Det hedenske, det nordiske og det akustiske

Lige siden den hårde rock og metallen opstod i slutningen af 1960’erne, har folkemusik være en væsentlig del af udtrykket. Om man vil give Jimmy Page og hans forkærlighed for keltisk og indisk musik skylden, eller om der er andre grunde til det, er egentlig irrelevant. Uanset hvad har disse ”roots”-tendenser aldrig helt forladt genren. Det hører man især i black metallen, der jo lige siden den norske andenbølge har dyrket det hedenske og nordiske – og danske Myrkur er ingen undtagelse. Det har man kunnet høre på alle hendes udgivelser siden debuten i 2014, og ikke mindst kunne man opleve det i Pumpehuset tilbage i 2018, hvor hun optrådte med et forrygende akustisk set. Nu går Myrkur så hele vejen og udgiver et rendyrket Folkesange-album, hvor alle black metalelementer er fjernet, og der kun er den akustiske musik tilbage.

Historier fra vores fælles fortid

Amalie Bruuns fantastiske stemme er naturligvis omdrejningspunktet for det hele, og hun bakkes smagfuldt op af guitar uden el, violin, klaver, cello og selvfølgelig den uundgåelige nyckelharpa. Folkesange starter med den fuldstændigt magiske ”Ella”, der udkom som første single tilbage i januar. Jeg har hørt det nummer mindst 20 gange indtil videre, og jeg får stadigvæk gåsehud og en klump i halsen hver gang! Man behøver ikke at lukke øjnene for at forestille sig Myrkur stå på Preikestolen og fylde rummet over Lysefjorden med sin stemmes skønhed. Med afstand det smukkeste fra Myrkurs hånd, og ikke mindst stemmebånd, nogensinde. Andre højdepunkter er den mere dystre ”Leaves of Yggdrasil”, hvor Myrkurs stemme primært akkompagneres af sorgmodigt klaver og violin. ”Tor i Helheim” er et uddrag fra Adam Oehlenschlägers epos om Thor og Lokes færd til dødsriget Hel. Stemningen sættes først med en ren opvisning i kulning, og så går fortællingen ellers i gang. Rent musikalsk er det måske ikke særligt spændende, men for alle, der er bare en lille smule interesserede i nordisk mytologi, fungerer ”Tor i Helheim” som en smuk genfortælling af en af myterne fra vores fælles fortid. En fortid som jo stadig et eller andet sted ligger dybt begravet i os, og dermed en sang der er oplagt kanon-materiale, og som minimum burde blive gymnasiepensum.  

Der er mange andre højdepunkter på Folkesange, men fremhæves skal især ”House Carpenter”. Det er en skotsk folkevise, der er blevet fortolket af et hav af prominente kunstnere som Bob Dylan, Joan Baez, Paul Simon og ikke mindst Kim Larsen (”Byens Hotel”). Myrkurs version lever først og fremmest på hendes overlegne stemme og den beviser at Amalie Bruun kan være med på allerhøjeste niveau.

Tredje single, ”Gudernes Vilje”, er både smuk og ildevarslende, men det er desværre ikke guld alt sammen på dette album. Folkesange er en blanding af gamle, primært nordiske, viser og enkelte af Myrkurs egne kompositioner, og det er på flere af de game sange, man finder albummets alvorlige svaghed. ”Fager som en Ros” er fuldstændig traditionel folkemusik, hvor man ser for sig en flok aldrende folkedragt-klædte pensionister svinge hinanden rundt i cirkler. De samme fornemmelser får man på ”Svea”, der er fyldt med irriterende ”då di då di då” og på ”Gammelskäring”, der leverer endnu mere ligegyldigt ”tra la la” og ikke rigtigt noget andet. En sang som ”Ramund” er tidligere langt mere interessant blevet fortolket af Sorten Muld. Det er svært i dag at finde nogen som helst relevans for disse sange, der ikke bliver nyfortolkede eller på nogen måde opdaterede til det 21. århundrede.  

Relevant eller nostalgisk

Folkesange er altså i sig selv en historie om to skarpt adskilte dele. Sange som ”Ella”, ”Gudernes Vilje” og mange andre, der godt nok hylder fortiden, men som samtidig giver den et præg af noget nutidigt og relevant. Disse sange løfter i perioder albummet op på det sublime. Men der er desværre en fire-fem sange, der fremstår som rendyrket og uinspireret nostalgi – tilsyneladende bare for nostalgiens skyld. De sange ligger et sted mellem ligegyldige og decideret irriterende, medmindre man er ukritisk dyrker af vores hedningefortid. Bare en eller to flere af Amalie Bruuns egne sange, og tilsvarende færre tra-la-la-numre, kunne have løftet dette album op til en absolut topkarakter.