Hør, hvor blev tiden af?!?
Vi kender det alle sammen: Man står op, gør sig klar til at tage på arbejde, og sådan æder dagene hinanden. Indtil der pludselig er gået 25 år! Ja, du kan sagtens konsultere kuglerammen, men den er altså god nok. Med This Consequence melder Killswitch Engage sig ind i den eksklusive klub af artister, der har modstået tidens tand gennem intet mindre end et kvart århundrede. Det var i sagens natur langt fra givet på forhånd. Kvintetten spirede omkring årtusindeskiftet, og sammen med blandt andre As I Lay Dying, Shadows Fall og Trivium endte de med at sende metalcoren i en noget mere melodisk og dermed kommercielt succesfuld retning. Nu skriver vi så 2025. En eventuel påstand om at verden har forandret sig markant siden den råkolde novemberdag i 1999, hvor KSE for første gang betrådte de bonede gulve, ville tage titlen som ugens underdrivelse. Alligevel er ganske meget uforandret, når vi gransker de emner, der reflekteres over på gruppens niende hovedværk.
Hårdtslående konsekvenser
Strukturel korruption og manipulerende løgne. Siden Romerrigets storhed og fald har disse tilstande tegnet alvorlige trusselsbilleder for det menneskelige individ såvel som for vores til enhver tid etablerede samfundsorden. Således opstiller KSE præmissen for numre som henholdsvis ”Collusion” og ”Broken Glass”. Jeg bliver dog nødt til at anfægte denne hypotese, idet konfliktpunkter som disse kan dateres langt længere tilbage end blot til det Julisk-Claudiske dynasti … men lad nu det ligge. Forinden har det sigende refræn på ”Aftermath” – ’We’re reeling from the aftermath, still bleeding from the damage of the past’ – til gengæld redegjort noget mere korrekt for den erkendelse, der ofte leder os ud af en depression. Kort sagt: Hvordan vi finder tilbage på sporet af, hvem vi var, før krisen indtraf?
Og hvem er og var vi så? Retter vi blikket mod ”Abandon” og nummerets nu-metalliske vibes, hvor Jesse Leach angiveligt søger at kanalisere sin indre Chester Bennington, så hersker der kun ringe tvivl om, at vi befinder os i perioden omkring Alive Or Just Breathing. Det insisterende breakdown, der møver sig frem i forreste geled, er dog stadig arketypisk metalcore a la KSE. Og skulle der herske den mindste skygge af tvivl derom, så sørger den gode Adam Dutkiewicz i hvert fald for at mane denne eftertrykkeligt i jorden. ”I Believe” leverer på den front nøjagtigt de notoriske arenariffs, som har formået at fastholde et trofast publikum på tværs af tre årtier, inden et møglækkert introhook under ”Where It Dies” successivt komplementeres af en af albummets hidtil mest fængende rytmesektioner.
Det fremhæver samtidig det poetiske paradoks, der udspecificeres af ”The Fall of Us”. Knivskarpe kontraster mellem de melodiske og brutale vokalarrangementer. Tjek. Tenderende blastbeasts, som vi normalt kæder sammen med mere konforme afkroge af dødsmetallen. Tjek. Og en af de med afstand mest revitaliserende præstationer, jeg kan erindre at have hørt Leach give siden sin tilbagekomst. Trippel-tjek. Alligevel efterlades jeg nøjagtigt lige så frustreret som under ”Forever Aligned”, der virker til at være skåret over samme læst. For hvor er den X-factor, der for længst har sikret både The End of Heartache og As Daylight Dies status som tidløse nøgleværker inden for genren? Jeg medgiver, at en stor del af fanskaren foretrækker den originale frontmand. Paradokset ligger i, at uanset de nostalgiske følelser man måtte nære for debutskiven, så savner This Consequence samme høje niveau, som Howard Jones tilførte, da han i årene 2002-2012 stod i spidsen for gruppens gyldne årti. Dermed rejses samme spørgsmål, som millioner af mennesker verden over stiller sig selv, som de kigger ind i en stadigt mere usikker fremtid: Hvem er vi så nu?
Herregud … 80 år? Det er jo ingen alder!
Og sådan er det jo som oftest med os mennesker. Vi har behov for vished, for ubestridelige fakta. At vi kan regne med det, vi ser og hører. Når KSE formår at holde sig på dydens smalle sti af kunnen og viden, så viser vi os som modtagere tilsvarende lydhøre over for budskaberne. Med egne øjne og ører i hovedet behøver vi ikke flere samfundskritiske kommentarer, meninger og holdninger – ofte baseret på løse antagelser og mavefornemmelser. De mere eller mindre begavede meningsdannere fylder allerede mediebilledet så rigeligt i forvejen. Hold jer nu til det, I er gode til! Så lover vi til gengæld at bakke op om den bagvedliggende tese i linjen ‘This is not the end… ’ fra den ellers temmelig definitivt navngivne lukker, ”Requiem” … På trods af at have rundet et semiskarpt hjørne er KSE nemlig helt og aldeles tændt på tanken om et muligt guldbryllup, når vi engang skriver 2050. At Leach, Dutkiewicz og resten af vennerne til den tid vil være i starten af 80’erne, hører naturligvis til i afdelingen for petitesser … (!)
