Teknisk Skole var en vild tid

The Carpenters, The Smiths, Architects, Paediatrician og sikkert utallige flere bands i rocken og metallen har taget navn efter en profession eller branche. Og selvom Architects spiller metalcore, Paediatrician gør sig i goregrind, og en smed arbejder med metal, så er der ikke megen tyngde i selve navnet. Men hvem arbejder ellers med metal? Maskinarbejdere selvfølgelig. Jeg gætter på, at det var brainstormen, da nogle gutter fra Manchester valgte at kalde deres band The Machinist. Det lyder tungt og industrielt, og når briternes seneste skive endda hedder Contempt for Life, ja, så er grundlaget for noget ond metal i hvert fald på plads.

Grunden til, at britisk industri er outsourcet til Indien

Når man har taget navn efter et job i industrien og samtidig har et anspændt forhold til livet, så bliver man selvfølgelig også nødt til at spille industrial black og død.

Ud fra et industrielt synspunkt så lever både The Machinist og Contempt for Life da også op til DS/ISO 2768-1-standarden for industrial black og død. “Cathedrals Fall” er tilpas koldt og maskinelt med guitaren, som agerer spindelmotor, der runder de 20.000 omdrejninger, trommerne spytter glohede metalspåner til alle sider, og bassen knurrer som en 20 mm hårdmetalfræser i indgreb. Læg dertil et lækkert stykke Fear Factory-melodi, og så er det efterhånden en flot CPK-værdi, som briterne kan vise på en Ø20J7-pasning. Bearbejdningen på “Anthropic Mistake” er meget den samme, men ved at lade trommernes elektriske knitren få plads og samtidig sætte et 12-skærs knivhoved op så er det lige før, at man savner hedengangne The Berzerker. Når blackede guitarriffs borer igennem iskolde synthflader, så tager det ingen tid at få honet motorblokken på din Jaguar. Hvis bare hele Contempt for Life holdt denne standard, så ville en ISO-9001-certificering være en smal sag.

Denne certificering har dog lange udsigter, og hovedparten af pladen minder os i stedet om, hvorfor britisk bilproduktion og generel industri har meget trange kår. Der er absolut ingen optimering foretaget af nogen art, hvilket titelnummeret demonstrerer perfekt. Nok lever nummeret op til ISO-standarden for industriel black og død, og sidste halvdels groove rykker en god spån, men via ligegyldig musikalsk overforædling og et utal af riffbaserede sletspåner så får vi aldrig nogensinde drejet Jaguarens knastaksel færdig. Der er ingen grund til, at dette nummer er seks minutter langt. Man kunne nemt hente to minutter på bearbejdningen af både dette nummer og lukkeren “Cracks”, der lyder som en ørkenvandring udi teorien og formlerne bag korrekt udregning af skærehastigheder. Det er ikke elendigt og ligegyldigt, men det er frygteligt kedeligt i længden. Hvad der dog er elendigt, er “Brace”. Jeg forstår godt ideen i en voksen udgave af Electric Callboy, men at producere nummeret efter en gammel revision af et af tyskernes numre, hvor konfettikanoner og diskolys er erstattet af udtjente stansemaskiner og summende lysstofrør, er en træls oplevelse.

Mere faglig stolthed, tak

Som faglært maskinarbejder – eller industritekniker, som det hedder i dag – så burde jeg være helt pjattet med The Machinist og Contempt for Life. Og pladen har da også lyspunkter, hvor vi næsten rammer metallisk femakset simultanbearbejdning. Men langt størstedelen minder mest af alt om at stå og glo på en drejebænk, som spytter den ene lejering efter den anden ud. Jobbet bliver udført, men det er umenneskelig kedeligt, gudsjammerligt ensformigt og med rigelig plads til optimeringer hele vejen rundt.