Man bliver så træt
Kigger man af og til Bandcamps efterhånden endeløse rækker af dødsmetal igennem, kan man meget nemt føle sig som en vaskeægte guldgraver – i Gudenåen. Utallige enslydende klumper af ligegyldigt mudder giver nemt fornemmelsen af, at den dødsmetalliske verden efterhånden er tom og i lighuset ligger kun de rådnende kadavere glemt. I kraft af dette giver det perfekt mening at give sig i kast med franske Mortuaire og deres debutplade Monde Vide – oversat til dansk hedder bandet nemlig lighus og pladen tom verden.
Små skridt i den rigtige retning
Med tydelig inspirationer fra Bolt Thrower og Autopsy, så virker innovationsprisen ikke til at være inden for rækkevidde, men med strejf af både doom og hardcore, så kan det være, at Mortuaire kan gøre Kruelty kunsten efter.
Bolt Thrower er et af metallens absolut sejeste bands, det er noget nær et faktum. Så lyder Mortuaire derfor også sejt? Ja, det gør de. Det er dog, når franskmændene går lidt mere anarkistisk til værks på den militære død, at Monde Vide for alvor bryder ud af englændernes skygge. “Mauvais Présage” og “Tranchant” drives begge af klassiske Those Once Loyal-riffs, men samtidig afspores det hele af simpel gammeldags bøllebanks-hardcore fuld af overgearet BZ’er energi. Jeg ved ikke, hvordan man kunne gøre slaget ved Verdun om, men at lade Mortuaire slippe en flok balaclava-klædte autonome løs med Molotov-cocktails, brosten og adskillige brændende containere, ryster fremragende op i de velkendte taktikker. At vokalen så samtidig har et dejligt bredt spænd fra punkede råb, over vrisne hardcore-brøl til dødens dybder tilføjer kun til lytteoplevelsen. Faktisk er vokalen det ene punkt, hvor Mortuaire sætter Bolt Thrower totalt til vægs ved netop at gennemgå Karl Willets karriere og påpege, at man ikke behøves at ødelægge stemmen for at kunne det hele.
En god vokal og lidt slå-på-tæven-tråd er desværre bare ikke nok til, at franskmændene træder ud af idolernes skygge. Ligegyldigt hvor fedt brølende-mandskabsvogn-til-frontlinjens-kødhakker-riffet og rytmen, som “Ocotgone de Fer” har, er, så er det kun fedt, fordi en flok englændere for cirka 30 år siden perfektionerede netop den lyd. Den første person til at besigtige Mount Everest uden ilt var sej. Nummer 150 er bare en skovl. Samme pointe kan laves om store dele af dansk metal, men den diskussion er hverken bands eller fans voksne nok til at tage. Så lad os i stedet ærgre os over, at de doomede sektioner på Monde Vide kun er en hårsbredde fra at trække os ned i skyttegravenes rædsler. Mixet af Bolt Thrower og Asphyx fungerer egentlig glimrende, men havde Mortuaire lige flirtet lidt med noget Hooded Menace-melodi eller bare gået all-in på det hollandske, så havde samtlige ni minutter af titelnummeret været en death/doom-mastodont, på højde med “As the Magma Mammoth Rises”. I stedet må vi nøjes med kun at mærke artilleriet dundre i de sidste to minutter af “Monde Vide”.
AC/DC-syndromet lever endnu
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke er noget reelt nyskabende omkring Mortuaire og deres debut Monde Vide. Franskmændene ligger så på heller ingen måde skjul på, at de ville står forrest i køen, hvis Bolt Thrower-con en dag bliver en realitet. Men at kaste solide hardcore-elementer og en vokal med et noget bredere spænd end vanlig gammeldags død gør bestemt krigens vanlige rabalder en lidt mere interessant oplevelse end ellers. Er det nok til at genoplive håbet for dødsmetallens triste lighus? På ingen måde. Men er du ved at køre lidt død i For Victory og The IVth Crusade, så giv Monde Vide et lyt og nyd det, du kender, bare med kakaopulver i stedet for chokoladekrymmel.