Sjælden supersonisk sort
Black metal og grindcore er ikke en kombination af genrer, der er voldsomt populær. Infernal Coil er det eneste band i nyere tid, der lige springer i øjnene. Ja, Anaal Nathrakh gør sig også i både black og grind, men er ikke rendyrket black/grind. Det samme kan siges om både Knoll og Vermin Womb, hvor begge bestemt er grind, men førstnævnte er mere blackened, og sidstnævnte er black/død/grind-krig. Vi må dog ikke glemme tyske Naked Whipper. Bandet, som med deres 1993-debut-ep, Naked Whipper, reelt set grundlagde genren black/grind i al sin dejligt kaotiske blasfemi. Et kaos, som 31. januar i år udmundede i bandets kun anden fuldlængde, Chapel Defilement.
Genoplivningen var en fejl
Årsagerne til det sparsomme antal udgivelser er ukendte – ud over Naked Whipper udgav bandet i 1995 debutpladen Painstreaks og ep’en Moloch: Acid Orgy – men at vokalist og grundlægger Dominus A.S. tilbragte en årrække i fængsel for mord, har sandsynligvis spillet en større rolle. Men kan man reelt set være trve kvlt-blackmetaller uden at have myrdet nogen? Nej, vel. Havde du dog igen sat næsen op efter, at Chapel Defilement skulle være lyden af Blasphemy krydset med tidlig Napalm Death, ja, så bliver du desværre slemt skuffet.
Efter introen på “Depraved to the Bone” – der lyder som et klip fra noget tysk S&M-porno – så får den ellers for fulde hammer med, hvad der bedst beskrives som Midnight i Satanic Threat-tempo. At lade 80’erhardcore og crossoverriffs indgå i en konstellation med tidlig 90’erblack er som sådan et ganske interessant koncept. Problemet er dog, at der kun går cirka fem minutter, før konceptet bliver ensformigt. Havde jeg ikke tracklisten foran mig, så ville jeg ikke ane, at “Top Notch Slavedriver” og “(Pray Macabre) Chapel Defilement” ikke bare var et langt nummer. Begge numre drives af præcis det samme crossover-teenage-thrash-riff, der lyder nøjagtig, som en giftgrøn Flying V med pentagramklistermærke ser ud. Sammen med “Fucked on Cross” danner numrene en uskøn treenighed af mislykkede forsøg på at blackificere Municipal Waste. Og ligegyldigt hvor desperat bandet prøver at grinde deres lyd op med blastbeats og war-metalliske maskingeværsrytmer, så føjer det kun til den træge ensformighed. Det lidt skater-thrashede riff på “Nail or Be Nailed” giver dig en smule adspredelse, men da der er en alarmerende mangel på half pipes i kirker, så lyder riffet lige så sært som sætningen: X-Games live fra Kölner Dom.
Hele Chapel Defilement har måske samlet set fem forskellige riffs, hvilket ganske enkelt er for sløjt, når det eneste akkompagnement over 13 numre er blastbeats eller maskingevær. Og en vokal, der konstant lyder som Blasphemys Nocturnal Grave Desecrator and Black Winds efter en halvmaraton og en kasse Dansk Pilsner hjælper bestemt heller ikke på sagen. Havde Naked Whipper i det mindste valgt en produktion i stil med den skramlede og skrabede Napalm Death-klang på debuten Painstreaks, så kunne bandet have reddet sig et par billige point. Men nej, det blev thrasherfræs fra en underbelyst garage i stedet for nonneskrig fra krypten.
Der er langt bedre ting, som du kan spilde din tid på
Så medmindre du er fuldstændig pjattet med sortmalet energisk old school crossover thrash og hardcore, som dyrker Satan på samme måde, som Municipal Waste tilbeder bajere, så er der absolut ingen grund til at give Chapel Defilement et lyt. Det er en ensformig og kedsommelig rodebutik, der bidrager med absolut intet. Det eneste, Naked Whipper formår at gøre, er at gentage sig selv og via produktionen udstille disse gentagelser alt for tydeligt. Ikke engang black/grindmærkatet lever Naked Whipper op til. Jeg ers kuffet.