I selskab med kvalitet

Disparaged kommer fra Schweiz og har leveret afsveden melodisk dødsmetal siden 1999, deres demo, Deathtrap, blev dog først udgivet i 2002. Down the Heavens er det sjette fuldlængdealbum i rækken. Kender du ikke Disparaged, er det nok, fordi de endnu ikke har spillet live i Danmark og ikke har gjort sig bemærket på den internationale scene. De udgiver på Apostasy – et label, der mest er kendt for at have udgivet Alkaloids debutskive, men er endt med små kunstnere, mestendels melodød. Et tysk baseret label, der i øvrigt er værd at holde et lille øje med den næste periode, da de de seneste år har fået en hel del lovende artister i stalden, blandt andet. de japanske finskerdødsvirtuoser Serenity in Murder.

Down the Heavens kommer 11 efter år efter deres sidste rigtige studiealbum, And Babylon Fell. En skive, der viste et lovende band med stort talent og potentiale og efterlod mange fans spændte på det næste udspil. De to mellemliggende udgivelser har dog været undervældende. Og spørgsmålet er nu: Formår Disparaged på Down the Heavens at forløse løftet fra det sidste studiealbum? Smitter det gode selskab mon af på denne skive?

Nederen og kedsommeligt uhimmelsk

Skiven består af 14 numre, hvoraf to er featurings, som Disparaged for første gang i deres karriere har gjort brug af. Først og fremmest ”Another Day”, hvor Andy Larocque svinger øksen dygtigt. Det er ham, der strimler på Deaths Individual Thought Patterns, og som er en fast del af King Diamond. Det er også ham, der laver guitarsoloen på ”Cold” på det legendariske album Slaughter of the Soul med At the Gates. Det andet nummer, der har featuring, er også med en guitarist, nemlig Damir Eskic fra Anubis Gates, der også formår at shredde ganske fint, men finessen passer ikke til Disparageds øvrige lyd, så Eskic får enten for meget eller for lidt plads, og det fremstår malplaceret.

Begge numre frembringer uvilkårligt tanken om, at tre guitarister i ét band måske alligevel er … for meget. Uanset hvor fedt de spiller individuelt.

Det er faktisk helt unødvendigt med disse prominente personligheder på featuring. Det lugter desuden af en PR-indsats for at komme frem i bussen og blive set. Det tilføjer ikke nødvendig bonus, og numrene er ikke indrettet for at imødekomme de særlige attributter, de to eksterne artister kommer med. Det er set både bedre eksekveret og meget værre.

”The Throne” er måske et af deres bedste numre og kommer sådan set fint fra start, men gentagelse af en god idé gør den ikke bedre, og de kommer til at virke som en cirkushest, der kun kan ét trick.

Det samme kan siges om for eksempel ”Drown in Madness”, der starter dejligt chugget og lover hurtige skift, lækre overgange og breakdowns (du ved nok, noget man trampe til). Men de kommer aldrig i mål, og den ender altså i en røvkedelig fade. Øv.

Tom Kuzmic bærer vokalen godt igennem med relativt stor varians og uden at lave en eneste clean. Bifald for det, men ”Hardy”, deres nye bassist, formår ikke at udfylde skoene fra sin forgænger og grundlæggende medlem, Adrian Schreiber, der forstod, at opgaven var at skabe et bunddrev.

Desværre taber de for tit sutten. Det sorte bliver en gang sjasket mudder, det episke bliver til synthede fjollerier, og det tekniske bliver overdøvet af alt for simple træk. Det høres for eksempel på nummeret ”Inside This Prison Cell”, der halvvejs inde går fra en fin blackened stil direkte over i en omgang fjollet, synthet, halestormagtigt skaberi, bare uden cleans, naturligvis.

Fortsat på nippet til noget godt?

Udgivelsen mangler den skarphed, der tittede frem på And Babylon Fell, og de ender desværre i den voksende bunke af schweiziske gøglerier. Featurings uden et egentlig formål (udover PR) hjælper ikke sagen.

Pladen er dog ikke uden merit, og de har stadig gode elementer og formår i momenter at holde den hårfine balance mellem nådesløs blackened deathmetal, episke overtoner drysset med powermetal og fine tech metal-elementer. Det er dog ikke en udgivelse jeg vil anbefale.

Jeg anbefaler i stedet, at man giver And Babylon Fell et spin for en mindre kedelig og bedre oplevelse, eller Overlust, der har en mere naiv, rå lyd og masser energi og idéer, der ikke er til stede på Down the Heavens.

Eller endnu bedre, smid noget Fleshgod Apocalypse eller At the Gates på, afhængigt af hvilken side du bærer til.