Røde ører og sort metal

Som en yderst aktiv anmelder får jeg helt røde ører, når nogen nævner Grima. Dels fordi jeg har misset samtlige af deres koncerter på dansk jord, dels fordi jeg hverken nåede at få anmeldt Rotten Gardens eller Frostbitten fra henholdsvis 2021 og 2022 – jeg fik dog sendt dem nogle kærlige ord i slutningen af 2022. Grima er, trods sit kolde navn og image, et brandvarmt band, der virkelig har fart på, og hvis popularitet kun er steget – i en sådan grad at tvillingerne bag, Morbius og Vilhelm, nu har skrevet kontrakt med ingen ringere end Napalm Records. Jeg bliver personligt altid lidt ængstelig, når black metal-bands skriver kontrakter med de helt store firmaer, da det ofte betyder, at lyden bliver mere kommerciel og poleret. Men lad os nu se, og høre, om det også er tilfældet med Nightside.

Professionel ironi

Man skal dog ikke lytte til mange sekunder af Nightside, før det står klart, at Grima lyder, som de altid har gjort – men nu har det russiske ensemble heller aldrig været tilhængere af necro-lyden. Tværtimod har de altid haft en rigtig nydelig produktion, der var – i bedste Guldlok-stil – helt tilpas. Stilen er fortsat melodisk og atmosfærisk black metal tilsat sporadisk slavisk folkemusik, primært i form af harmonika – sidstnævnte måtte der nu godt være bare lidt mere af. Som altid er omdrejningspunktet den fiktive skovgud/leshy Grima og hele den mytologi, som brødrene har bygget op igennem årene – og som altid er lyrikken på russisk. Sammenlignet med især Frostbitten er Nightside mere ligefrem og aggressiv i sin tilgang, hvilket overordnet set er klædeligt, men jeg savner nu alligevel de lidt mere snørklede elementer som dem, vi fik på ”Giant’s Eternal Sleep”, som nok altid vil være mit favorit Grima-nummer. Tag nu bare titelnummeret, hvis c-stykke eksploderer i en hidsig omgang trommetæsk og UADA-guitar – hvilket ingen havde set komme. Men der er dog også helt klassiske Grima-numre, som kan være med til at berolige folket. Her er ”Skull Gatherers” nok det bedste eksempel – for i løbet af små seks minutter får bandet ligesom slået fast hvem, hvordan og hvorledes. Nightside er – til dato – bandets længste værk, både i forhold til antal numre og i forhold til samlet spilletid. 10 numre og en lille time – det er meget musik, faktisk for meget. Måske skyldes dette, at Napalm ville have dem til at levere lidt mere, måske skyldes det deres egne ideer og visioner – det ved kun bandet selv. Faktum er dog, at Nightside snildt kunne stå skarpere og mere fokuseret. Her tænker jeg ikke kun på de to numre ”Intro” og ”Outro”, som er præcis det, man tror. De er faktisk ganske udmærkede, men burde være blevet bagt ind i andre numre. Nej, det er faktisk mere ”Beyond the Dark Horizon”, der irriterer mig. Det nummer virker simpelthen bare malplaceret og klodset – og hvad værre er, så er det et dårligt åbningsnummer. Den rækkefølge, som numrene bliver præsenteret i, er generelt ikke ret god; den virker alt for tilfældig. Overordnet set er der noget ironisk i, at Grima aldrig har fremstået så uprofessionelle før, som efter de kom over på et topprofessionelt pladeselskab. 

To skridt frem, et tilbage

At få ret er en bittersød fornemmelse. Jeg havde på fornemmelsen, at Grimas ægteskab med Napalm Records ville være et tveægget sværd. Misforstå mig ikke, det er en kæmpe chance for dem, og jeg er – som Grima-fan – utroligt glad på deres vegne. Det er da bestemt heller ikke utænkeligt, at jeg bare ser spøgelser eller, generelt, har et horn i siden på de store selskaber. Uanset årsag så skulle mine antagelser om netop denne skive vise sig at være korrekte. Bevares, Nightside er en god skive lavet af dygtige og visionære musikere. Problemet er bare, at bandets bagkatalog er af højere kvalitet. Derfor så forbliver Nightside to skrift frem, et tilbage.