Oppe i Norge …

Når et norsk band vælger at opkalde sig efter det hebraiske ord for slange – ja, så ved vi godt, at klokken er slået kvart i Satan. Trods at trioen har været i gang siden 2011, så er det ikke blevet til meget mere end to album – samtlige medlemmer er ganske vist også med i et hav af andre, mere aktive bands. Ergo lugter Nachash en hel del af at være et sideprojekt, men så er spørgsmålet, om det er et passionsprojekt eller noget, man lige dimser lidt med, når både konen og barnet sover?

Spil den med …!

Eschaton Magicks er måske nok udgivet i år, men den lyd, som albummet præsenterer, minder godt nok som noget, nogen har gravet frem fra 1985. Vi snakker ægte proto-black her med masser af thrash og speed med i mixet. Lydbilledet er spækket med elementer, der er så godt som tyvstjålet fra Celtic Frost og Bathory, men det er tydeligt i numrenes riffdrevne struktur, at ’nyere’ bands som Slayer, Sodom, ja, selv Metallica har spillet en rolle i forhold til kompositionerne på Eschaton Magicks. Det er umuligt at høre nummeret ”Sojourner of the Dark Passage” uden at komme til at tænke på Show No Mercy, Kill ’Em All og To Mega Therion. Med andre ord så er Nachashs anden udgivelse en hyggelig omgang nostalgi, komplet med solide riffs og habile guitarsoli.

Problemet med sådan en omgang tributmusik her, som albummet jo i bund og grund er, er, at man bare har hørt det hele tusindvis af gange før. Der er ikke så meget som ét milligram originalitet over det – hvilket da, i sig selv, ikke er noget, som god kunst afhænger af, men det hjælper så bestemt. Det hjælper heller ikke, at bandet ikke er de stærkeste sangsmede på planeten; de har generelt ikke ret mange esser oppe i ærmet. Faktisk virker det til at være de samme to, som kører i konstant cirkulation: Enten får du en hurtig omgang thrash-proto-black, eller også får du en rigtig hurtig omgang thrash-proto-black. Ergo er det svært at opretholde en reel interesse, for den slår monotonien ret hurtigt ihjel.

Næste problem er albummets længde: Musikken er på ingen måde interessant nok til at retfærdiggøre hverken den samlede længde eller numre, der varer mere end fire minutter.

Er vi der snart!?

Eschaton Magicks er et album, der faktisk begynder ret godt. De første otte-ti minutter formår at få en til at smile, hygge sig samt vippe med både fod og nakke. Derfra går det dog hurtigt ned ad bakke: Man begynder at se på sit ur, tænke på, om ikke den kaffekop ser lidt tom ud – og før man ved af det, har man totalt tabt tråden, og er nødt til at starte forfra. Igen. Nachash har muligvis potentiale – og passion. Så mangler de bare … alt det andet. Måske det her kunne have været en udmærket EP, men som fuldlængdeværk må jeg erkende, at det simpelthen bliver for monotont og kedeligt. Desværre.