Hic sunt dracones

I en tid, hvor store dele af verden uden for Occidenten endnu ikke var kortlagt og stadig fuld af ukendte farer, var det ikke sjældent, at folks fantasi løb løbsk, og at man forestillede sig alverdens kreaturer uden for de kendte områder. Dette gjorde, at middelalderlige kartografer fyldte de uudforskede territorier med tegninger af drager og søuhyrer. Deraf udtrykket "here be dragons". Om Avantasia også udforsker farlige territorier på deres nyeste udspil, “Here Be Dragons”, vil vi nu finde ud af. Som på foregående album, A Paranormal Evening with the Moonflower Society fra 2022, har Avantasias grundlægger og mastermind, Tobias Sammet, hentet andre prominente sangere med om bord. Heriblandt Geoff Tate og Ronnie Atkins, der, ud over at være gæstevokalist på foregående plade, optrådte med Avantasia, da de besøgte Danmark for første gang sidste år til Jailbreak.   

En overraskelse venter …

Here Be Dragons er en plade, der rent kompositorisk og sammensætningsmæssigt kommer lidt som en overraskelse, særligt efter de to forrige plader, A Paranormal Evening with the Moonflower Society og Moonglow, hvis sange som helhed lyder som et nøje afstemt puslespil. Pladen åbner med “Creepshow”, der med sin overgearede, edguyagtige udformning ikke ligefrem bebuder et prangende Avantasia-album. Desuden virker Sammets vokal lettere anstrengt, særligt på det repetitive “get up, get up, come on”, der giver nummeret en ret kikset fremtoning. Pladens andet nummer, “Here Be Dragons”, er – overraskende nok – en ballade med Geoff Tate på gæstevokal. Man skal nogle numre ind i pladen, før man bliver fanget af den, og det kræver et par gennemlytninger, før man vænner sig til sangenes uortodokse sammensætning. Ikke fordi numrene “Here Be Dragons” og efterfølgende “The Moorlands At Twilight” er dårlige numre – slet ikke. Der er uden tvivl gode elementer, heriblandt Sascha Paeths guitarspil, der kører “wie 'ne Eins”. For undertegnede er det dog især fjerde nummer, “The Witch”, der virkelig overbeviser. Sangen fremkalder med iørefaldende synth og fremtrædende bas en helt anden stemning end de foregående sange. Det fungerer bare, og det bliver endnu bedre på grund af Kamelot-sanger Tommy Kareviks eminente vokal, der yderligere forstærker nummerets unikke udtryk. Endvidere er denne skæring en sand ørehænger, som virkelig beviser Sammets evner som sangskriver. Ligeledes er den efterfølgende sang, “Phantasmagoria”, hvis fremtoning er en helt anden end det, lytteren blev mødt med for blot lidt over fire minutter siden, virkelig vellykket. Kombinationen af den oldschool, rockede melodidrevne guitar og den fyldige vokal leveret af Sammet og Danmarks egen Ronnie Atkins skaber et medrivende og nostalgisk lydbillede. Det ultimative højdepunkt på denne plade er dog syvende track, “Unleash The Kraken”, der samtidig er Here Be Dragons’ tungeste og mest intense nummer, hvor der ikke spares på veleksekverede highpitchskrig og nådesløst guitarshredding, der står knivskarpt i den gennemgående rene produktion.

… på den anden side af bakken

Ved Here Be Dragons er der tale om en plade, der kræver, at man går ind i lytningen med et åbent sind. For Avantasia har i denne omgang skruet en plade sammen, der på charmerende vis er usammenhængende, så man skal definitivt lytte til pladen et par gange, inden man kan værdsætte de enkelte sange hver for sig. Jeg vil også lige benytte lejligheden til at rose Rodney Matthews, der har lavet det skønne albumcover. Disse mættede farver, atmosfæren og den polerede stil pryder allerede utallige hardrockplader og fantasybøger, hvilket forbereder lytteren på den følelse af nostalgi, som nogle af disse sange sikkert vil fremkalde.