Ny mand i cockpittet
Med opsendelsen af Give Us the Moon har The Night Flight Orchestra tilbagelagt ikke færre end syv langdistanceflyvninger siden takeoff i 2007. Af disse har Heavymetal.dk været passager på de seneste fire, hvoraf den første, Amber Galactic, tillige tegnede sig for denne anmelders jomfrurejse med den blågule besætning. Allerede året efter var den daværende sekstet dog på vingerne igen med nye interstellare aspirationer i form af Sometimes The World Ain't Enough. Siden da har den driftige natflyver dog tabt en del højde. Men på trods af den lidt mere afmålte begejstring for episodeopdelte Aeromantic blev nyheden om David Anderssons pludselige død i 2022 modtaget med stor sorg og ængstelighed. Afløseren viste sig dog heldigvis ikke at være mere end en armslængde væk, idet Rasmus Ehrnborn, bassist for Soilwork siden 2022, nu også er at finde i cockpittet.
Opstigning på halv kraft
Progressiv disko for fuld udblæsning, substantiel overflod og champagnegalop i eksorbitant tempo. Det er, hvad vi nok en gang stilles i udsigt, som det i dag otte mand store orkester tjekker ind og tilsyneladende sætter kursen mod Tasjkent. Men allerede her næres en vis forudanelse om en noget aparte flyvetur. For hvilken kohærens gemmer der sig ret beset mellem Usbekistans hovedstad og det uspecificerede sted i stratosfæren, hvor ”Stratus” folder sig ud? Det har jeg faktisk ikke det fjerneste begreb om … (!)
Til gengæld kan man i stedet muntre sig til tonerne af de umiskendelige firsersynths, der funkler lystigt om kap med stjernerne uden for kabinen. Således fremstår både refræn og melodi på albummets førstesingle, ”Shooting Velvet”, ganske fængende. Da en vis form for månesyge allerede tidligt truer med at indfinde sig, fistrer vi fluks videre til opkvikkende ”Miraculous”. Her har stewardesserne endelig været forbi med friske forsyninger, og balancen mellem vokalarrangementer og den dynamiske rytmesektion sørger for at holde festen kørende.
Derimod er numre som ”Cosmic Tide” og ”A Paris Point of View” begge eksponenter for ‘too many fillers, not enough killers’. Set i diskokuglens ulideligt klare lys foresvæver snitfladerne mellem de repetitive synthesizere og den noget banale lyrik da også primært at have sin berettigelse på de bonede gulve med et brusende glas bobler til at skylle efter med. Inden vi bunder, vil jeg dog gerne udbringe en skål for ”Runaways”. Som et fjernt klingende ekko af for længst opløste Sentenced og ”Killing Me Killing You” fra Crimson (2000) præcederer denne pianodrevne komposition ”Way to Spend the Night”. Endnu et singlehit, der fint kunne have sat punktum for en moderat festlig, men også temmelig adstadig affære.
Stjernestøv … eller bare støvede stjerner
Ak ja … igen må vi tilbagevise den gode Yngwie Malmsteens lettere forvrøvlede mantra. Værdien af stram eksekvering og minimalisme bør man ikke underkende. Således heller ikke her, hvor 13 (!) forholdsvist enslydende skæringer bliver noget frygteligt natteroderi. Og det er i grunden påfaldende, at TNFO forekommer så stagnerede, når nu den sideløbende gesjæft i Soilwork og ikke mindst neoklassikere som Verkligheten og Övergivenheten omvendt må siges at have profiteret af TNFO’s indflydelse. Bevares, det er stadig pæn og velfriseret radiorock uden de store dikkedarer. Med det sagt så forstår man godt, hvorfor Apollo-missionerne blev indstillet tilbage i 1972. Det kan være fint at stræbe mod månen eller række ud efter stjernerne. Men nøjagtig som det prestigepolitiske rumprogram så er også dette projekt så småt ved at have udspillet sin rolle. Kort sagt: Natflyveren bør nok fremover blive holdende i hangaren, inden den for alvor havarerer!
