Feuerschwanz: Tysklands hotteste band

Ensemblet omkring Hauptmann Feuerschwanz alias Peter Henrici, der er det eneste tilbageværende originale medlem, har eksisteret siden 2004, altså i knap 20 år, og er indtil nu gået under Heavymetal.dk’s radar. Bandet startede med at være en parodi af middelalderscenen, som Henrici opfattede som værende alt for alvorlig og tabubelagt. Feuerschwanz har i løbet af karrieren taget så godt som alle midler i brug for at gøre opmærksom på sig selv, men der er sket en klar musikalsk udvikling, og de er ikke uden grund et band, der kan få gang i menneskemasserne ved festivaler og store halkoncerter. Ottemandsorkestret spiller folkmetal med alt, hvad dertil hører: Multitalentet Prinz Hodenherz III behersker alle registre inden for sangkunsten samt mandolin, sækkepibe og skalmeje, Johanna von der Vögelweide spiller violin og drejelire, Hauptmann Feuerschwanz himself synger og spiller på mandolin, og så er der Hans der Aufrechte, Jarne Hodinsson og Rollo H. Schönhaar på henholdsvis guitar, bas og trommer. Desuden har Feuerschwanz to “Miezen” (missekatte), der er med, når ensemblet er ude til koncert. Deres talent er dog noget tvivlsomt – deres danseindlæg minder mest af alt om husmoderstrip og giver “Lene laver porno”-vibes (Krysters Kartel), men nu er det jo heldigvis ikke dem, der skal bedømmes i denne anmeldelse. Det er nok ikke forbigået den opmærksomme læser, at der er en hårfin balance mellem det tvetydige og det seriøse, og ellers må I altså selv slå op i ordbogen! 

Mjødhammeren svinges igen

Efter katolsk lære er skærsilden det sted, hvor mennesker havner efter døden for at gøre bod for deres synder og afvente, om de kan komme ind i Himmeriget eller ej. I middelalderen var Gud og kirken det eneste faste holdepunkt i en kaotisk tilværelse præget af angsten for tiden i Purgatorio. Men Feuerschwanz gør tiden i flammerne udholdelig med deres nyeste og kun 38 minutter lange studiealbum, Fegefeuer, hvor de tager lytteren med på en rejse gennem Asgård, Middle-Earth, de skotske highlands og Westeros. Oprindeligt skulle bandets 11. studiealbum, Fegefeuer, have været udgivet den 7. juli 2023, men udgivelsen blev udskudt til den 21. juli. Pladen består af 11 sange, der alle kredser om enten fantasy- eller middelalderemner – tematisk er alt dermed ved det gamle.

Dudelsack aus der Hölle

Allerede da jeg hørte pladens første single, “Bastard von Asgard”, tilbage i april 2023, spirede mine forventninger til dette udspil. I sangen får alle musikere lov til at brillere på deres respektive områder, og Hans der Aufrechte leverer en lækker guitarsolo. Også samspillet mellem vokalisternes stemmer er helt fortræffeligt, og inkorporeringen af Fabienne Erni fra Eluveitie som supplerende vokalist fungerer bare og skaber dynamik. Nogle vil måske klandre denne sang for at være “too much”, men i min optik kan man aldrig have for meget sækkepibe og violin.
Hvis du er fan af fantasyværker af forskellig art, går du heller ikke forgæves, da pladen ikke kun indeholder én eller to, men hele tre sange inspireret af kendte fantasyfortællinger fra nyere tid. “Uruk-Hai” er inspireret af Lord of the Rings, “Highlander” af serien Highlander og “Eis & Feuer” af Game of Thrones. Blandt disse er det helt klart “Uruk-Hai”, der er min favorit, da sangen er dyster og ildevarslende, men på samme tid iørefaldende. Hauptmann growler det bedste, han har lært, og verset er båret af sprechgesang, der munder ud i omkvædet, der er meget syng-med-venligt. Og igen er Hans helt fremme i skoene med en kreativ guitarsolo. Pladens femte sang, “Fegefeuer”, har en helt unik lyd, da den på elegant vis balancerer mellem rockschlager- og ekstremmetalelementer – ja, du hørte rigtigt: Det kan sagtens lade sig gøre! Ydermere passer kombinationen af disse modsatrettede genrer perfekt til det lyriske indhold, da lytteren på den ene side tages på en frygtindgydende rejse gennem Dantes Inferno, men på den anden side har livet i overflod været det hele værd, og selv tiden i de ni ringe er fyldt med fest og glade dage.
I og for sig er der ikke en eneste dårlig sang på pladen; der er kun enkelte, der ikke er af samme kvalitet som de andre, for eksempel “Valkyrien”, der er en lidt slatten ballade, man roligt kan springe over. Rimkunsten har tilsyneladende heller ikke været bandets hovedfokuspunkt, for rim som “Dragonslayer” på “Feuer” eller “Fleisch” på “Kreis” skurrer fandme i ørerne på en, hvis modersmål er tysk.

Einfach geil

Som I nok kan læse, er begejstringen over dette album meget stor, og der er meget få kritikpunkter herfra. Fegefeuer er helt klart det hidtil bedste album fra sydtyskernes hånd, og jeg kan varmt anbefale, at man giver dem en chance, på trods af at de synger på tysk.