Skriften på væggen
Det forbliver en evindelig indre diskussion, hvorvidt man bør risikere den bias, der ofte er forbundet med at læse op på en ukendt artist, inden man påfører sig ørebøffer og trykker ’PLAY’. I tilfældet Voodoo Circle ville det udpræget nok have været klogest at lade være. Ikke alene viste den alment tilgængelige information på både Spotify og hardrockernes egen hjemmeside sig at være håbløst forældet, men et kig i redaktionens eget arkiv kunne tillige afsløre, at tyskerne tidligere er bedømt med henholdsvis fem, fire og senest tre sølle kranier. Det er nu mere end ti år siden, vi sidst var i berøring med materiale fra bandet, der oprindeligt spirede tilbage i 2008. Med udgivelsen af Hail to the King føjer den nuværende kvartet ikke desto mindre den syvende langspiller til diskografien, der i 2023 desuden blev ’beriget’ med et kompilationsalbum i anledning af 15-års jubilæet.
Sporene skræmmer
Hvis Voodoo Circle slår dig som en ’private label-udgave’ af Primal Fear, så er det ikke grebet fuldstændig ud af den blå luft. Landsmændene har nemlig siden dag ét fungeret som hofleverandører til besætningen i Alex Beyrodts nebengesjæft. Blandt de mest navnkundige lejesvende må siges at være Mat Sinner, der dog for få måneder siden overlod bassen til Alex Jansen. På Hail to the King er også produktionsposen blevet rystet med henblik på at skabe det hidtil mest moderne udtryk i bandets karriere, dog med ønske om at bevare det lettere bluesbaserede tvist. Derimod læner sangskrivningen sig stadig op ad af Whitesnake, Rainbow, Deep Purple og til dels Led Zeppelin. Det lyder jo alt sammen vældig besnærende på papir, der, som mundheldet forskriver, er et yderst taknemmeligt format. Ret hurtigt kan det da også konstateres, at oplægget og omrokeringen kommer til at trække de største overskrifter.
Reb Beach og Doug Aldrich må i hvert fald få ualmindeligt tynd mave, skulle de nogensinde falde over ”Lay Down Your Lovin’”. Magen til inferiør omgang Whitesnake-rabalder skal man saftsuseme lede længe efter. David Readmans livstrætte vokal savner både dybde og personlighed, mens også den underlæggende instrumentering lander på en hylde, der kunne forventes af Primal Fear på en mildt sagt undervældende dag. Generiske, kønsløse riffs og en trommelyd så flad, at den ville kunne skubbes under toiletdøren, ledsager sidenhen de ufrivilligt komiske fraseringer: ‘It feels like, I’m getting nowhere … ‘ på ”On The Edge”. Jeg må tilstå, at jeg til fulde deler frustrationerne. Men om ikke andet må man anerkende denne momentane, om end tydeligt uoverlagte form for selvindsigt. Med en så rædderlig sangskrivning endsige overproduktion, må det være et spørgsmål om tid, førend nummeret ryger i rotation på myROCKs hitlister.
Spøgen fortsætter i selskab med ”Sweet Little Sister”, der faktisk viser sig at være en rigtig skarnsunge. Ikke alene kan vi her på det nærmeste tælle takterne, men den vokal, altså …! Forestil dig naboens yngste datter, der netop har fået sit første sæt akrylnegle i adventsgave … og af uforklarlige årsager finder det morsomt at hvæsse disse på samtlige haveeffekter fremstillet af metal. Ja, lige præcis (!). Mens pigebarnet modtager sin velfortjente timeout, får vi andre anledning til at mindes de sorgløse stunder fra indskolingsårene. I dette tilfælde illustreret gennem lyrikken til ”Stand Your Ground”, der fremstår så banal, at selv de små klasser ville have protesteret over manglen på alderssvarende udfordringer. Ét er den titulære flirt med ’fristerinde’ Sharon den Adel. Noget helt, helt andet er at planke ”Strangers In The Night” fra selveste Frank Sinatra! Helligbrøde af den kaliber burde sortere under den nyligt omdiskuterede blasfemiparagraf. For at finde noget, der bare minder marginalt om selvstændig identitet, er vi faktisk nødt til at bladre frem til næstsidste kapitel, ”The Sound Of The Eagles”. Her forefindes ikke alene fragmenter med harmoniseret, kvindelig baggrundsvokal, men minsandten også rytmiske riffblokke i lidt mere neddroslet tempo.
Kongen er død, længe leve Kongen
Uden yderligere omsvøb, så står Hail to the King for undertegnende som noget af det mest jammerligt ubehjælpelige metervarerock, der kan opstøves syd for grænsen anno 2024. Selv hvis vi allernådigst vælger at se gennem fingre med den svimlende spilletid på hele 67 minutter, så er der tæt på INTET positivt at fremhæve ved de 12 tenderende enslydende skæringer. Det kan godt være, at trommerne er flade og livløse, til gengæld kunne riffene lige så godt være skrevet af ChatGPT. Og så skal jeg i øvrigt undlade at tildænge Readmans fallerede flødehorn med flere mishagsytringer. Om ikke andet kan man altid få sig et godt grin. Og her leverer ”Hail to the King” indtil flere fremragende perler qua sin livsomvæltende lyrik: ’Fight for your Life / […]’ … Ih du godeste, nej, gør jer endelig ingen ulejlighed for vores skyld. Eller min personlige favorit: ’Death is the only solution / […]’ … Jamen, så lad os da i Kongens navn få lagt låg på kisten og ved samme lejlighed sømmet den forsvarligt til!
