Dominum

Efter at have set den sydtyske kvartet anført af Felix Heldt alias Dr. Dead live til Area 53 Festival i Østrig og beskæftiget mig indgående med bandets debutplade, Hey Living People, var glæden stor, da det for nogle måneders tid siden blev meldt ud, at Dominum ville være med som support på denne turné gennem Tyskland. Også publikum delte denne glæde, så da bandet indtog scenen klokken 19 akkompagneret af "Time Warp" – også kendt fra The Rocky Horror Picture Show – bidrog de fremmødte med stor jubel. I begyndelsen af sættet under “Immortalis Dominum” var lyden i salen stadig noget dump, og vokalen gik ikke særlig godt igennem. Til gengæld blev “Danger Danger” fremført fornemt, og bandet udfyldte scenen med deres vindende udstråling. Så da spørgsmålet lød: “Habt ihr gute Laune?”, var det et højt og tydeligt “ja”, der rungede gennem hallen. Det var ikke den eneste gang, publikum fik mulighed for at bruge stemmebåndene, for denne aften havde bandet taget “Rock You Like A Hurricane” med i deres repertoire, og fordi Heldt syntes, de fremmødte var så dygtige til at synge med, blev de inddelt i to grupper, der skulle synge hver deres del af omkvædet på denne evergreen. Samlet set var det et meget vellykket og medrivende show, men én ting, som jeg i denne forbindelse ikke kan se bort fra, er brugen af backing track. For både guitarist Jochen Windisch og bassist Korbinian Benedict havde en mikrofon til at synge kor i, men for det første stod de to ikke altid ved deres mikrofon, når koret satte ind, for det andet lød korstemmen akkurat som på pladen – hvor det er Heldt himself, der leverer kor – og for det tredje kunne man tydeligt se, at Benedict ikke bevægede munden, når han stod ved sin mikrofon. Ét er at bruge backing track – for det er der jo mange, der gør – noget andet er ikke at være ærlig omkring det. Dette er dog en mindre anke i det samlede billede.

Sætliste:

1. Immortalis Dominum
2. Danger Danger
3. Half Alive
4. Frankenstein
5. Hey Living People
6. Rock You Like A Hurricane (Scorpions-cover)
7. We All Taste the Same
8. Patient Cero

7/10

Orden Ogan

Ét spørgsmål trængte sig på inden denne koncert: “Kan Orden Ogan leve op til de høje forventninger, jeg havde bygget op efter deres geniale show til Epic Fest 2024?”. Svaret blev desværre nej. For det første var scenen i Große Freiheit 36 alt for lille til den livlige kvintet ført an af Sebastian Levermann, der i sit futuristiske kostume alene har brug for to pladser. Så de fire i front måtte kante sig forbi hinanden og stødte flere gange sammen og kunne dermed ikke udleve deres fulde potentiale. Heldigvis kunne de godt grine lidt af det, og deres sceneerfaring gjorde, at det ikke havde konsekvenser for lyden. For det andet sad vokalen ikke gennemgående i skabet. Nu skal det ikke lyde, som om Orden Ogans optræden var totalt forfærdelig; det var den overhovedet ikke, for på trods af de førnævnte anker var der også rigtig meget, der fungerede lige præcis sådan, som det skulle. For eksempel var lyden på andet nummer, “F.E.V.E.R.”, fremragende, og særligt guitaren spillet af Patrick Sperling og Niels Löffler gik klokkeklart igennem, og de to guitarister supplerede hinanden virkelig godt. Ud over gamle kendinge som “Heart of The Android” og førnævnte “F.E.V.E.R.”, der selvfølgelig ikke måtte mangle, blev vi præsenteret for den spritnye “The Order of Fear”, der udkom den 5. april. Men inden denne kunne spilles, måtte publikum lære at skråle med på omkvædet “Fear”. Levermann – som den entertainer, han jo er – udnyttede chancen og lokkede de fremmødte i en fælde med “Fear, fear… fünf” til stor moro for alle. “The Gunman”, der ifølge Levermann er “ein Lied von Liebe, Frieden und Licht”, måtte selvfølgelig heller ikke mangle. På den gav bassist Steven Wussow den hele armen – i det hele taget er han en hvirvelvind på scenen, og med sin medrivende optræden var han anledning til de fleste “sammenstød” under denne koncert. Efter 45 minutter var spasen desværre allerede forbi, og tyskerne beviste, at intet kan stoppe deres damptromle, når den først kører – uheldigvis nåede den ikke helt op på tophastighed denne onsdag i Hamburg.

Sætliste:

1. Heart of The Android
2. F.E.V.E.R.
3. Come With Me to The Other Side
4. Forlorn and Forsaken
5. The Order of Fear
6. Inferno
7. The Gunman
8. Let the Fire Rain
9. The Things We Believe In

8/10

Feuerschwanz

Med en opdateret sætliste og nyt scenekluns markerer Feuerschwanz for alvor springet til en ny æra i deres karriere, hvor de ikke blot spillede hele syv sange fra Fegefeuer, men også introducerede deres nyeste covernummer, Valhalla Calling, der bedst kan beskrives som bandets forsøg på at opnå status som et internationalt anerkendt band. Om det kan man mene, hvad man vil, men én ting var stensikkert: Denne aften, hvor højdepunkt efter højdepunkt mødte publikums ører og øjne, hører efter min mening til en af bandets bedste optrædener til dato. Så allerede fra første nummer, “SGFRD Dragonslayer”, var lyden af allerhøjeste kaliber, hvor særligt samspillet mellem de to vokalister Hauptmann og Richard “Hodi” Hodenherz fungerede perfekt. Men også Hans der Aufrechte fik rigelig mulighed for at vise sine evner på guitaren og fyrede en powermetal-guitarsolo af fineste slags af. Også efterfølgende track, “Memento Mori”, var en bevisførelse af bandets synkroni, da kombinationen af sækkepiben og violinen leveret af henholdsvis Hodi og Johanna von der Vögelweide var absolut enestående, velafstemt og noget, der virkelig varmede denne anmelders hjerte. Noget, der derimod skulle varme de andre fremmødtes hjerter, var den uundgåelige wall of death, der ventede. Så allerede før “Ultima Nocte”, hvor publikum skulle deles op i to for at konkurrere om, hvem der kunne råbe henholdsvis “Hu!” og “Ha!” højest, mødtes de to frontmænd af “wall of death”-heppekor, men det blev straks stoppet, dog med løftet om, at den kom på programmet senere. Så var vi nået frem til det, der nok for mange trofaste fans var højdepunktet: “Schubsetanz”. Denne indledte ikke kun en drabelig wall of death, men også en kæmpestor cirkelpit, der på grund af salens ringe størrelse og publikums intensitet spredte sig til næsten hele rummet, så det var svært ikke at blive taget en tur med rundt. Til stor glæde for undertegnede havde “Uruk-Hai” også fundet en plads i denne omkring to timer lange koncert. Sangen præsenterer en mørkere side af bandets lydunivers, og det klæder dem i den grad. Den blev meget passende – og vel at mærke overraskende – efterfulgt af en trommesolo fra Rollo H. Schönhaar, der blev akkompagneret af “They're taking the Hobbits to Isengard”. Efter den var ikke et øje tørt! Senest da Johanna under det forbehold, at alle passede godt på hende og ikke væltede hende omkuld, vovede sig ned i mængden under “Knochenkarrusel”, var der ingen tvivl om, at Feuerschwanz består af en lang række eminente musikere, der alle bidrager til bandets succes. Der stod hun så midt på gulvet og dirigerede slagets gang med sin violinbue og en violin, der til anledningen var pyntet med en LED-lyskæde. Denne koncert var vild, intens og – hvilket overhovedet ikke var forventeligt af et band med 20 år på bagen – nyskabende: simpelthen genial!

Sætliste:

1. SGFRD Dragonslayer
2. Memento Mori
3. Untot im Drachenboot
4. Metfest
5. Bastard Von Asgard
6. Valhalla Calling (Miracle of Sound-cover)
7. Die Horde
8. Ultima Nocte
9. Schubsetanz
10.  Kamfswerg
11. Berzserkermode
12. Valkyren
13. Highlander
14. Uruk-Hai

Trommesolo

1. Knochenkarrusel
2. Dragostea din teï (O-Zone-cover)
3. Die Hörner Hoch

Encore:

1. Warriors of the World (Manowar-cover)
2. Rohirrim
3. Das Elfte Gebot

9/10