De nye skud skal også have opmærksomhed!
Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg har et godt øje til det franske pladeselskab Antiq. Det er uhyre sjældent, at de bands, som befinder sig trygt under det selskabs vinger, udgiver skuffelser. Tværtimod er det ofte der, hvor man finder nogle musikere, der sætter kreativitet og vanvid i højsædet – og derefter skider højt og flot på diverse konventioner. Ridder-black? Tjek. Feudal-punk med slap bass? Hvorfor ikke! Båthorns-black lavet af en vinbonde? Ja da! Samfundsrevsende trompetvanvid? Ah, så er det vist også tid til at finde medicinæsken frem! Med andre ord så ved man aldrig helt, hvad man får, når man sætter et Antiq-band på, men kedeligt er det, næsten, aldrig! Arkaist er et af de helt nye skud på stammen, så lad os da se, hvor meget vanvid der er at komme efter på Aube Noir.
Subtil elegance og pissesure riffs
På intet tidspunkt er man i tvivl om bandets franske aner, selvom det er noget mere afdæmpet, end fransk black metal oftest er. Rent stilistisk er vi, markant, tættere på både Oslo og Helsinki, end vi er på Paris. Det virker især til, at Arkaist er rigtigt glade for Behexen og Immortal – hvilket man da, bestemt, ikke kan bebrejde dem. Titelnummerets start-stop-riff understreger virkeligt, at Arkaist er kommet for at slås, og de har absolut ikke tænkt sig at tage nogen gidsler. Det er herligt bøllet og slagsbrorsagtigt, men der er lige akkurat en snert af franske elegance gemt allerbagerst i musikken. Den er ganske subtil, men ikke desto mindre allestedsnærværende. Jeg kommer til at tænke på Seth, hvis man lige vaskede fastelavnssminken af og puttede kostumerne tilbage på hylden. Der sker dog et gevaldigt skift på albummets fjerde nummer, ”Terre Ancestrale”, for her bliver der satme viftet med Trikoloren! Ikke kun fordi det er en fremragende ganerenser efter tre hidsige numre, hvor tempoet bliver skruet ned, og melodien får større råderum. Nej, fordi det er nu, de klassiske Antiq-elementer får lov at udspille sig: folkeinstrumenter, fællessang og en orkestral outtro – det er her, man fornemmer ambitioner, eventyrlyst, og, ja, vanvid! Bravo, mes amis!
Men efter denne lille pause så er vi tilbage på sporet, og resten af Aube Noir fortsætter i samme rille som før, hvilket egentlig er lidt af et tveægget sværd. På den ene side er det faktisk meget frisk, at der bare er ét enkelt outsidernummer, som lige får lov til at gøre sin egen ting. På den anden side så viser bandet også, at de har de har endnu et lag, som måske er lidt mere tillokkende. Hvilket paradoks! Men det til trods så er det nu alligevel, som om numrene efter ”Terre Ancestrale” er lidt mere sprælske og vovemodige end dem før – tag nu bare den eminente guitarsolo på ”Anachorète”. Den hørmer langt væk af Malmsteen, og ham var der ellers ingen spor af på pladens første numre. Havde jeg nu været bandets manager (I ringer bare!), så ville jeg have rådet dem til at rykke gevaldigt rundt på numrenes rækkefølge, for den måde, de syv numre bliver præsenteret på, er ikke så god, som den kunne være. ”Linceul d’Ether” burde afgjort have været åbneren, da det er den sang, der har den stærkeste intro – nemlig et knivskarpt, iskoldt og utroligt hypnotiserende tremoloriff. Men herregud, det er jo den slags fejl, som er mere end forventelige på et debutalbum!
Smid nu det kompas!
Arkaist er måske ikke det mest legesyge band på planeten. Det virker til, at de tager sig selv relativt seriøst, og der er da også masser af nitter, læder og corpsepaint at komme efter. Men det er dog, heldigvis, ikke bare ”Norsk Black Klon”-band nummer 6.783, for de har – som tidligere nævnt – både klasse og elegance, som de formår at væve ind i deres ellers så hidsige musik. Der er masser af potentiale i det her projekt, så spørgsmålet er bare, om de vælger at gå ned ad den sti, de allerede betræder, eller om de tør dreje af og tage på eventyr.