Fra lovende til lort
Da All That Remains smed sit tredje album The Fall of Ideals i 2006, lugtede det langt væk af en gylden fremtid. Nummeret ”This Calling” blev en skæring så skarp, at selv Jigsaw fra Saw III nød at bedrive tortur med den som soundtrack, mens singlen ”Six” klemte sig direkte ind i Guitar Hero og Rock Bands digitale metal-arkiv. Det var deres store gennembrud, og endelig havde amerikanerne fundet deres lyd – en perfekt balance mellem melodisk finesse og ubarmhjertige breakdowns. Men det gik desværre hurtigt ned ad bakke, og resultatet var et par katastrofale skiver såsom A War You Cannot Win (2012), der var så tandløs, at selv Nickelback ville have ondt af dem. Som om det ikke var nok, blev tragedien cementeret, da bandets guitarist og medgrundlægger Oli Herbert døde i 2018 kort efter færdiggørelsen af Victim of the New Disease, hvilket betød en lang pause i studiet for gruppen. Men efter syv års studiestilhed og en god portion selvransagelse er All That Remains tilbage – nu med guitarist Jason Richardson ombord. Det store spørgsmål er selvfølgelig, om de har fundet deres gode gamle form frem igen, eller om bandet famler rundt som en flok fulde søkøer i en porcelænsbutik på ny?
Fugt i fundamentet
Overordnet set har All That Remains altid haft svært ved at beslutte sig for, hvilken musikalsk afkørsel de skulle tage. De har famlet rundt mellem melodisk dødsmetal, alternativ metal og hardrock, men har aldrig for alvor mestret nogen af dem. Det, de derimod altid har været skarpe til, er flænsende riffs, tunge breakdowns og melodiske vokalstykker – og netop derfor er det en glædelig overraskelse, at de nu har parkeret bussen på den gamle hjemmebane, nemlig metalcore. Allerede ved første single ”No Tomorrow” var det tydeligt, at noget var anderledes. Nummeret fangede mig øjeblikkeligt, og det skyldes især Jason Richardson, der her beviser, hvorfor han er en stærk tilføjelse, man ikke kan ignorere. Sangen lyder som noget fra bandets velmagtsdage, og heldigvis er Antifragile ikke bare et nostalgitrip – der er flere stærke skæringer på pladen. ”Kerosene” er en høj-tempo, næsten syng-med-venlig banger, der oser af energi, mens ”Forever Cold” skruer op for tyngden og placerer bassen solidt i forgrunden. Sidstnævnte er et af albummets tungere indslag, og det eneste, jeg kunne ønske mig, var, at det havde varet længere, for det er omgivet af to filler-numre i titelnummeret ”Antifragile” og ”Poison It”, som bestemt trækker helhedsbilledet ned.
Bandets store udfordring er dog, at der ikke er sket voldsomt meget, siden deres debutalbum ramte gaderne i 2002. Antifragile er uden tvivl et kompetent album, men det føles samtidig fanget i en tidskapsel. Der mangler også efterhånden lidt sprødhed i Philip Labontes vokal, som lød skarpere for tyve år siden. Selvom jeg ikke er vild med bandets eksperimenter, har jeg dog respekt for dem. Jeg ville dog bare ønske, at de havde forsøgt at revolutionere metalcore-genren, som de hurtigt viste, at de mestrede, i stedet for at ofre deres identitet undervejs og rende i alle mulige retninger.
Alt, der er tilbage at sige, er …
All That Remains har skabt en ganske udmærket skive med flere stærke numre som ”Kerosene”, ”No Tomorrow” og ”Forever Cold”. Desværre er der stadig for langt mellem højdepunkterne og de mere anonyme filler-numre, hvilket trækker karakteren ned. Heldigvis har bandet skruet gevaldigt ned for de tidligere års rodløse eksperimenter, hvilket gør, at Antifragile fremstår mere fokuseret med en tydelig rød tråd. En stor del af æren for dette må tilfalde guitarist Jason Richardson, der med sine skarpe riffs og tekniske flair puster nyt liv i gruppens lyd. Alt i alt en hæderlig tilbagevenden, der belønnes med seks kranier.
