Back to the roots

Tilbage i maj udgav de efterhånden ældre herrer fra Cloven Hoof deres tiende studiealbum, Heathen Cross, der på mange måder føles som en tilbagevenden til bandets opstart. Det okkulte lyriske univers peger tilbage på NWOBHM-specialisternes debutlangspiller, Cloven Hoof, fra 1984.

Rock (næsten) uden tant og fjas

Rent musikalsk møder lytteren på Heathen Cross et gennemarbejdet lydunivers, der byder på fængende, rockede melodier og en mageløs produktion, hvor alle elementer står knivskarpt. Det er tilfældet mere eller mindre hele vejen igennem – selv ved den 47 sekunder lange intromelodi, hvilket ellers er noget, man kan jage denne anmelder med. På første reelle nummer, ”Redeemer”, tydeliggør sekstetten deres evne til at skrive hooks, der borer sig direkte ind i hjernen, og Harry Conklins vokal er noget, man kun kan elske. Men allerede på dette nummer hører vi spor af et problem, der strækker sig ud over stort set hele pladen: repetitiv og til dels klichéspækkede tekster, der ikke ligefrem gør noget godt for sangene. Det hører vi på blandt andet “Do What Thou Wilt”, der ud over lyrikken “666 is the number of the beast”, der jo er et decideret ripoff af noget, der allerede eksisterer, er et ganske udmærket nummer med et fedt flow, som man som lytter umiddelbart kan lade sig rive med af. Ud over brugen af slidte floskler er der enkelte passager, der er direkte tåkrummende kiksede – for eksempel på “Last Man Standing”, hvor det lyder: “Think you’re a hot shot? / Gonna match me blow for blow? / If that’s all that you got / Say your prayers, standing toe to toe / Messing with the big boys” – det lyder sgu bare ikke fedt og er noget, en gymnasieelev med engelsk på B-niveau kunne have digtet. På efterfølgende nummer, “Darkest Before the Dawn”, kan man dog sagtens se bort fra den temmelig simple tekst, for den galopperende Iron Maiden-bas spillet af Lee Payne i kombination med et uovertruffet guitararbejde fra Luke Hatton og Chris Coss’ side kan man ikke sige nej til.   
Pladen afsluttes heldigvis med et højdepunkt i form af “The Summoning”, der med sin kontrastfyldte komposition og en unik, men alligevel velfungerende sammensætning af elementer viser bandets evne til at skabe komplekse sange. Det er sådanne sange, der er brug for, så mere af det næste gang, tak!  

Oldtimere med fut i

Heathen Cross byder uden tvivl på masser af fede sange på instrumentfronten. Pladens største svaghed er dog de meget repetitive og banale tekster, som man ganske vist kan se bort fra et godt stykke hen ad vejen, men det er desværre ikke altid, det er muligt – hvis man altså kan engelsk.