Skal, skal ikke

Da vi på Heavymetal.dk-redaktionen modtog det nye Myrkur-album fra Relapse Records, havde vi en kort intern debat, om det overhovedet var et album, vi skulle tage os af. Siden debuten, M, der hovedsageligt var Ulver-inspireret andenbølge-black, har ofte kontroversielle Myrkur stille og roligt bevæget sig væk fra den traditionelle black metal. ’Det er ikke metal!’ er et udsagn, man ofte støder på, og som nemt kan klistres på Amalie Bruuns Myrkur-projekt. Men den slags ’gatekeeperi’ er vi her på redaktionen næsten ligeså indifferente overfor, som Amalie Bruun selv er, så selvfølgelig skal Spine anmeldes. Myrkurs aftryk på den danske scene, og ikke mindst hendes gennemslagskraft på den udenlandske, er simpelthen for stort til, at vi kan overse en nyudgivelse fra hendes hånd.

Pop, black og alt derimellem

Indrømmet, denne anmelder tabte sit hjerte til Amalie Bruuns Myrkur-persona allerede tilbage på M i 2015, men det er jo ikke ensbetydende med, at alt, hvad hun laver, nødvendigvis får topkarakterer. Starten på Spine er dog absolut godkendt, og med ”Bålfærd”, et gammelt nordisk begravelsesritual, lader det til, at kernen i Myrkur er intakt. Eller er det Myrkurs musikalske fortid, der skal gøres op med, hvor bålfærden signalerer starten på noget nyt? Det kunne godt være tilfældet, når man erkender, hvor omskifteligt et album Spine er, og som vi skal se i det følgende. Hvor den eminente Mareridt tog udgangspunkt i en personlig krise, og Folkesange var en stilren tilbagevenden til gamle nordiske dyder, er Spine et album, der er formet af coronanedlukninger, men især af at Amalie Bruun er blevet mor til sin lille Otto.

Det mest oplagte eksempel på inspirationen denne gang er nok titelnummeret, “Spine”, der med lidt Folkesange-vibes er en hyldest til moderen og barnet. ’You will be the one I love the most’ og ’you made me human’ synger Amalie med sin uforlignelige englevokal. Så sandt, så smukt, og for alle, der har fået den gave, det er at blive forældre, så genkendeligt. ”Mothlike” byder på poppet ABBA-stil – Amalie Bruun har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til svenskernes ’Scandinavian horror pop’ som hun kalder det. Lidt black-stemning med meget tilbagetrukne blastbeats, og endda en melodisk, let shreddende guitarsolo får vi også. Klassisk 80’er-synth slutter dette forrygende nummer af. Jo, alt kan sandelig ske her på Spine, og med sange som ”Mothlike” hænger tingene perfekt sammen.  

Der er dog også enkelte beslutninger, der er vanskelige at kapere. Singlen ”Like Humans” starter med et typisk, ildevarslende Myrkur-riff og et uforskammet poppet omkvæd, men de blastbeats, der helt umotiveret dukker op til sidst, forstår jeg simpelthen ikke. Denne problemstilling kan bedst illustreres ved at dykke ned i “Valkyriernes Sang”, der er alt det, der er både fantastisk og problematisk ved Myrkur, proppet ned i knap fire minutters ADHD-rock. Hardrock-vibes, blastbeats med skrigende black-vokal, poppet Madonna-inspiration, doom metal, mægtige ’girlpower-kor’, speedmetal riffs, power metal-skrig og såmænd også lidt blæseinstrumenter til afslutning. Der sker simpelthen for meget på for kort tid til, at de enkelte passager når at gøre det nødvendige indtryk og sætte sig i lytteren. Hver for sig er alle disse elementer udført til UG, og de fleste overgange sidder endda lige i skabet, men samlet set er det bare for meget af det gode.

Med “Menneskebarn” slutter Spine til gengæld af med en smuk og enkel vuggevise. Den måtte dog gerne have været på dansk, for jeg synes, den lille Otto, og alle andre danske metalhoveders børn og børnebørn for den sags skyld, fortjener en sang, de kan vokse op med og med tiden forstå. Men en virkelig smuk afslutning på et på mange måder krævende album.

Rend mig i traditionerne!

Med bare 33 minutters spilletid er Spine et kort besøg i Myrkurs forunderlige verden. Man sidder tilbage med det indtryk, at der burde være mere. Og nej, det er ikke, fordi jeg forventer et dobbeltalbum på 80 minutter, for det er de færreste, der kan levere indhold nok til det. Så på trods af alle de rosende ord til Spine, er Mareridt stadig hovedværket i Myrkurs diskografi. Højdepunkterne på Myrkurs nye album er på den anden side så markante og så mange, at det er nemt at se bort fra skønhedsfejlene. Denne unikke danske kunstner har ved hver af sine udgivelser udfordret genrekonventionerne. Med Spine smadrer hun dem fuldstændig. Denne anmelder siger mange tak og kvitterer med otte kranier.