10 års jubilæumsalbum er langt fra et festfyrværkeri
En decideret fuser helt uden kant
The Answer høstede store roser for deres debut album Rise, som udkom for nu ti år siden. Siden da har det nordirske hard rock/blues band haft ualmindeligt svært ved at gentage denne succes, og det gør sig i den grad også gældende på bandets syvende album Solas. Den kant de før fik til at harmonere med deres såkaldte klassiske rock og blues er ikke at spore nogle steder på dette album. Vi er så langt fra hård rock, som vi overhovedet kan komme, men på grund af deres tidligere værker forpligter jeg mig selvfølgelig til en anmeldelse, og det har været en utrolig hård proces.
Håbløst energiforladt og fantasiløst!
Albummet starter ellers udmærket med titelnummeret ”Solas”, som har en god energi, tung bas og nogle lækre rockspor. Det hele fungerer rigtig godt, og man kan fornemme den hårde og atmosfæriske stemning, som nummeret bygger op. Det er helt i tråd med, hvad bandet blev kendt på på deres første album. Det går naturligvis langsomt, som det altid har gjort, og derfor mærker man også deres blueselementer, men den energi de bringer og har at byde på skinner virkelig igennem på dette nummer.
Så begynder det eller at slingre gevaldigt. ”Beautiful World” har lidt af det, man efterspørger hos bandet, men det kniber gevaldigt med at bevare momentum. Godt to minutter inde i nummeret begynder der så småt at blive bygget lidt på lydbilledet, men det er stadig særdeles tamt. Vokalen er meget fremtrædende, og det er tydeligt, at det er den, som skal holde fundamentet oppe, og det kan den desværre ikke bære.
Det er til tider søvndyssende kedeligt. Der mangler i den grad fantasi, og det hele virker håbløst energiforladt. Jeg bryder mig bestemt ikke om at sable et album ned, for jeg ved, hvor meget tid og arbejde der bliver lagt i at lave en plade, så derfor huer det mig ikke at skulle nedgøre folks hårde arbejde. Der er bare lige det med dette album, at jeg tvivler på, der er lagt ret meget arbejde i det. Det virker i den grad som et band, der er i gang med at sælge ud, og så har jeg intet problem med at ytre min mening. Jeg mener dette album er et produkt, hvor deres pladeselskab har haft mere end en finger med i spillet. Man skal være mere end særdeles stor fan af dette band, før man vil finde det attraktivt. Det er på ingen måder dårligt produceret,eller usammenhængende. Det er simpelthen bare et pissehamrende tamt album.
Det er ikke svaret, det er bare det forkerte spørgsmål
Nu er jeg ved konklusionen og gør alt, hvad jeg kan for at finde lyspunkter på dette album, men det synes bare at blive værre: Det eneste højdepunkt, der er at finde, er titelnummeret. Et godt eksempel på, hvor de virkelig prøver at finde tilbage på sporet er med nummeret ”Left Me Standing”, hvor det hele får den kant, som de før har balanceret så fint med, men hvor det hele falder på gulvet og bliver direkte pinligt. Utrolig klichéfyldt og dårligt skrevet tekst, som efterlader en målløs. Jeg håber virkelig, at de vil tage det her som et bump på vejen, løsrive sig lidt mere og komme tilbage på sporet. Jeg nægter simpelthen at tro, at det her er, hvad de virkelig inderst inde ønsker at formidle ud til deres fans. Jeg vil betegne det som et middelmådigt pop/rock album, men jeg har hørt Nickelback med væsentligt mere attitude end på dette album. Det er en ommer!
