Der er fart på
Man kan sige meget om The Night Flight Orchestra – men ikke at de ligger på den lade side. Det svenske ensemble med Björn Strid og David Andersson fra Soilwork samt Sharlee D’Angelo fra Arch Enemy i spidsen har på otte år udgivet fem studiealbum, og nu er de altså klar med det sjette. Tidligere har vi her på redaktionen været svært begejstrede for Amber Galactic og Sometimes the World Ain’t Enough, men sidste år måtte vi indse, at Aeromantic ikke levede helt op til forventningerne. Det var derfor også med en vis spænding, at jeg takkede ja til at anmelde fortsættelsen Aeromantic II.
Med blikket mod fortiden
Og lad mig bare afsløre lidt af konklusionen med det samme: Aeromantic II er en veldrejet, velproduceret og vellydende plade fra et virkelig dygtigt band. Samtlige 12 sange lyder godt, bandet spiller fortrinligt, og referencerne til 70’erne såvel som 80’ernes poprock og disko er stadig gennemsyrende. Med andre ord: Hvis du var fan af sidste års Aeromantic, vil du med garanti også synes om Aeromantic II.
Pladen giver os nemlig alt det, vi efterhånden forventer af The Night Flight Orchestra: På ”Violent Indigo” fylder synthesizeren, Strid leverer en flot vokal, og stemningen peger direkte ind i 80’ernes sommer og sol. Noget lignende får vi på ”Midnight Marvelous”, der er et stensikkert hit til fremtidige koncerter og desuden indeholder et frækt lille break med fremtræden bas, kvindestemmer og en rocket guitarsolo. På ”Chardonnay Nights” spiller bassen igen en afgørende rolle, og Strids vokal er både flot og smooth. Ren firser-feeling. En smule tungere bliver bandet på ”White Jeans”, der med sin galopperende guitar og sit pågående omkvæd placerer sig blandt pladens bedste numre.
I vores interview med The Night Flight Orchestra fortæller David Andersson, at han og bandet altid har dyrket melankoli, og netop dette er da også tilfældet på Aeromantic II: Den uptempo ”How Long” implementerer det tydeligt i omkvædet, den lidt for flødeagtige ”I Will Try” har en længselsfuld undertone, og den skønne afslutter ”Moonlit Skies” bruger melankolien til at opbygge en medrivende stemning. De melankolske toner virker som en fin modpol til de nogle gange lidt for lalleglade numre og kunne måske fremhæves endnu mere.
Meget fungerer for The Night Flight Orchestra, men desværre er der også nogle skæringer på pladen, som aldrig rigtig tager fart eller gør sig bemærket: ”Burn for Me” har et fint swing, men mangler fremdrift, ”Change” er direkte kedelig, og ”Amber Through a Window” har et omkvæd, der fænger, men resten af sangen når aldrig helt i mål.
På rette kurs igen
Med Aeromantic II får du alt, hvad du forventer, hvis du tidligere har lyttet bare en smule til The Night Flight Orchestra: Det er velproduceret, gennemført ned til mindste detalje, og pladen rummer flere sange med stærkt hitpotentiale. Desværre er der også nogle fejlskud, og den magi eller det overraskelsesmoment, der var på bandets tidligere plader, er her ikke i samme grad længere. Måske det hele bare er blevet lidt for forventeligt. Nuvel. Det ændrer ikke på, at Aeromantic II er en solid plade, og den er også en tand bedre end sidste års lunkne forgænger Aeromantic.
