Kong hvem?

Listen med bands, hvor ”King” er del af navnet, blev i 2017 udbygget med australierne her, der er opkaldt efter den albanske Kong Zog. Second Dawn er deres anden langspiller, og vi skal møde et band, der er i en gradvis udvikling, hvor den eponyme debuts luftige atmosfære og melodiske drejning var ret genretypisk. Men den tilgang lagde albanerkongen i en monumental grav med det dødeligt tunge singleudspil ”Dead Rot”. Nu er Second Dawn her, og skal vi se endnu mere død råddenskab, eller vendes skuden i andre retninger?

Iommi med hjelm på

Singlen ”Dead Rot” kørte i samme tunge og sumpede junglespor som Sleep, men præsenterede alt for få riffs. Udforskningen af alle de smarte omveje blev ganske enkelt forpasset. Det samme glemmer bandet på Second Dawn. Målt i riff per nummer boner King Zog ud med en lav score. Man frygter derfor for det afsluttende og knap 12 minutter lange titelnummer, som dog overrasker, når det midtvejs lander i et instrumentalt drømmeland og supplerer med en guitarsolo af de bedre. Men de resterende ni minutter kalder ikke på mange genhør, selvom hverken riff, solo eller stemning fejler noget. Kritikpunkterne til trods er pladen stadig sært dragende, for musikkens atmosfære er spøjs, og det overordnede indtryk emmer af noget lettere underligt. Riffene er stærke, for australierne kender deres Black Sabbath uden at planke dem, og det er måske der, det underlige har sit udgangspunkt: i Sabbath. Det er langsomt og tungt. Så langt, så godt. På lydsiden har man klogt valgt at forlade brugen af fuzz. Guitarerne står knivskarpt, nedstemt og truende. Vokalen kommer fra en lysere og generelt melodisk vinkel, der minder om Helmets Page Hamilton, når Hamilton tager poppede melodier i brug. Men Hamiltons tæft for refræn besidder den albanske konge ikke. Det er kun ”Brute Beast”, der leverer på ’syng-med’-skalaen. ”Rat King” tager, som albummet generelt, tilløb til at få lytteren med, men egentlig formår kun ”Madagascar Tree” at riffe så hårdt, at man nikker med hovedet og foranlediges til at brøle med. Ellers kører hele Second Dawn i samme stampende stenede tempo, og det er sågu synd, at kun ”Creep On” og ”Rat King” ender i højere kadence. Havde albummet flere af den slags hårdtpumpede, næsten punkrockede tiltag, ville det være tifold stærkere. For ”Creep On” er fed, og selv den drævende ”Rat King” gnaver sig ind på én.

Ét sted er King Zog undtagelsesvist sublime, for deres guitarsoli leveres med ånden fra Hendrix, Eddie og Hammett. Det redder bare ikke kareten i land, da de gode idéer overordnet set er for få til et helt album.

Kong Dit og Kong Dat

Second Dawn ender på trods af gode riff, fede soli og en spændende lyd som lidt af en ørkenvandring. Der er livsreddende oaser undervejs, men det er en strabadserende tur, som ikke indbyder til gentagne besøg. Med et kreativt rejsebureau ind over kunne man håbe på, at den næste tur til Australien bliver mere indbydende. Variation i form af langsom bjergklatring efterfulgt af hurtige sprint er at foretrække. Om ikke andet har King Zog et holdbart fundament, de skal bare have hugget lidt flere krummelurer i murværket. Et spændende album, men med ret afgørende mangler.