Al forandring er svær
Har man været en del af et succesfuldt band i mange år, kan det være svært at forlade bandet og derefter fortsætte med musikken. Adskillige musikere har dog gjort det ganske overbevisende. Ozzys solokarriere er i mange henseender på niveau med hans bedrifter i Black Sabbath. Tarja Turunen er godt nok ikke i samme liga som Nightwish, men hun har bestemt stadig en solid karriere. Og nu vi er ved Nightwish, så er forhenværende bassist og back up-sanger Marko Hietala klar med sin anden soloplade, Roses From the Deep.
At kunne er ikke enslydende med at skulle
Man skal dog ikke sætte næsen op efter den omgang Nightwish light, som debuten, Pyre of the Black Hearts, bød på. I stedet får man blandt andet fløderock, Disney-metal, bodegarock, stripklub-grooves, ømme duetter, dragejagt og cowboy blues, alt sammen stopfodret med Avantasia- og Eurovision-elementer.
Inden du overvejer, om dette er en rodebutik uden mål og mening, så skal jeg gerne komme dig i forkøbet og svare udtrykkeligt ja. Både “Frankenstein's Wife” og Tarja-duetten “Left on Mars” sejler rundt i det samme blødsødne 80’er-flødehav, hvor storladne fællessangsomkvæd med strygere, piano og keyboard truer med at vælte jollen med de kvalmende følsomme vers. En formel, som er brugt af alt fra Toto til Mötley Crüe og Guns N’ Roses, og som kun blevet mere klicheramt med tiden. At “Proud Whore” vælger at introducere et groove, som passer bedre til etablissementer, hvor Joe Cockers “You Can Leave Your Hat On” er fast inventar, får mig til at undres over, hvorvidt den kære Marko rent faktisk ønsker at synke sin musikalske jolle. En undren, som kun styrkes af den nærmest country-rockede “Rebel of the North”. En ting er, at den square-dansende bodegarock er lige så inspirerende som en Massey Ferguson, der knap kan holde sig kørende i tomgang. Men den konstante insisteren på at give nummeret et strejf af de vilde 80’ere, samtidig med at der inkluderes en kokaindrevet Rumrejsen År 2001-keyboardsolo, lyder mere som produktet af en ADHD-ramt amatørmusiker end af en mand med årtiers erfaring i branchen. Lægger man oven i dette “The Devil You Know” og dens horrible forsøg på at kombinere bluegrass og knytnævepumpende syng-med-omkvæd, så er der nogen, som burde skrue ned for den sauna, som Marko opholder sig i og sende ham i terapi. Han forsøger tydeligvis at koge en midtlivskrise ud af kroppen.
Skal man komme Hr. Hietala bare lidt i møde, så er mange af pladens elementer isoleret set ganske hæderlige – alt er stadig så klichéfyldt som en politikers valgtale, men der er i det mindste en forståelse for hele genrevirvaret. Specielt det marcherende power/folk, som “The Dragon Must Die” byder på, er bestemt ikke tosset. Markos fortællende gademusikantsvokal i verset er lige i øjet, og det instrumentale c-stykke, hvor spacey keyboard, akustisk folk og symfonisk power ramler sammen, er nok det eneste sted på Roses of the Deep, hvor der for alvor er tænkt over genresammensætningen. Ligeledes er J.P. Leppäluotos stykker på duetten “Two Soldiers" topmålet af dragende historiefortælling omkring bålet. At Markos vokal i kontrast så nærmest skærer i ørene, gør, at mødet mellem brændende træ og øregang virker yderst tiltrækkende. Netop det at Marko Hietala stadig ikke lader til at være bevidst om sin tynde vokals begrænsninger, gør det ofte en kamp at komme igennem numrene. Slå dig ned som folkemusikant, eller gør som Tobias Sammet, og inviter alle dine venner til at levere vokalerne. En ting er træls genreparkour, men at vi samtidig skal trækkes med den ene utilstrækkelige vokalpræstation efter den anden, gør, at jeg næsten hellere vil fyre op for noget thai-karaoke — det er i det mindste underholdende.
Køb nu bare den Porsche
Der er en eller anden hos Nuclear Blast, som enten skylder Marko Hietala penge eller en kæmpe tjeneste. Det er den eneste forklaring, jeg har på, at Roses of the Deep i det hele taget eksisterer. Hvordan en mand med så mange års erfaring totalt ukritisk vælger at gå igennem det musikalske klædeskab og bare tage det med, som hænger fast, er mig en gåde. Det er udelukkende Markos held, at han har fundet en samling musikere, som har en god basisforståelse for et hav af genrer. Desværre er dette kun nok til, at pladen i glimt rammer det middelmådige, inden en ny kliché tromler lydbilledet. Nyd nu bare dit otium, Marko Hietala, for jeg tør næsten ikke gætte på, hvad en eventuel tredje plade byder på af rædsler.
