Det kan være, at sombreroen passer denne gang

Mexicos lod her i verden er bestemt ikke en særlig heldig en af slagsen. En ting er, at landets bandekrige får den store nordiske rockerkrig til at ligne en pudekamp, men derudover får Mexico også skyld for at være korridor for både voldsom ulovlig immigration til USA og den fentanylepidemi, som hærger dele af USA. Og sidst, men ikke mindst bød Mexico på yderst tvivlsom black metal, sidst vi her på sitet følte for en reel siesta. Bander, immigration og stoffer kan metallen nok ikke gøre noget ved, men det kan være, at debutpladen Skeletal Wings Threshold fra Fumes kan sætte landets metalscene i et positivt skær.

Kunsten at være sin egen Cortés

At Fumes, ligesom Luciferian Rites, gør sig i black metal, giver ikke just høje forventninger, men denne gang er inspirationerne dog lidt bredere.

“Stellar Ascension Infernal” lyder umiddelbart meget skandinavisk i sin blackede stil, men ved at kigge mod den mere vindomsuste islandske black og med et umiskendeligt thrashet sydamerikansk mellemstykke, så har Fumes da fundet lydtapetet til et herligt Maya-ritual på Pico de Orizaba. Et ritual, som kun fortsætter på “Kamazotz”. Her træder de tungere og mørkere thrashede elementer mere i karakter, men spillet mellem Skandinavien og Sydamerika holdes intakt, og Fumes trækker os flot ned i hulen, hvor de flagermuseånder, der ligger navn til nummeret, holder til. Til trods for at Fumes ikke bruger folkede virkemidler og henter deres black metal langvejs fra, så er der alligevel noget typisk mexicansk over deres lyd. “Carrier of Venenifyer” er muligvis lidt lang tid om at komme i gang, men i sit buldrende kaos, der møder isnende kulde, så får Hernán Cortés og hans conquistadorer hurtigt røven på komedie.

Herefter beviser Fumes dog fint, hvorfor det er, at Mayariget i dag er en saga blot, og at der tales spansk i Mexico. Anden halvdel af pladen er fyldt med stjålne ideer, dårlige beslutninger og instrumentalnumre så intetsigende og ligegyldige, at “Passage I, II og III” bør være definitionen af ordet fyld i ordbogen. “Hollow Teeth of Darkness” er godt nok ikke ligegyldig, men måden, hvorpå Jon Nödtveidts lig bliver skændet på samtlige leder og kanter, virker utroligt dovent og unødvendigt. Og at afslutte nummeret med en guitarsolo så 80’er-stilet,at både crop top og Aviators er nærmest limet på kroppen, hjælper ikke på den usømmelige omgang med lig. “Plaguestorms” er trods alt mindre Dissection-plagierende, men når alternativet bliver black thrash for dummies med dertilhørende tyveri af et rocket Midnight-groove, så vil jeg hellere end gerne hjælpe med at grave i den svenske muld.

Endnu en gang kunne vi nøjes med en ep

Fumes gør i grunden rigtig mange ting rigtigt på Skeletal Wings Threshold ved at have en meget international black metal-lyd, som samtidig er så typisk mexicansk. Kulden, varmen, den isnende skønhed og det buldrende kaos har bandet ganske godt styr på. At der så lige er nogen, som skal fortælle dem om begreber som fyld og plagiat, er så en anden ting. Det er ganske enkelt ikke i orden at gravrøve Dissection, samtidig med at man plimrer ligegyldigt til højre og venstre for at få tiden til at gå.