Til døden jer skiller

Man kan ikke andet end at elske historien bag bandet Tubal Cain fra Madison, Wisconsin. Det er en trio, hvor to af medlemmerne er gift med hinanden. Og det har de været i hele 29 år! Det er forbilledligt i disse tider, at Kristine og Alex Drakes kærlighed til hinanden holder, og at de endda har et death metal-band sammen, kan ikke blive mere sødt og smukt. Men her slutter romantikken så også, for på Slime Abyss bliver ægtepagten erstattet med en djævlepagt, hvor Mr. og Mrs. Drake spiller noget rigtig grum metal, der hylder de allermørkeste guder og sætter gang i den helt store okkulte fest. 

I ægtepagt med djævlen

Fordelingen i Tubal Cain er sådan, at lillefar tager sig af guitaren, fruen har sat sig bag gryderne, og tredjehjulet, Chrome Bones, spiller bas. Mikrofonen bliver delt mellem ægteparret. Denne musikalske fordeling i gruppen viser sig at være både interessant og udfordrende, mens den vokale ligestilling på stærkeste vis underbygger et tekstunivers befolket af meget dystre væsener.

Bandet kalder selv sin musik for ’raw school street metal’, og det er et charmerende gadekryds mellem NWOBHM og black metal. Lyden er rå og skramlet, og den bør egentlig opleves siddende i en udtrådt lædersofa i et fugtigt kælderrum, hvor pæren i loftet kun lyser få minutter ad gangen. Men Tubal Cain gør sit allerbedste for, at man bliver hensat til denne følelse, også selvom man opholder sig hjemme i sin varme stue … Tag for eksempel ”Filth By The Damned”, der med sin glasklare guitarlyd og Kristine Drakes himmelskrig får kulden til at krybe ind under huden på én, samtidig med at man fascineres af den enkle og intense melodi, der bygges op og får ens blod til at rulle varmt i årerne. Hele kroppen er i total tumult!

Og så er der numre som ”Tomb Of The Ancient King” og ”Slime Abyss”, der fremstår som gåder, for hvordan kan så lille et band dog fremelske så store og interessante hits? Er det, fordi de pakker numrene med iørefaldende riffs og konstant bruger tiden på at fylde på med overraskende b- og c-stykker? Eller er det, fordi bandet på genial vis veksler mellem vokalerne, så dæmoner og hekse nærmest bliver levende på ”Daemon Star” (som Alex Drake synger) og ”Night Of The Hawkwitch” (som Kristine Drake synger)? Eller får Tubal Cain bare spirituel hjælp fra de mørke guder, de hengiver sig til? Lad endelig svaret stå hen i det uvisse, lad det forblive et mysterie for altid, så man kan diskutere det i årene frem og dermed holde liv i denne lille interessante dødsperle af et album. 

Grunden, til at Slime Abyss ikke får fuld skrue på kranierne, er tilføjelsen af ”Ghost Tower”, som også er at finde på bandets forrige album fra 2020, Summon the Mist. Når man hører de to udgaver af nummeret og sætter dem op mod hinanden, så er man virkelig i tvivl om grunden til, at det er inkluderet igen. Produktionen er måske lidt mere ulden på den gamle udgave, men ellers er der ikke den store forskel. Det virker på en måde dovent og på en måde meget underligt. Har ”Ghost Tower” sneget sig med ved en fejl? Men lige meget hvad, så trækker det altså ned. Og noget andet, der også trækker ned, er Kristine Drakes trommespil, som til tider ikke kan holde rytmen, og der misses slag på flere af numrene. Det bliver lige en kende for amatøragtigt, og bandet burde have taget den om i studiet. Det havde i hvert fald været til dette albums fortjeneste på kraniefronten!

Hr. og fru Metal

Alex og Kristine Drake er det mest cool ægtepar i undergrunden! Han spiller en eminent guitar, og det kommer blandt andet til udtryk på ”The Winds Of Limbo”, der er albummets instrumentale intermezzo. Hans range er stort, og han kan virkelig vride de vildeste figurer ud af sin guitar, men på dette nummer er spillet enkelt og rørende. Og så kan man heller ikke komme udenom Kristine Drakes vokal, der er frygtindgydende fænomenal, og som kan komme helt op i de isnende registre. Vokalen føles ikke forceret og skabagtig, men derimod ægte og understøttende i forhold til teksternes indhold – man bliver nærmest i tvivl, om hun rent faktisk er besat af en ond heks! 

Må Mr. og Mrs. Drake leve lykkeligt – og producere endnu mere fed død – til deres dages ende!