Mom, can we have Rotting Christ?

Det er godt og vel fire år siden, vi sidst hørte noget fra Yoth Iria. Dengang stod det tydeligt, at manden bag, Dimitris Patsouris, bedre kendt som Jim Mutilator, gerne ville understrege, at han altså havde været med til at danne Rotting Christ – og generelt er en grundpille, når vi snakker hellensk black metal. Nu er bandet så klar med opfølgeren, og den kære hr. Mutilator har, i adskillige interviews, været ude at sige, at han er utroligt stolt af både sin musikalske fortid og sin musikalske nutid. Det lyder jo lovende, men omvendt så er det set før, at når ældre musikanter udtaler, at deres nyeste udspil er noget af deres bedste, så skal man finde sin skepsis frem.

We have Rotting Christ at home!

Stilistisk set lyder Blazing Inferno som klassisk black metal a la Grækenland, altså den slags, hvor tremoloriffs og corpsepaint ikke rigtigt hører med, men i stedet er der masser af klassisk heavyspade og bølleattitude. Faktisk skal man være stokdøv, hvis ikke man kommer til at tænke på netop de tre Rotting Christ-skiver, som Mutilator var en del af. Her er nemlig både introen til ”But Fear Not”, som minder uhyggeligt meget om den fra ”Exiled Archangels”, og helt fjollet bliver det på ”Mornings of the One Thousand Golds”, hvor der skråles ”Non serviam!”, som jo både er Rotting Christs mest kendte nummer samt det motto, de har brugt i godt og vel 40 år. Men omvendt skal man nok heller ikke forvente oceaner af originalitet fra en mand, der fremmer sig ved at nævne sine forrige bedrifter. Derudover er det heller ikke albummets største svaghed; det er den slatne sangskrivning og den løjerlige rækkefølge, hvori sangene præsenteres. Albummets åbner, og titelsang, lyder på alle måder som et lukkernummer – og lyrikken fortæller da også afslutningen på den historie, som albummet forsøger at fortælle. 

Det er også den slags udgivelse, hvor man sidder tilbage med ”var dét det?”-følelsen, for det ene nummer tager det andet, og pludselig, ja, så er det slut. Det hele løber ud i sandet, og man når aldrig rigtigt at blive fanget ind af musikken, bortset fra enkelte momenter hist og pist. Rustam ”He” Shakirzyanovs vokal er heller ikke specielt spændende; den mangler både pondus og tyngde – og meget kan man da sige og mene om Rotting Christ anno 2024, men Sakis Tolis lyder stadig eminent. Ergo må man konstatere, at det her album mere er et lejrbål, der er ved at dø ud, end et sandt inferno.

Rotting Christ at home:

Yoth Irias debutalbum var måske ikke den bedste skive lavet i 2021, men det var samlet set en ganske fornøjelig omgang. Jeg havde virkeligt håbet på, at efterfølgeren kunne ramme samme niveau eller måske endda overgå det. Desværre er det langtfra tilfældet, og selvom de da rammer lyden af klassisk grækerblack, så er det samlede resultat bare virkeligt en utroligt jævn omgang … Ja, jeg ved ikke lige, hvad den græske pendant til leverpostej er, men det er præcis, hvad Blazing Inferno er.