Gamle mænd i nye bands
Udover at have haft en medvirken til det rædsomme ord ‘bajselademad’ så har Bayern produceret utroligt mange fremragende black metal-bands, ofte af den hedenske skole – som tysken er ganske kendt for. Med sine enorme dunkle skove, sneklædte bjerge og bundløse miner emmer delstaten af uhygge, mystik og det overnaturlige. Gràb er ganske vist et forholdsvist nyt navn på den bayerske scene, men de to herrer bag, Gránt og Gnàst, er særdeles erfarne musikere, der tidligere har spillet i henholdsvis Dark Fortress og Winterfylleth, hvilket man da også, sporadisk, kan fornemme i musikken på Kremess. Debutskiven fra 2021, Zeitlang, modtog dengang en del ros og hæder. Derfor er det jo spændende, hvorvidt nummer to kan matche det niveau eller måske endda overgå det.
Bierstvbe
Kremess fortsætter nøjagtigt, hvor Zeitlang slap; det er der absolut ingen tvivl om – det er bare at sammenligne de to albumcovers for at få dette bekræftet. Det her er ægte og arketypisk ‘pagan black metal’ med alt, hvad det indebærer. Naturligvis kan man høre både Dark Fortress og Winterfylleth i musikken, men jeg mindes mindst lige så meget om andre hedenske tyske bands, eksempelvis Skratte, Dauþuz og ikke mindst Asenheim. Dog fornægter genrens overordnede norske rødder sig heller ikke, og der trækkes også tråde til bands som både Darkthrone, Ulver, Enslaved og Mayhem – sidstnævnte primært, når Gránt emulerer Attila Csihars operavokal på numrene “Deifeszeig” og “Kremess”. Helt overordnet er jeg ret stor fan af tysk hedningeblack, især når musikerne virkeligt tør at smide hæmningerne og bare gå fuld balalajka og virkeligt omfavne det faktum, at folkemusik altså skal indeholde aspekter af fjol og eufori. Helt så modige er Gràb – desværre – ikke. De har nogle konservative og ortodokse tendenser, der til tider spænder ben for dem, og det er en skam. For samtidig beviser bandet, at når de rent faktisk tør dyppe mere end en enkelt tå i det kolde vand, så er det dér, de er allerbedst. Lyt bare til numrene “Waidler”, “Vom Gråb im Moos (A Weihraz-Gschicht, Kapitel Zwoa)” eller “Dà letzte Winter” – hvis titel næsten må være en slet skjult reference til Darkthrones “Hans Siste Vinter” fra 1995. På de numre kan man virkeligt mærke bierstubestemningen, for her slår duetten gækken løs: rock‘n’roll-riffs, “Hey! Hey! Hey!”-stortromme, helteguitar, bassen spiller op til dans, og vokalen skifter fra den mere klassiske blackhvæsen til hedensk råberi. Overordnet set fungerer skiftene mellem folkeeventyr og trve black fint; det er rart at få lidt af det hele, så det er andre nuancer end sort. Jeg ville dog ønske, at samtlige numre var på samme niveau som de førnævnte. Det er desværre ikke helt tilfældet. Titelnummeret er en flad omgang og den instrumentale “Waldeinsamkeit” er rendyrket fyld – ganske vist er det en kort sang, men det ændrer ikke på, at den er ligegyldig. Desværre.
Vogel oder Fisch?
Kremess er en god plade; det er der ikke nogen tvivl om. Den kunne dog bare være bedre.
Ting kunne stå skarpere, møtrikker kunne strammes, og modet til at gå linen fuldt ud skal findes frem. Bandet mangler, i grove træk, stadig at finde ud af helt præcist, hvor de vil hen med deres musik. Der er lidt for meget ’fugl eller fisk’ over projektet til tider, selvom det grundlæggende er et fornøjeligt værk, de to veteraner har bakset sammen.