Flamsk front
Selvom Belgien virker som et fredeligt land, så leverer flamlænderne i Fractured Insanity en ordentlig omgang sonisk krigsførelse på deres nye udgivelse. Bandet havde tyve års jubilæum sidste år, og det fejrer de nu med at rulle det helt tunge skyts frem. På alle albummets ti numre bliver der sigtet og ramt præcist på genreskiven. Fractured Insanity er brutale, hårdtslående, og de tager ingen gidsler. Og når musikken er udtænkt og udført på så imponerende vis, er man da også klar til at overgive sig på stedet.
Belgiske bøller i bagholdsangreb
Hvem havde lige troet, at det var en metalkvartet fra den nordlige del af Belgien, der skulle dukke op og overraske med noget af det bedste death metal, man har hørt længe? Bandet har spillet genren i over tyve år, men de lyder på ingen måder tyndslidt. Derimod fremfører de hver enkel skæring med høj energi og entusiasme. Og så skal man især lægge mærke til bandets guitarist og komponist, Dieter Daems. Her har vi en person, der tydeligvis kan sin death metal, men som også tilfører en yderst interessant kant i sine kompositioner. Hvem fisen finder ellers på at tilføje en jazzguitarsolo midt i et dødsmetalnummer? Kun et galt geni som Dieter Daems!
Fractured Insanity melder krig på ”Divide And Conquer”, hvor der spilles stinkende stramt, og teksten growles af bandets rå hærleder. Marchtoget bliver opdelt af enkle bas- og guitarsegmenter og fikse små slag på bækkenet, for så at rykke sammen og marchere videre derudad. ”Exaltation Of A Fallen Glory” har en tung Afsky-lignende indledning, før trommeslageren, Ignace ”Hammerman” Verstraete, lever op til sit tilnavn og hamrer trommesalver afsted. Det er intenst trommespil på et meget højt teknisk niveau. Og det forbilledlige trommespil fortsætter på titelnummeret, hvor man også henrykkes af de mange skift, der rusker i én, lige indtil det hele ender i en mørk, buldrende seance med kantslag og claves … En rystende oplevelse, der nærmest giver granatchok. Det skal høres, før man tror på det!
Og så er der jo ”Fear, The Ultimate Weapon”, der i fremtiden må blive sagnomspunden for sin brug af jazzguitar. Death metal-maskinen kværner løs på nummeret, da der, helt naturligt, bliver slået over i en jazzet passage, hvor den massive guitarlyd bliver overtaget af en jazzguitar, der spankulerer kækt hen over de andre instrumenter … Galt eller genialt? Det er i hvert fald friskt tænkt og føles dejligt befriende.
”Psy-K.O.” er et andet af albummets mange højdepunkter, der bør fremhæves. Det starter helt nøgent med bassen, der tager sig nogle tunge rundgange, før det hele invaderes af hidsige trioler og en vokal, der understreger, at der er ’no rest’. Og man får virkelig ikke nogen ro på det nummer. Mod slutningen bliver bassens rundgange kapret af en cello, en flok strygere og en kontrabas, der slutter oplevelsen på den allerdybeste og mørkeste note.
Det havde klædt albummet, at det sluttede af med ”Psy-K.O.” lidt tidligere, men Fractured Insanity har stadig nogle numre i ærmet, og albummets samlede oplevelse ender med at leve op til udtrykket ’for meget af det gode’.
Krig og fred
Fractured Insanity blæser til angreb på Age of Manipulation, og de bør kunne invadere nye fan-territorier med dette album, der har alt det, man efterspørger på en moderne metaludgivelse: Et vanvittigt teknisk overskud, struttende musikalitet, og så er den ikke bange for at prøve nye ting af og overraske sin lytter. Til sidst er man dog fladmast af de mange indtryk, og man vil gerne have lidt fred.