Timetraveller

Det nordtyske rockband Timetraveller, der har eksisteret siden 2005, fik lov til at skyde Walhalla-festivalen i gang klokken 14.45. Bassist Tommy Tohang førte os igennem eftermiddagens program, hvor de fem bandmedlemmer spillede en god gang rock, der dog ikke havde så meget med Valhalla at gøre. Som bandnavnet siger, synger Timetraveller om tidsrejser, men tilsyneladende var de ikke nået helt tilbage til de gamle nordiske guder, da både deres optræden og påklædning havde et steampunkvibe. Musikerne var rutinerede, men det var dog kun talsmanden, der efterlod et blivende indtryk hos undertegnede, da de andre bandmedlemmer var meget tilbageholdende. Det, der dog for alvor trækker ned, er sangerindens manglende gennemslagskraft: Hendes stemme kunne ikke overdøve instrumenterne, og det var umuligt at forstå, hvad der blev sunget. På “Time” og “Lost Generation” sang Tohang dog kor, og derved blev lydbilledet mere fyldigt og velafstemt. Disse første 30 minutter lagde dog et godt grundlag for resten af denne dag.

Sætliste:

1. Lost Along The Way
2. Red Roses
3. Into Nightmare
4. Home
5. Time
6. No Way Out
7.  Lost Generation

5/10

Soulbound

Aftenens positive overraskelse var det tyske band Soulbound, der har eksisteret siden 2009 og genremæssigt nok kan betegnes som en blanding mellem metalcore, industrial og til dels Neue Deutsche Härte. Allerede første sang “Wake Up Call” fra deres album Myllennium blev udført med præcision og et overskud, der blev opretholdt gennem størstedelen af bandets cirka 45 minutter lange sæt. En sang, der står i klar erindring, er definitivt “Unleashed Aporia”, der med Johannes Steckers alsidige stemme havde en perfekt balance mellem aggression og melodiøsitet. Derudover udviste Jonas Langer og Felix Klemisch sand spilleglæde og energi, der blev overført ufortyndet til publikum. Intensiteten steg yderligere, da Stecker under den fjerde sang “Devil” klatrede ned fra scenen, hoppede over barrieren og rendte rundt nede blandt fansene. I det hele taget var Soulbounds optræden præget af åbenhed og tolerance, for de havde ét klart svar på diskrimination og intolerance, hvilket var “Fuck You”. Også det emotionelle track “Undone” fra bandets nyeste plade, Addicted to Hell, blev fremført på fin vis og introduceret med en rørende tale fra Steckers side, der delte sine egne erfaringer med depression og bestyrkede de fremmødte i, at de ikke er alene med deres problemer og ikke skal være bange for at spørge om hjælp. Dermed efterlod Soulbound et yderst positivt indtryk hos undertegnede, selv om det var meget svært – eller umuligt – at forklare, hvad de havde med festivalens kerneemne at gøre.

Sætliste:

1. Wake Up Call
2. Addicted to Hell
3. Unleashed Aporia
4. Devil
5. Fuck You
6. March March
7. Undone
8. Alive

8/10

Harpyie

De seks middelalderrockere fra Harpyie havde sat hinanden stævne denne eftermiddag, og det lignede, at de var kommet fra tre forskellige steder: to direkte fra fitnesscentret, to hjemme fra julestuen, og de sidste to lignede, at de havde været med i en Uncle Fester- lookalikekonkurrence. Men der skal jo være plads til alle, og lydbilledet var i det mindste kohærent, så dette faktum skal ikke give anledning til brok. Harpyie havde en god energi på scenen, hvor især drejelirespiller Brian faldt i øjnene – ikke kun på grund af sit lange hår og den fine julesweater. Nej, han var overalt på scenen, lavede sjov med publikum og sang smukt med på kor. Sanger Andre Freitag var ikke helt så gennemtrængende, men især i de mere nedtonede sange var man ikke i tvivl om hans musikalske evner. Han holdt også fin kontakt til publikum, der kvitterede med at synge med på alle sangene. Et nummer, som alle tyske børn (og voksne) kan synge med på, er “Der Schwarze Mann”, der er det tyske navn for bøhmanden, da omkvædet er taget fra en kendt børneleg. Også på “Seemann Ahoi” fik de tilstedeværende trænet deres stemmer, da det ikke var svært at huske det iørefaldende omkvæd. Dette blev dog overgået af koncertens sidste nummer, “Löwenherz”, der var dedikeret til bandets bassist Jean, da det ikke kun var årets sidste koncert for Harpyie, men også Jeans allersidste optræden med bandet efter syv år. Freitag holdt en meget emotionel tale for sin bandkammerat, og publikum rakte skilte med hilsner op mod scenen, så Jean endte med at få tårer i øjnene, men truede med at punktere bildækkene hos alle dem, der sladrede om det. Alt i alt var det en rigtig god koncert, hvor musikerne viste et glimrende sammenspil og så ud til at nyde hinandens selskab.

Sætliste:

1. Dunkelschwarz
2. Schneeblind
3. Blutadler
4. Der Schwarze Mann
5. Ikarus
6. Freakshow
7. Berserker
8. Seemann Ahoi
9. Wenn ich tot bin (Luna Luna-cover)
10. Löwenherz

7/10

Torfrock

Jeg må ærligt indrømme, at jeg grinede lidt ved mig selv, da jeg så, at Torfrock var på programmet, når nu festivalens navn er “Festival der Helden”, altså Heltenes festival. De ældre herrer i bandet, der har eksisteret siden 1977, har for så vidt noget med Valhalla og det nordiske tema at gøre, at de har en del sange, der handler om vikingen Rollo. Danskere, der ikke kan forestille sig, hvad det her er for noget, skal bare tænke på Red Warszawa, men bare 10 år ældre og med musikalsk talent, for Torfrocks tekster er også meget pjattede, og folk kommer for festens skyld, når de optræder. Da sanger og medstifter Klaus Büchner trådte ind på scenen, lignede han mest af alt en, der havde fået eftermiddagen fri fra plejehjemmet, men han fandt selv hen til mikrofonen, hvorefter han holdt publikum fanget i halvanden time. Sangene krydrede han med spil på sin basblokfløjte og små digte af tvetydig karakter. Jeg gad godt vide, om der eksisterer pressefotos fra Torfrocks optræden, for fotograferne nød i den grad forestillingen, hvor de dansede og sang med i stedet for at fotografere. Sangene blev alle leveret overbevisende, og både guitarist, bassist og trommeslager sang fint med på kor. Volker Schmidt gav den desuden hele armen på guitaren og fik liret nogle fede soli af. Det var også Torfrock, der fik aktiveret festivalens første crowdsurfer, hvilket siger en del om denne gruppes evne til at få gang i folkemasserne. Når det er sagt, så synes jeg, at denne gruppe var om ikke malplaceret ved denne festival – de har jo også optrådt på Wacken – så i hvert fald placeret på et forkert tidspunkt. En gruppe som denne kunne med fordel placeres som sidste act, men måske var det for sent for den 75-årige sanger?

Sætliste:

1. Presslufthammer B-B-Bernhart
2. Rollo, Der Wikinger
3. Feste
4. Rut mit’n Torf
5. Die Butterfahrt
6. Der Boxer
7. Die Bagalutenband
8. He, Jo
9. Sommertid Blues
10. Let’s Wörk Togesser
11. Wildsau
12. Freie Bahn mit Marzipan
13. C’mon Eveybody
14. Beinhart
15. Kettenhemd
16. Volle Granate, Renate

Encore:

1. Das Reh
2. Karola Petersen

7/10

Wind Rose

Wind Rose, der jo lod os i stikken ved dette års Udgårdsfest og var med på Walhalla-festivalen efter et afbud fra det tyske folkrockband Schandmaul, har haft et langt koncertår bag sig, og Walhalla-festivalen var årets andensidste koncert. Jeg har haft mulighed for at se dem i starten af turneen i København, i sommers i Østrig og nu i Tyskland, og jeg må sige, at det er gået støt ned ad bakke med deres performance. I København leverede de italienske dværge et fantastisk og overbevisende show. Det, vi måtte opleve i Neumünster, var mildest talt pinligt. På dansk kan noget være “dårligt” eller “elendigt”. På tysk findes der mange flere og mere betegnende ord: “grottenschlecht”, “unterirdisch”, “drittklassig”, “unambitioniert” og så videre … Hvert eneste af disse ord passer til det, som vi måtte lægge ører til denne aften i Neumünster. Der var intet, der passede sammen: Instrumenterne skramlede derudad, Francesco Cavalieris stemme gik ikke igennem – og når det en sjælden gang skete, ramte han ikke tonerne – mens korsangernes mikrofoner var skruet alt for højt op, og her var det heller ikke skønsang, der ramte de fremmødtes ører. Det eneste nummer, der tilnærmelsesvis lignede noget, man kunne genkende fra pladerne, var “Gates of Ekrund”. Bandet var som sædvanligt storsmilende og opfordrede gennemgående til “hey”-råb, men det er bare ikke nok til at få en god karakter, og den time, som man stod der og ventede/håbede på, at det skulle blive bedre, kunne man i bagklogskabens lys have brugt til noget andet og mere fornuftigt!

Sætliste:

1. Army of Stone
2. Fellows of the Hammer
3. Mine Mine Mine!
4. Drunken Dwarves
5. Gates of Ekrund
6. The King Under the Mountain
7. The Battle of Five Armies
8. The Art of War
9. Tales of War
10. Together We Rise
11. Diggy Diggy Hole

4/10

Thundermother

Med en lille forsinkelse på otte minutter trådte de fire svenske heavyrockere ind på scenen. Bandet havde i dagens anledning skiftet navn til Daughters of Thor. De lagde ud med “Loud and Free” fra pladen Black and Gold, der udkom sidste år. Koncertgængerne blev mødt af en massiv oldschool lyd, der strakte sig igennem hele bandets lidt under en time lange koncert. “Dog From Hell”, hvor Linnéa Vikström supplerede Filippa Nässil og også greb til guitaren, var en sand rockhymne, og der er ingen tvivl om, at disse damer behersker deres instrumenter. “I Left My License in the Future”, bandets nyeste single, var dog særligt på vokalfronten – både med hensyn til kor og leadvokal – mindre vellykket, da hovedstemmen ikke kunne trænge igennem musikken, og koret var falsk. I det hele taget var Vikströms stemme et tilbagevendende problem, da hun sammenlignet med bandets tidligere sanger Guernica Mancini bare ikke havde nok kant og kraft. Det er selvfølgelig også store sko at skulle udfylde, men når man er vant til en rå, AC/DC-agtig stemme, så er det noget skingre lydbillede en kamel, der er lidt svær at sluge. Til gengæld bevægede Thundermother sig godt rundt på scenen og udviste stor spilleglæde, hvor særligt trommeslager Joan Massing overbeviste.

Sætliste:

1. Loud and Free
2. Hellevator
3. Dog From Hell
4. I Left My License in the Future
5. Heat Wave
6. Into the Mud
7. I Don’t Know You
8. We Fight for Rock’n’Roll
9. Raise Your Hands
10. Whatever
11. Shoot to Kill
12. Watch Out
13. Driving in Style

6/10

Feuerschwanz

Da Feuerschwanz, der er pladeaktuelle med Fegefeuer, trådte ind på scenen klokken 23.30, var publikum stadig lysvågne og klar til en gedigen mjødfest – og det var uden tvivl det, de fik. Denne gang havde bandet føjet hele fire sange fra deres nyeste udspil til deres repertoire, der alle blev fremført på fornem vis, som man kender det fra det garvede folkmetalband, der også gjorde reklame for sin 20-årsjubilæumskoncert om cirka et år. Ud over de nye sange var der endnu en ændring i programmet: Sangen “Kampfzwerg” blev i dagens anledning fremført på engelsk som “Wardwarf” med Francesco fra Wind Rose som hovedvokalist. Det var ikke dagens bedste beslutning, da han også fik ødelagt denne sang, der ellers hører til blandt mine Feuerschwanz-favoritter. Og som var det et tegn fra oven, så forsvandt lyden kort under dette nummer. De andre sange blev fremført fint under inddragelse af publikum, der både var med til (en lille) wall of death og circlepit. Bandmedlemmerne var også aktive på scenen, og i kombination med deres pyroshow var det hele meget vellykket. Det ville selvfølgelig ikke være en rigtig Feuerschwanz-koncert uden de obligatoriske coversange, der efter min mening bare skulle forsvinde langt væk – selvom “Dragostea din teï”, der ifølge Prinz R. Hodenherz III blev introduceret første gang i år 793 efter vores tidsregning, da vikingerne invaderede Mallorca, egentlig er underholdende nok. “Ding”, der oprindelig er en sang af det tyske hiphopband Seeed, kunne Feuerschwanz af respekt for både ører og øjne med fordel undlade, for vores kære Prinz Hodenherz udnytter enhver lejlighed til at berige publikum med sjofle hoftebevægelser. Publikum måtte dog også vise, hvad de havde at byde på, da der skulle svinges T-shirts under “Die Hörner Hoch”, der afsluttede denne herlige koncert.

Sætliste:

1. Memento Mori
2. Untot im Drachenboot
3. Kampfzwerg (engelsk version)
4. Bastard von Asgard
5. Ultima Nocte
6. Schubsetanz
7. Metfest
8. Berzerkermode
   - Trommesolo
9. Meister der Minne
10. Horde
11. Knochenkarussell
12. Dragostea din teï (O-Zone cover)
13. Das Elfte Gebot

Encore:

1. Warriors of the World (Manowar cover)
2. Rohirrim
3. Ding (Seeed cover)
4. Die Hörner Hoch

8/10