Sjælefristere, slangespisere og andet godtfolk
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på Heavymetal.dk i de senere år har haft et lettere lunkent forhold til tyske Brainstorm. Sådan har det nu ikke altid været. Der var faktisk engang, helt tilbage i det herrens år 2003, hvor vi vejrede morgenluft med udgivelsen af Soul Temptation. Hvor gennemgående forsanger Andy B. Franck blev sidestillet med Jørn Lande, hvor tyskerne blev udskreget som ’Europas pendant til Nevermore’ og hvor Brainstorm blev udsmykket med titlen som landets bedste sangskrivere siden Blind Guardian. Plague of Rats skal dermed ikke kun ses som symbol på konsolideringen af samarbejdet med Reigning Phoenix, men også en revitalisering af tematikken om de indfødte amerikaneres naturreligiøse riter. Som en ekstra slangekrølle på halen har man tillige valgt at rekruttere den finske sopran Elina Siirala (Leaves’ Eyes) såvel som Alex Krull (Atrocity) som gæstesolister.
Den korteste vej fra punkt A til B er en lige linje
Lad os bare få svesken på disken per omgående … dette, Brainstorms hovedværk nummer 14, er MILEVIDT fra at nå fordums storhed og stråleglans! Allerede på introen giver de akustiske westernvibes, der sidenhen fader over i floromvundne powersynths, bange anelser om en fuldstændig skæv kalibrering. Bevares, Franck lyder, som han har gjort de sidste 20 år, hvilket i og for sig ikke er en dårlig ting. Til gengæld danner den papirstynde trommelyd såvel som de generiske riffs på andensinglen ”Beyond Enemy Lines” grobund for et på alle måder let forglemmeligt nummer. Når jeg tænker tilbage på et album som Downburst, der lagde fra land med slagfærdige skæringer som ”Falling Spiral Down” og ”Fire Walk With Me”, så er det godt nok antiklimatisk at måtte forlade sig på soloen i C-stykket, der med lodder og trisser bjerger nummeret fra fuldstændigt at forgå i glemslens tåger, i det øjeblik de sidste toner ebber ud.
Så er der straks en smule mere bid (!) i det, rytmesektionen foretager sig på ”Garuda (Eater of Snakes)”, hvor sporadiske hooks af indisk herkomst formår at skabe en mere eksotisk atmosfære. Det forbliver dog en stakket frist, idet monotonien alligevel får sneget sig ind undervejs. Lidt af en bedrift på en skæring, der blot løber lige omtrent de fire minutter. Samme tendenser tegner sig under ”The Shepherd Girl (Gitavoginda)”. Selvom den genbesøgte stemning af ’Tusind og én Nat’ delvist hærder den individuelle karakter, så eroderer nummeret fuldstændig under sangskrivningen. Hvordan kan et SÅ rutineret band omsætte et ellers lovende oplæg til SÅ banale og radioleflende tekstkompositioner … ja, undskyld, men det overstiger min fatteevne!
Nå, men så burde et gæsteindslag da kunne ruske lidt i op sagerne … eller hur? Njah … ikke sådan rigtig. Det siges som bekendt, at den korteste vej mellem punkterne A og B er en lige linje … og det skal såmænd nok passe. For det har godt nok været småt med udsving fra A til B-siden. End ikke tilstedeværelsen af Elina Siirala på ”Your Soul That Lingers in Me” formår at ændre det billede. Vi taler her om en finsk sopran, som man på forunderlig vis fuldstændigt formår at pille pynten af. Det er alligevel imponerende. Dermed hænger sidste håb om at undgå en fiasko af hidtil uhørte dimensioner på arme Alex Krull. Men ak! Tyngden i trommesættet indikerer ganske vist, at man til lejligheden har lånt Joris Nijenhuis, der siden 2013 sjovt nok har optrådt både for Leaves’ Eyes og Atrocity. Men end ikke guitarsoloen under et af albummets mere spiselige kontraststykker forhindrer Krull i at fremstå som en falleret coverartist. Er det virkelig stemmen, der senest gav os Okkult III?!? Ja, det er jo næsten ikke til at begribe. Intet varer som bekendt ved, hvorfor også rotteplagen lykkeligvis finder sin afslutning. Men ikke før vi lige har fået et uønsket flashback af Metal Gods og ”Chosen Force” qua leadriffet på ”Crawling”. Dog vil jeg sige, at jeg rent æstetisk hepper på ’team Isfeldt’. Til sammenligning kommer Francks vokalrangering trods alt til kort.
Hallo! Ist es die Schädlingsbekämpfung? Hilfe, bitte! Jetzt!
Trofaste lyttere vil højst sandsynligt finde Plaugue of Rats mildt underholdende. Men vi må nok også være ærlige og sige, at der næppe skal udstedes mange nye medlemskort til fanklubben på baggrund af de seneste bedrifter. At blot to ud af elleve skæringer krydser fem minutter, virker nådigt og vel egentlig som en latent erkendelse af, at dybsindigheden kan ligge på et temmelig begrænset område. Man kan således også kun bifalde, at vi slipper for bonusnummeret ”Celebrate Youth”, et Rick Springfield-cover tilsyneladende forbeholdt investorer af versionen i digipak/earbook. Det er virkelig vanskeligt for ikke at sige umuligt at forestille sig, hvordan det på nogen som helst tænkelig måde havde løftet denne larmende ligegyldighed af et album. Eller som ’Philip’ aka Kirsten Lehfeldt engang så smukt formulerede det: ’Tysk chokolademusik, engelsk slogan, japansk sushi … øhh, må jeg tilføje noget på dansk: DET’ EN OMMER!’.
