Evig kilde til inspiration
Militære konflikter, borgerkrige, cyberkrig og nu også toldkrig er bare et lille udpluk af de efterhånden mange måder, hvorpå lande og befolkningsgrupper kan bekrige hinanden. Selvfølgelig vil vi alle for alt i verden undgå krig, men nu der stort set har været krig et eller andet sted på kloden siden tidernes morgen, så kan man jo nemt bruge disse væbnede konflikter som inspiration. Det er i hvert fald, hvad canadiske Revenge har gjort over de sidste 25 år: været lyden af ustoppelig nådesløs krig. Det er der efterhånden kommet syv plader ud af; den seneste, Violation.Strife.Abominate, landede sidst i januar.
Krig er blevet mageligt
”Hvordan lyder det musikalske svar på militært materiel, der folder sig ud?”, spørger du så. Ganske simpelt. Primitiv og kaotisk black og død i stil med Blasphemy, spædet op med hvidglødende raseri.
Nu Revenge har beriget os med soniske bombardementer i et kvart århundrede, så er det også meget passende, at canadierne på Violation.Strife.Abominate kigger tilbage på lyden af debutalbummet Triumph.Genocide.Antichrist. Den skrabede, men dundrende førerbunkerproduktion giver åbneren “Violation Unit (Balaclava Directive)” den helt rigtige klang af destruktion. Trommerne tæver afsted som et Katjusja-raketartilleri, guitaren rykker al modstand midtover som en MG-42 på Omaha Beach, og vokalens infernalske skrig og goregrindede brøl spyr sin galde ud over slagmarken. Det er dejlig klassisk Revenge, som de har lydt siden årtusindskiftet, og som det er en fryd at blive skudt i sænk af. Trods bandets “Alles ist Krieg”-udtryk så er det fedt, at “Strife Invocation” lige giver riffet en mere melodisk kant, og at vi også skal iføre os de blankpolerede støvler til en god march, inden krigens rædsler kan fortsætte. Det er blandt andet denne forståelse for balancegangen mellem altødelæggende krig, en solid march og melodiske afbræk, der gør lukkeren “Swime Tumult (On All Fours)” til pladens højdepunkt. Et lækkert punket thrash-mellemstykke kommer som tiltrængt ammunition, mens de langsomme segmenter, hvor stortrommestamp og guitarfeedback agerer underlæg til de nyudstedte ordrer skreget ud over slagmarken af Satans kommandocentral højner hadets moral. Det er numre som disse, der gør, at Revenge er deciderede war metal-ikoner.
Når jeg hører numre som “Treason Disrupt (All Are Guilty)” og “Flashpoint Heretic (Flame Thrown)”, så mistænker jeg Revenge for at begynde at hvile lidt for meget på laurbærrene angående deres status. Riffs, blastbeats, støvletrampsrytmer, soli, ja, stort set alt på de to numre er mere ensartede end coverne til Triumph.Genocide.Antichrist og Scum.Collapse.Eradication. Og nu vi er ved soli, så er jeg næsten overbevist om, at Revenge har indspillet én lang solo og så bare smidt bidder af den rundtomkring på pladen i håbet om, at ingen opdagede noget. Ligeledes tror jeg, at “Aftermath (Forced Reset)” og “Liar’s Rope (Degeneracy Fallen)” er med udelukkende som fyld. To gange cirka halvandet minut af samme mølle som åbneren tjener intet andet formål end, at numrene er korte nok til, at du kan spille dem for andre uden at fremstå som et socialt udskud. Og selvom produktionen er klassisk Revenge, så havde jeg været mere tilfreds med den lidt tungere og destruktive lyd, som man hørte på Behold.Total.Rejection, men der er mere presserende problemstillinger på Violation.Strife.Abominate, end hvor tungt artilleri trommehinderne bombarderes med.
Balaclavaen er til vask
Efter et kvart århundrede i branchen så ved man efterhånden, hvad man får, når Revenge skriver et nyt kapitel inden for canadisk krigsførelse. Og det er selvfølgelig meget rart at høre den velkendte lyd af artilleriets bragen, de faldende bombers hylen og den familiære lyd af krudt og kugler, der flyver om ørene. Men samtidig så er det desværre også ved at være en kende kedeligt. Specielt når man åbner med tre ens numre, og der sammenlagt nemt kunne skæres et kvartes tid af pladens små tre kvarter. Violation.Strife.Abominate er ganske enkelt for magelig en plade til, at man for alvor føler for at gribe til våben; man når højst lige at finde en tilmeldingsblanket til hjemmeværnet, inden pladen slutter, og alt camouflagemønstret går i glemmebogen.
