Interview med The Night Flight Orchestra

The Night Flight Orchestra by Therés Stephansdotter

The Night Flight Orchestra hviler ikke på laurbærrene! Fredag den 3. september er de klar med sjette studiealbum 'Aeromantic II', der fortsætter sidste års 'Aeromantic'. Læs med her, hvor vi har taget en snak med guitarist og sangskriver David Andersson. Han fortæller blandt andet, hvordan ABBAs gamle trommer pludselig kom med på pladen, om faren for at blive et gimmickband – og så mindes han en helt særlig koncert i Paris.

Sidste år udgav I Aeromantic, og lige om lidt er I klar med Aeromantic II. Kan du fortælle lidt om, hvordan de to album hænger sammen?
Ja, bestemt. Mens vores tidligere plader Amber Galactic og Sometimes the World Ain’t Enough har haft et rumtema, er Aeromantic og Aeromantic II mere nede på jorden. Vi er ikke ude i rummet længere, men rejser rundt her på kloden. Vi har stadig den der bittersøde skandinaviske – eller svenske – melankoli. Du ved, hvor man altid længes efter noget andet. Det handler om de ekstatiske følelser i kærlighed, lidenskab og dans, men altid med den der undertone af melankoli. Du ved, den følelse, man har, når man er til sit livs bedste fest, men er smertelig bevidst om, at den skal slutte på et tidspunkt, ha ha. Vi har aldrig skrevet en fuldstændig glad sang; der er altid noget ambivalent eller melankolsk under overfladen.

Er det typisk for skandinavisk musik at have en sådan melankolsk undertone, tror du?
Hmm. Der er helt sikkert nogen, som ikke har den lyd, men de ting, jeg selv holder af ved skandinavisk musik, hænger ofte sammen med det melankolske. Du ved, det kunne være ABBA for eksempel. Al min favoritmusik fra Skandinavien har den type lyd.

Hvad er den største forskel på Aeromantic og Aeromantic II – hvorfor lave to album?
Det føltes bare naturligt. Du ved, alle bands arbejder forskelligt: Nogle bands går i studiet, er der i en måned eller to, og så står de med en færdig plade. I vores band er vi hver især meget travle. Det betyder, at vi har nogle korte sessions og altid forsøger at have noget materiale liggende klart. Vi kunne sikkert udgive endnu en plade lige nu med de sange, vi har liggende rundtomkring.

Det handler om at finde de sange, der passer godt sammen, og det er en kontinuerlig proces. Vi prøver at lave noget, der er sammenhængende. De fleste mennesker streamer nok deres musik i dag, og de lytter ikke nødvendigvis til et helt album, men som kunstner er det stadig ret givende at skabe noget, der er helt. Vi prøver at gøre det sådan, at pladen som helhed har en særlig atmosfære, men at man også kan lytte til enkelte numre. Så længe folk nyder vores musik, er jeg ligeglad med, hvordan de hører den, ha ha.

Du nævnte selv ABBA lige før. Jeg har læst, at Aeromantic – og jeg formoder også Aeromantic II – er indspillet med nogle af ABBAs gamle trommer. Hvordan kom det i stand?
Ah, ja. Det gælder ikke alle sangene, for vi skifter hele tiden instrumenter. Vi er meget impulsive, når vi indspiller, så ofte griber vi bare de ting, der er nærmest. Men jo, ejeren af det studie, som vi typisk bruger – det er Nordic Sound Lab i Skara, Sverige – har en bekendt, som var session-trommeslager i 80’erne og 90’erne. På en eller anden måde har han fået fat i det trommesæt, der blev brugt på ABBAs Super Trouper. Da vi hørte, at de trommer var i studiet, måtte vi selvfølgelig bruge dem! Så ja, de trommer er også på Aeromantic II. Lad os ikke sige til nogen, at de kun er på nogle af sangene, ha ha!

Fantastisk historie! Det er jo ingen hemmelighed, at I er inspireret af klassisk rock fra 70’erne og netop 80’erne. Hvordan tror du, at The Night Flight Orchestra ville være blevet modtaget, hvis I spillede i for eksempel 1980’erne?
Hmm, det er et godt spørgsmål. Forhåbentlig ville vi have været rockstjerner! Jeg tror, at folk i 80’erne ville finde os lidt for progressive, fordi vi blander så mange genrer. Vi oplevede også, at folk var lidt forvirrede, da vi startede bandet i 00’erne. Du ved, metalmusikere, der pludselig blander klassisk rock, disko og prog rock. Men det er jo det, vi kan lide. Jeg ved det ikke: Enten ville vi have forvirret folk i 80’erne, eller også ville vi være verdens største band!

Det lader til, at retrorock er meget populær for tiden – bands som Rival Sons og Greta Van Fleet får i hvert fald en masse opmærksomhed. Hvorfor tror du, at den type musik er så tiltalende – er det ren nostalgi?
Jeg tror ikke, at det nødvendigvis handler om nostalgi. Til vores koncerter ser vi publikummer i alle aldre, og vi vil gerne appellere bredt. Vi sigter både efter den nørdede pladesamler og den unge, der bare gerne vil danse til noget groovy musik. Vi har alle i bandet en meget eklektisk musiksmag, og vi forsøger at tage lidt fra alle hjørner med ind i musikken.

Oplever du, at det er andre mennesker, der lytter til The Night Flight Orchestra end for eksempel Soilwork, som du jo også spiller i – eller er det hovedsagelig de samme folk?
Mange tror måske, at metalfans er meget snæversynede, men det er slet ikke min oplevelse. Jeg ser dem som meget åbne. Nu er det jo efterhånden længe siden, vi har spillet live… Men til vores koncerter kommer både metalhoveder og folk, der absolut ingen forbindelse har til metalgenren. Det er rart for os. Vi er ikke interesserede i at blive et nostalgi-act. Vi vil bare lave god og interessant musik og give folk en lille mulighed for at slippe væk fra hverdagen.

På de seneste to Soilwork-plader, Verkligheten og A Whisp of the Atlantic, har man også kunnet høre nogle elementer fra klassisk rock. Tror du, at Soilworks lyd er blevet påvirket af The Night Flight Orchestra – eller er det bare tilfældigt?
Hmm… Du ved, når man skriver musik – i hvert fald når jeg gør det – sker der meget ubevidst. Det er klart, at når Björn Strid og jeg er hovedsangskrivere i begge bands, vil der være nogle overlap. Vi bestræber os altid på at skabe noget nyt og interessant i begge bands. Vi kan godt lide at overraske lytteren – helst positivt selvfølgelig! Ja, der er uden tvivl nogle elementer af klassisk rock i det nyere Soilwork, men samtidig er vi faktisk blevet mere ekstreme: De sidste to plader har flere blast beats end nogensinde før i Soilwork. Vi har indimellem nogle black metal-elementer. Vi prøver altid at gå i nye retninger.

Personligt hører jeg rigtig meget jazz og black metal lige nu. Du ved, jeg har hørt alle de klassiske rock- og metalalbum så mange gange, ha ha. Jeg prøver at finde inspiration nye steder. Jeg læser også en del – cirka fem eller seks bøger om ugen. Det er vigtigt med nye input: Jeg vil gerne overraske publikum og mig selv. Man kan aldrig vide på forhånd, hvor vi ender.

I har jo et meget klart udtryk i The Night Flight Orchestra, både med hensyn til jeres musik, jeres videoer, jeres fotos og jeres shows, hvor I klæder jer i bedste 80’erstil. Er du aldrig bange for, at I bliver en slags gimmick?
Alt det visuelle er faktisk Björns område; personligt bekymrer jeg mig ikke så meget om den slags. Men jeg kan godt lide, at man gør sig umage, og jeg kan godt lide temaer. På den måde kan man give folk et helt koncept og ikke bare en T-shirt med et logo. Det er svært at sige, hvornår noget bliver en gimmick, men så længe at man, ligesom vi gør, tager musikken alvorligt… Jeg mener, se bare Elton John, ha ha.

Vores udtryk kan måske godt virke som en gimmick, men samtidig synes jeg, at det føjer noget ekstra til vores liveshows. Jeg tror, al kunst kan opfattes som en gimmick, hvis man vil. Der er altid noget underligt ved det, hvis man begynder at tænke lidt over det. Altså… Jeg er 46 år, klæder mig ud og ter mig som en rockstjerne. Jeg poserer på scenen og skærer ansigt, når jeg spiller guitarsoloer. Det er jo egentlig ret åndssvagt, ha ha, men jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Det fjerner jo al magien! Så længe det er sjovt, og folk nyder det… Vi tager altid musikken alvorligt og prøver at præsentere den på en interessant måde. Men jo, det er svært. Man ved jo aldrig, hvordan folk tager imod ens musik og band. Heldigvis ser det ud til at fungere for os.

Bestemt. I skaber jo et helt lille univers, man kan rejse ind i.
Ja, vi prøver at være mere end bare et band. Som du siger, skaber vi et lille univers, som folk kan flygte ind i. Det er som en parallel dimension: Night Flight-dimensionen!

Apropos det: Et af hovedtemaerne i The Night Flight Orchestra er idéen om at rejse rundt i hele verden og vågne et nyt sted hver morgen. For en musiker som dig, der har spillet nærmest overalt på kloden, er der nogen steder, du altid vil huske?
Åh, der er så mange – når jeg ligger på mit dødsleje, vil jeg måske kunne huske dem, ha ha! Det lyder nok som en kliché, men der er noget særligt ved alle shows og noget, der er værd at huske – selv ved de mindre gode koncerter. Set i bakspejlet ville jeg gerne have ført dagbog, så jeg kunne huske hvert show.

En af de koncerter, der virkelig skiller sig ud, var med Soilwork. Det var i Paris, ikke længe efter angrebet på Bataclan. Du ved, hvor Eagles of Death Metal spillede. De fleste bands aflyste alle deres franske shows i den periode, men vi besluttede os for at fortsætte. Atmosfæren i det rum var virkelig noget helt særligt. Det er en af de få gange, hvor jeg faktisk har fældet en tåre på scenen, fordi det var så smukt. Vi kunne mærke al kærligheden fra publikum. De var glade for, at der endelig var nogen, som ville spille for dem, og det var bare en fejring af livet. Selvom det ikke var vores største koncert, er det nok den, jeg husker mest. Det var nærmest en religiøs oplevelse – selvom jeg overhovedet ikke er en religiøs person. Det er et virkelig stærkt minde.

Lad os ende med den smukke beskrivelse! Du skal have mange tak for din tid og dine svar.
Selv tak. Jeg håber, vi kan tales ved en anden gang.