Tidsmaskinen ruller igen

Det nu otte mand stærke orkester ligger ikke på den lade side. Bare et år efter Grammy-succesen Amber Galactic er den svenske supergruppe klar med opfølgeren Sometimes the World Ain’t Enough. Den betagende retrolyd er beholdt, armbevægelserne er blevet større, og The Night Flight Orchestra spiller bedre end nogensinde før. Det kan ikke gå galt!

Festen, der aldrig stopper

The Night Flight Orchestra flyver direkte tilbage til 1980 – dengang Kiss, Toto og sågar Bee Gees styrede showet. Dét slår bandet fast med det glimrende åbningsnummer ”This Time”: En særdeles lyttervenlig glam rock med et hint af disko og læssevis af nostalgi rammer ørerne. Alt er, som det plejer: Sometimes the World Ain’t Enough fortsætter, hvor Amber Galactic slap.

Og dog. Den nye skive levner markant mere plads til keyboard og korsang, hvilket tilføjer et ekstra skud dynamik og spil i lyden. Det hører vi eksempelvis i den næsten kriminelt lækre ”Turn to Miami”: Richard Larssons fløjlsbløde keyboard skaber fundamentet, og de dygtige korpiger giver power til omkvædet. Ligeledes er frontmand Björn Strid i absolut topform. De grimme growls, som vi kender fra Soilwork, er lagt på hylden, og i stedet får vi en ren vokal – dog ikke uden bid! Strids stemme kan bære de pompøse omkvæd og kommer virkelig til sin ret i den melodiøse firserrocker ”Barcelona”. Versvokalen er kraftfuld, næsten insisterende, og omkvædet synges med ømhed – sådan! I ”Paralyzed” og ”Pretty Thing Closing In” går der for alvor Bee Gees i den, og Strids vokal sidder også her lige i skabet.

Som modpol til de meget sukkersøde stemninger og silkebløde toner bliver der også gjort plads til et par guitarsoloer fra David Andersson. Selvom det hverken er nyskabende eller superenergisk guitararbejde, tilføjer soloerne noget kant, og det er meget klædeligt. Resten af bandet træder en smule i baggrunden og får ikke helt den opmærksomhed, de faktisk fortjener.

Det er svært ikke at smile, når Sometimes the World Ain’t Enough roterer i anlægget. Kalenderen skriver 2018, men mine ører siger noget ganske andet: Produktion og image er som taget ud af firserne! Dog virker pladen på ingen måde forældet, og bandet bibeholder sin nutidige appel – ikke helt ulig de svenske kollegaer Ghost. 

Nostalgi og natflyvere

Træerne vokser dog ikke ind i himlen: 59 minutters spilletid er til den lange side, og ikke alle numre står lige skarpt. En enkelt skæring kunne snildt sorteres fra – eksempelvis ”Can’t Be That Bad”, som aldrig rigtig bider sig fast. Den fængende melodi mangler, og det er en skam. Nuvel. Trods enkelte skønhedsfejl er Sometimes the World Ain’t Enough et glimrende album, der med garanti vil gøre dig glad. Tryk play, lav en cocktail, og genlev, hvad der var engang!