Langsomt, men sikkert
Hvor tit skal et band udgive et nyt album? Tja, det er jo lidt som at spørge, hvor ofte man kan spise pizza uden at få ondt i maven. Der er ikke et entydigt svar. På Heavymetal.dk ser vi jævnligt bands, der næsten tvinger nye albummer ud, nærmest før de er blevet færdige med deres forrige. Men nogle gange sker det modsatte også, som i Enbounds tilfælde. Den svenske hardrock-/powermetal-gruppe blev dannet i 2006, men deres nye album, Set It Free, er kun det tredje på 19 år – og det første vi har hørt fra dem i ni år. Langsomt, men sikkert, som man siger. En del af forklaringen kan måske være, at bandet har udskiftet deres forsanger Lee med Toby fra Arctic Rain. Det langsomme tempo er dog ikke en garanti for en god udgivelse, for Enbound lyder nu mærkeligt nok mildere end nogensinde før. Og det er ikke umiddelbart ros …
Mere pladder end power
Set It Free har meget mere fokus på de melodiske aspekter end dens forgænger, The Blackened Heart. Faktisk så meget at det lyder mere som miljøskadet melodigrandprix-metal end mindeværdig melodisk powermetal, og det er en skam. Der er dog enkelte gode momenter. Højtempo-nummeret ”Maximize” minder en del om Amaranthe og deres nummer af samme navn, og det er en frisk og munter skæring, som Cyhra eller Crownshift sagtens kunne have tryllet frem. Nummeret ”Actors” med tidligere forsanger Lee skiller sig også ud med pladens mest fængende omkvæd. Men ud over disse par skæringer mangler der simpelthen nogle højdepunkter a la ”Combined the Souls” fra And She Says Gold eller ”Falling” fra The Blackened Heart. Begge disse numre havde noget kant og indlevelse, der balancerede de mere afdæmpede spor på de forrige albummer. Denne balance synes at være gået tabt. Selvom bandets nye forsanger, Toby, leverer en solid præstation, mangler han nerven og karismaen, som Lee Hunter tidligere bragte til bordet. Rock-essensen, så at sige. Selvom musikken bagved forbliver relativt uændret, er resultatet betydeligt anderledes på grund af hans vokalstil. Og det er der ikke taget højde for. Det lavere tempo kræver simpelthen en anden type vokal.
Når man allermest har brug for noget tempo midtvejs på udgivelsen, får man i stedet for balladen ”You Never Walk Alone”, som Liverpoolfans ville blive skuffet over. Og albumlukkeren, ”Leave them to the night”, fortsætter i samme stil. Hvor er den tunge vokal fra et nummer som ”Untitled X” eller trommeeksplosionerne fra ”Squeals of War” fra debutudgivelsen? Produktion på albummet er dog mesterligt udført, og det kan bandet takke danske Jacob Hansen for. Alle instrumenter lyder meget distinktive, hvilket ikke er en overraskelse, når Jacob tidligere har arbejdet sammen med både Cyhra, Amaranthe, Epica, Evergrey og Delain. Fem bands, som samlet set har lavet 40 albummer, som du lige så godt kan høre i stedet for Set it Free.
Langsommelig levering
Set it Free mangler mere tempo, hvis det skal agere power metal, og mangler en stærkere vokal, hvis det skal være melodisk og øm metal. Enbound er egentlig ret dygtige musikere alle sammen, men der mangler simpelthen nogle højdepunkter på skiven. Det bliver desværre kun til fire kranier i denne omgang, men svenskerne skal have held og lykke i fremtiden. Jeg håber ikke, at der går ni år igen, før vi hører mere fra dem.
