Angantyr - Indsigt

Indsigt

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

SoMe? SoWhat!

Når man snakker om dansk black metal, så er det umuligt ikke at nævne Angantyr – og manden bag, nemlig Jakob ’Ynleborgaz’ Zagrobelny. Han har været en grundpille siden slut-1990’erne, altså lang tid før, bands som Solbrud og Orm gjorde genren til folkeeje herhjemme. Det er dog efterhånden et par år siden, vi sidst har hørt noget fra Angantyr – og da det jo ikke ligefrem er det mest hypede eller SoMe-aktive band, ja, så tror jeg, at udgivelsen af Indsigt kom bag på de fleste. Men den manglende indsigt til trods så lad os da kaste os over en af de helt gamle drenge inden for dansk black!

Blast from the past!

Angantyr er nøjagtigt lige så klassisk – trve, fristes man til at sige – som altid. Det hele klinger af norsk black, men der har da også sneget sig elementer af den såkaldte québécois black ind, hvilket ikke er så sært, når nu manden er bosat netop i Québec. Indsigt lægger hårdt fra kajen med en klassisk omgang Gorgoroth-influeret bølleblack, nemlig nummeret ”De dødes valg” – det svinger, det buldrer, og det brager. Men det er skam ikke kun det bøllede, der får lov at fylde, for i det næste nummer, ”Værst jeg vælger”, får vi en gedigen dosis atmo-black a la noget, vi snildt kunne have hørt på Burzums Hvis Lyset Tar oss, komplet med et langt, smukt og medrivende midterstykke.

Angantyr dyrker fortsat den helt klassiske og umoderne black metal. Her er ingen store armbevægelser, ingen trompeter eller noget som helst – bare råt mørke, hvilket en sangtitel som ”Magtløse Korskyssere” da om noget cementerer. Men hvad der er Angantyrs styrke, bliver også den største svaghed. For helt overordnet så er der ikke megen variation at komme efter, så det bliver en kende svært at skelne mellem de forskellige numre, for så mange virkemidler benytter Ynleborgaz sig heller ikke af. Det er primært tremoloriffs og blastbeats, der får lov at dominere. Ligeså er der så afgjort tale om en plade, der godt kunne have brugt en fedtsugning, for der er en hel del fedt, der kunne være blevet skåret fra. Den helt store synder er ”Skinvandel”, der simpelthen ikke kan bære en spilletid på næsten 11 minutter; det sker der alt for lidt til. Hvilket er komisk, da ”Et øjebliks indsigt”, som varer lidt over et kvarter, slipper betydeligt bedre fra det – og rent faktisk opnår at være et rigtig fint nummer.

Sølv er mere trve end guld!

På den ene side er det jo skønt, at Angantyr stadig er her, og at han stadig er lige så trve som altid, er sgu meget fedt – det er rart med konstanter i ens tilværelse. På den anden side så er det altså også meget rart, når der sker noget nyt. Angantyr lyder fortsat som sine gamle idoler og ikke som så meget andet, hvilket altid har været noget af det, der holdt projektet lidt tilbage. Så ingen guldmedalje herfra, men sølv er selvfølgeligt også meget mere norsk!

Tracklist

  1. De dødes valg
  2. Værst jeg vælger
  3. Magtløse korskyssere
  4. Skinvandel
  5. Et øjebliks indsigt