” falder således i umiddelbar forlængelse (hvis man ser bort fra reklamefremstød nummer tre!), og her har vi endelig fat i noget af rette stemning fra de glade 00’ere: legesyge keyboardflader, frejdige guitarriffs, og minsandten om ikke også koklokken får reprise. Ja tak, mere af den! Det gør os i stand til at se bort fra den lettere kluntede staccato-rytme i første vers af ”Hellizabeth”. Jeg ville bare ønske, samme overbærenhed kunne udvises over for albummets ambition om at tilføre et mere metallisk og mere riffdrevet udtryk. Men soloerne er næsten blottet for pondus og potens, og det lyder, som om man alt for ofte blot har valgt at omarrangere de samme riffblokke på de respektive skæringer. Undskyld mit franske, men det er ikke alene slapt og dovent – det er decideret useriøst! Dermed kan chokværdien af eponymets manglende appel ligge på et forsvindende lille sted. Interessen for firserbras er nøjagtig som oplaget … stærkt begrænset, når nu husstandens Maylandkalender viser 2025.
Hvori ligger begrænsningen?
At påstå at Limited Deadition savner fokus, vil ikke blot være kliché, det vil samtidig kandidere til årets underdrivelse. Bevares, selve konceptet må siges at være forholdsvist stramt. Men så har vi vist også næsten tømt beholdningen af rosende superlativer. Selv hvis vi vælger at se bort fra den bedrøvelige mangel på medrivende og mindeværdige riffs og guitarsoli, så er der vitterligt kun hovedrysten til overs for den marskandiserbiks, vi bliver præsenteret for. Hvori ligger eksklusiviteten? Hvor er de medrivende monsterhits i stil med ”Blood Red Sandman” og ”The Devil Is A Loser”, for slet ikke at tale om diskografiens kronjuvel ”Hard Rock Hallelujah”, der gjorde finnerne til folkeeje for snart en menneskealder siden? ‘Your expiration date came due … ‘, synges der under lukkeren, “You Might Be Deceased”. Ja, man må om ikke andet rose Lordi for deres selvindsigt. Men ét er at vide, hvad der ville være det rigtige at gøre. Noget ganske andet er rent faktisk at gøre det, vi andre for længst har indset, ville være det eneste rigtige: at få snøret sækken sammen og smidt den på forbrændingen, hvilket allerede skulle være sket for år tilbage.
