Metal Lord … oh, lord!
Finske Magnadur er Tomi Perrakoskis soloprojekt. Han beskriver sig selv som en ’Metal Lord’, der skriver melodisk dødsmetal med en særegen kapacitet til at skabe unikke fortællinger. Hvad det så helt præcist betyder, og om det overhovedet betyder andet, end at det lød fedt indeni hans eget hoved, da han fandt på det, er ikke til at sige. Uanset hvad det så end betyder, så er det jo store ord, og den slags forpligter. Det er alt andet lige nemt at sige, at sige, man spiller pizzathrash, og derefter levere noget, der mestendels minder om en demo, Exodus ikke gad skrive færdig. Beautiful Nightmare er projektets tredje album, og man siger jo, at tredje gang er lykkens gang – så lad os derfor undersøge, om denne skive nu engang er den sagnomspundne krukke med guld for enden af regnbuen.
Magnadur? More like Magna-dur-ikke
Jeg kan lige så godt være ærlig så tidligt inde i anmeldelsen: Beautiful Nightmare er et latterligt ringe album. Der er hverken hoved eller hale i det her projekt, og jeg ved ikke helt selv, hvilken fortæller som Perrakoski tror, han er, men han får historiefortællere som M. Night Shyamalan, Tommy Wiseau og E.L. James til at fremstå som henholdsvis Tolkien, Tolstoj og Shelley.
Rent musikalsk er det, som om Oranssi Pazuzu, Gost og In Flames blev kogt ind til en rigtig ildelugtende fond, som man så valgte at servere ved stuetemperatur i beskidte tallerkner fundet i en lejlighed i Tjernobyl. Det er så ufatteligt usammenhængende og rodet, at jeg betvivler, at Perrakoski er ved sine fulde fem. Tag nu bare introen ”Kimono”, som på lidt over tre et halvt minut formår at kombinere japansk spoken-word, celloer, djentguitar, technofeedback, forvrænget growlvokal og slutteligt lyden af en dør, der smækker. Jeg forestiller mig, at det er lydmanden, der forlod studiet, da han indså, hvad han havde sagt ja til. Kunne denne outrerede kombination fungere? Måske. Men ikke, hvis man hedder Tomi Perrakoski.
Beautiful Nightmare er et perfekt eksempel på, at bare fordi man kan udgive musik, så betyder det ikke, at man skal. Perrakoski er et fantastisk eksempel på, at bare fordi man har en god ide og alle de rette værktøjer, så skal der altså mere til – der er, ofte, uhyre langt fra teori til praksis. Det mest enerverende ved det her album er, at der – i ny og næ – er bittesmå sporadiske momenter, hvor man lige akkurat når at tænke, at nu bliver det godt. Men så blinker man, og vupti, så er vi tilbage til der, hvor god musik tager hen for at begå seppuku.
Luk kun dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud!
Hvis jeg aldrig nogensinde hører noget fra Magnadur igen, så er jeg tilbøjelig til at mene, det er for tidligt. Der skal ske så meget, før dét her bliver en fornøjelig omgang, at det vil kræve deciderede mirakler. Ligeså håber jeg da virkeligt, at dét her bliver det værste album, jeg hører i resten af 2025; alt andet ville næsten ikke være til at bære. Det er dog tydeligt, at den kære Perrakoski har meget på hjerte, men efter at have hørt alt, hvad han havde at byde på, er der kun tilbage at udråbe: ”Det er skrækkeligt! Vi har hørt nok på dig. Sæt dig kun ned, du dorske fedtklump, og lad hvilen falde på dig”.