Tunge tanker og tunge riffs

Det er efterhånden ved at være fire år siden, Decline of the I skrev kapitel et i deres albumtrilogi baseret på Søren Kierkegaards bøger og tanker, men nu er kapitel to – Wilhelm -klar. Johannes havde fokus på Johannes Climacus, der var et af Kierkegaards pseudonymer, og teksterne Philosophiske Smuler fra 1844, der diskuterede, hvorvidt Gud og Jesus overhovedet kunne eksistere. Samtidig med denne diskussion forsøgte han at definere den evige saglighed – ja, det var altså før, Netflix og TikTok fjernede vores evne til at diskutere større ting, end om ananas skal på pizza eller ej. Bandets femte album, Wilhelm, refererer til Assessor Wilhelm, et andet af Kierkegaards pseudonymer, som vi finder i det 800 sider lange filosofiske manifest Enten – Eller fra 1843 – et værk så tungt, kringlet og navlepillende, at de færreste egentlig aner, hvad i alverdens riger og lande det rent faktisk drejer sig om. Men måske er det, fordi ingen før har spurgt et post-black-band fra Paris, om ikke lige de ville give deres besyv med?

Kødeligt vanvid

Enten – Eller har et større fokus på det verdslige og sågar det kødelige end Philosophiske Smuler. Derfor kunne man måske godt tænke, at Wilhelm ville være mere bombastisk og måske endda mere ligefrem og vulgær i sin lyd, end hvad man tidligere har hørt fra gruppen. Det er dog ikke tilfældet, og man kan derfor godt pakke sin Rammstein-buttplug væk igen. Decline of the I lyder, i store træk, som de altid har gjort det. Altså tonstungt og kulsort avantgardemetal med en hulens masse dikkedarer og depressive aspekter. Jeg erindrer dog ikke, at de tidligere har eksperimenteret med elektroniske elementer, som de gør det på blandt andet ”Entwined Conundrum”. Lige her lyder de faktisk, til tider, mere som Igorrr – hvilket jeg ikke synes, passer ind i deres lydbillede; det virker faktisk lige dele forstyrrende og malplaceret. Især fordi de dubstep-influerede beats ofte foregår i samspil med et gotisk, næsten Skrjabin-influeret klaver. Ironisk nok er næste gang, man støder på et sådant moment, i næste nummer, ”Diapsalmata”, og her bliver piano og technotramp blandet med vanvids-chanten og blastbeats. Her fungerer det perfekt – som en slags ’Fleshgod Apocalypse på MDMA’-moment. Og det er netop disse sporadiske vanvidsanfald, der – kombineret med den altoverskyggende og undertrykkende depressive stemning – er grundstenen i Decline of the I. Wilhelm er, som forventet, et virkeligt stærkt album. Det er, som altid, lige dele snørklet, intelligent og vemodigt, præcis som det skal være. Johannes stod dog som en skarpere udgivelse end denne – desværre – hvilket udelukkende skyldes ”Entwined Conundrum”. Det er dog ikke kun de malplacerede technoaspekter, selvom de da absolut er det største problem. Næ, nummeret i sin helhed er bare af den slags, der trækker mere ned end op. Heldigvis er der nummeret ”Éros N”, hvor kvintetten fra Paris virkeligt spiller med musklerne – av min arm, for en mastodont af et nummer. 

Veni, vidi, Victor

Så nej, det er ikke, fordi der reelt set – rent musikalsk – er sket den store udvikling med bandet i løbet af de sidste fire år. Men når nu de dels har en lyd, der fungerer så godt, dels er i gang med en trilogi, ja, så ville enorme forandringer da også være underlige. Ser man bort fra en enkelt upser, så er det tydeligt, at bandet – overordnet set – bare er blevet bedre. Derfor ser jeg bestemt frem til kapitel tre og derved afslutningen på denne dystre trilogi, som formentligt kommer til at hedde Victor.