Femte omgang i ringen med Jinjer

Siden deres debut, Cloud Factory fra 2014, har ukrainske Jinjer cementeret sig mere og mere som et af de mest markante navne inden for moderne metalcore og progressiv metal. Med ubestridelig teknisk kunnen og en unik evne til at balancere brutal aggression med smuk melodi har de skabt et lydbillede, der både udfordrer og fænger. Ukrainerne har aldrig været bange for at blande det tekniske med det tunge, og med en forsanger som Tatiana Shmayluk, der kan skifte fra djævelsk growl til engleblød skønsang på et splitsekund, har de altid haft en stærk identitet. Samtidig leverer hele bandet et massivt lydbillede, hvor særligt Eugene Abdukhanovs karakteristiske bas skiller sig ud. Det lidt sjove er, at der ikke længere er nogen af de oprindelige medlemmer tilbage. Måske er det ikke helt forkert, at forandring fryder.   

Nu er Jinjer så tilbage i ringen med femte langspiller, Duél, og spørgsmålet er, om de stadig kan jonglere deres velkendte lyd mellem brutal aggression og smuk melodi samtidig med at forny sig. Eller om det bliver en form for copy-paste-udgave af tidligere præstationer, som man ved, tager sejren. Det er i hvert fald en udgivelse, der er blevet præsenteret som en, der fremviser gruppens musikalske diversitet. Men er det en ren knockout af fornyelse – eller en sikker teknisk sejr på velkendte præmisser?

11 runder med det sikre, velkendte og solide

Sammenlignet med tidligere skiver som 2019-udgivelsen Macro, hvor bandet for alvor fandt balancen mellem teknisk finesse og brutal energi, føles det nye udspil som en naturlig, men mere moden udvikling. Bandet har altid excelleret i skarpe skift mellem Shmayluks uforlignelige growl og rene vokal, og det er stadig fundamentet her. Dog mærker man en mere raffineret tilgang til dynamik og stemningsskift, der især minder om stilen på Wallflowers fra 2021. Der kan trækkes tråde til bands som Gojira og deres tonstunge riffs, mens  den mere flydende rytmik og de jazzede basgange drager paralleller til et band som Opeth. Samtidig skinner inspirationen fra metalcore og djent-scenen kraftigt igennem, hvor bands som Architects, Periphery og Meshuggah kan fremhæves som musikalske fætre.  

Allerede fra starten af Duél er vi på hjemlig grund, da ”Tantrum” åbner skiven med, hvad man får lyst til at kalde en ’klassisk’ kombination fra gruppen: brutal vokal i enten vers eller omkvæd og det modsatte med clean vokal i lækre basgange og et catchy omkvæd. Det er bundsolidt og lækkert, men der er ikke noget nyskabende over formlen. Ikke at det er banebrydende anderledes, men på ’Kafka’ er det positivt med den lidt blødere, mere groove-baserede tilgang, man hører.

”Green Serpent” er et af albummets mere interessante øjeblikke, hvor der eksperimenteres med kontrasterne mellem det legende, næsten drillende og det uhyggeligt tunge menneskelige mørke. Samtidig er der et spændende tema i lyrikken, der omhandler alkoholafhængighedens magt, fristelser og menneskelige forfald heraf. Det er ellers nærmest umuligt at skille Jinjer fra krigen i Ukraine, hvilket de heller ikke selv bidrager til ved hovedsageligt at skrive tekster om krig, magt og uretfærdighed på denne skive. Forståeligt nok, når ens hjemland er i brand. Men det er dog næsten en hel forløsning med et nummer, der behandler et andet emne.  

Hvis man bedst kan lide at være i det mere aggressive hjørne, så leveres varen især på ”Rogue” og ”Fast Draw”. Førstnævnte er et råt og kompromisløst angreb uden clean vokal og med en meget politisk tekst, der virker direkte møntet på et hvis lands leder: en ’slyngel’, som der synges om. I øjeblikket får man lyst til at sige ingen nævnt, ingen glemt. ”Fast Draw” har en mere groovy tilgang, men er stadig tung som en bokser i sværvægtsklassen, præcis som Jinjer gør det bedst. Den yderst catchy linje ’Draw your weapon / Before I draw mine’ tigger nærmest om at blive brølet med på live. Det er generelt et enormt aggressivt og vredt udtryk, der fylder på flere af skivens numre.  

Og vinderen er … Jinjer!

Spørgsmålet er så, om Duél virkelig viser bandets diversitet, som de selv har påstået. Der er øjeblikke, hvor de træder lidt væk fra deres vante djentede territorium og flirter med en mere groove-orienteret tilgang, som alligevel ikke er langt væk fra deres musikalske univers. Den helt store fornyelse udebliver altså på denne skive, der er en virkelig veludført, men også forudsigelig omgang, hvor Jinjer bliver i deres komfortzone uden de store overraskelser. Det er nærmere en finpudsning af deres univers, og fans vil få præcis det, de forventer: teknisk overlegne musikere, en vokal, der kan lidt af det hele, og sange, der holder standarden og sparker røv. Men skiven er i sidste ende mere en sikker pointsejr end en knockout på diversitet.