AC/D-She
Det er kun kort tid siden, vi hørte de svenske AC/DC-kloner til Jailbreak i Horsens. En solid koncert, der på trods af det sene tidspunkt lykkedes med at holde på størstedelen af publikum. Der blev luftet et par ny skæringer, som nu foreligger på albummet Dirty & Divine. Den skal gerne leve op til den solide Heat Wave, hvor damerne viste at de var mere end et tributeband med styr på klichéerne. Og gør de det?
Tilbage i andre farver end sort
Med AC/DC skal man ikke forvente andet end det kendte. Men tordenmødrene føler sig ikke begrænset af konventioner, hvorfor Dirty Divine byder på sammenfald med både D-A-D, Bon Jovi, Black Star Riders og Def Leppard. Og ja, AC/DC. Hvor albumåbneren, ”So Close”, er ren AC/D-She, men i stedet for den obligatoriske guitarsolo tages et trin op ad toneskalaen, hvilket ændrer dynamikken med overrumplende effekt. Det er dygtig sangskrivning, selvom sangen ganske konventionelt ender på det afsluttende omkvæd. Der er mere AC/DC ved ”Can’t Put Out the Fire”, og man må lige tjekke, at Flick of the Switch ikke er røget på ved et uheld. Men den er god nok, det er svenskerne og ikke Angus & Co. Stærk rock’n’roll. Der er et par andre nik til australierne, men ”Speaking of The Devil” er Bon Jovi, mens “Feeling Allright” både har Black Star Riders og Def Leppard i sig. Og må man spørge, om D-A-D’s Cobber leverer cowpunkriffet på ”Dead Or Alive”. ”Feeling Allright” er lidt for meget til den sikre side, men Volbeat lavede jo et sikkert hit med ”For Evigt”, så svenskerne kan vel ikke klandres for forsøge det samme.
Både ”Bright Eyes” og ”Can You Feel It” skal have publikum op at køre og fyrer derfor omkvædet af som intro. Tænk Bon Jovis ”Bad Medicine”, og du har formlen. Der kunne man godt have været lidt mere opfindsom. Men en alt for typisk indledning skader ikke helheden, det er stadig stærke skæringer. Alene de sublime vokalpræstationer er nok til at køre et hit i hus. Koblet sammen med ret slidstærke omkvæd har vi nok svenskernes stærkeste album til dato, hvis vi ser bort fra manglen på soloer, for i betragtning af de velbevandrede stier, der vandres, kunne svenskerne godt følge lidt mere trop på guitarsolofronten. Der er albummet meget sparsomt møbleret.
Sverige post-Back In Black
Én ting er klart: Svenskerne kan synge. Der er sjæl på ”So Close”, hvad enten der synges eller vræles, helt på højde med Tina Turner og langt forbi Brian Johnson. Ikke et ondt ord om ham, men vi bliver nødt til at forholde os til parallellerne til AC/DC. Deres første årti kan de svenske jenter ikke hamle op med, men en gennemsnitlig skæring fra Johnson-epoken matcher de 100 %. Eller mere præcist, Dirty & Divine puster fint ud på den anden siden af 2020’s hedebølge og kan måle sig med alt i idolernes diskografi, der ligger efter Back In Black.
