Tilbage i manegen
Knap har støvet lagt sig oven på Anselmos lettere undervældende præstation i Royal Arena, før den gamle cirkushest atter er tilbage i manegen. Denne gang i front for Scour, en af sangerens efterhånden utallige sidegesjæfter. For de endnu uindviede befinder vi os på Gold, dog så langt væk fra støvet sydstats-groove og fodslæbende stoner sludge som man næsten kan komme. Med udgangspunkt i black-metallen finder vi således også reminiscenser af grindcore, punk og thrash. Albummet er den foreløbige kulmination af et projekt, der tog sin begyndelse med EP’erne Grey og Red, og som senest blev fulgt op af Black. På trods af den prominente gæsteliste, der blandt andre inkluderede Erik Rutan fra Hate Eternal / Cannibal Corpse, så var vores anmelder dengang langt fra imponeret over slutproduktet. Ikke desto mindre har Scour kværnet ufortrødent videre, og efter yderligere fem års tilløb er kvintetten nu rede til at gå efter guldet … om man så må sige.
Misbrug af en gylden mulighed
Hvor fascinerende Anselmos afgrundsdybe grisegrynt end måtte være, har man allerede efter åbneren ”Cross” en fornemmelse af, hvad Gold mestendels er for en størrelse: ordinære rundgange bestående af repetitive riffblokke og bevidstløs skidtprygl af kedlerne. Også efterfølgende ”Blades” bliver i høj grad båret frem af vokalen, hvorimod vi finder en mere relevant rytmesektion på ”Infusorium”. Blandt andet takket være trommen, der indledningsvist forekommer noget mere afdæmpet. Men selvom soloen i kontrastykket insinuerer et vist melodisk islæt, så fanger kompositionerne aldrig for alvor an. Og sangskrivningen? Ja, den er lige så banal, som den er eksplicit: ’Skull embedded face up / Buried feet first / Faces just above the soil / Mouth hung open / Heads twisted backwards, facing up’.
Netop forudsigeligheden i den skabelonskårne opbygning bliver måske allermest evident gennem hele tre (!) larmende ligegyldige interludier. Således falder ”Ornaments”, ”Contaminated” og sidenhen ”Angels” som nummer henholdsvis 4, 8 og 12 på skiven. Tager vi skridtet videre og akkumulerer spilletiden, så taler vi rundt regnet 6,5 minutter dedikeret til lyden af kirkeklokker, silende regn og anden atmosfærisk underlægning af ukendt oprindelse. Undskyld, men hvem er det i ramme alvor, man forestiller sig, den slags skulle interessere?!? Det er morads som dette, der fuldstændig umuliggør forehavendet med at detektere Gary Holts gæstesolo, der angiveligt skulle gemme sig et uspecificeret sted på albummet. Værsågod at grave …!
Når vi nu skoser flere af de mildt sagt mærkværdige dispositioner, må vi omvendt anerkende Scour for aldrig at forfalde til decideret slendrian. Jovist kan der med rette sættes spørgsmålstegn ved nødvendigheden for slet ikke at tale om berettigelsen af 13 så enslydende skæringer. Med undtagelse af titelnummeret rammer ingen af disse dog nogensinde den magiske grænse på fire minutter. At man tillige vælger gemme ”Gold” som albummets tredjesidste skæring, fortæller mig, at man ikke tilskriver dette nogen nævneværdig betydning som singularitetsværk. Og godt det samme, for det er næsten lige så indifferent som broderparten af de hidtil overståede numre. For hvert potentielt spændende element følger ti trivielle … ‘Let them burn’, messer Anselmo ad flere omgange hen mod slutningen, og ved nærmere eftertanke, så synes det faktisk at være den eneste logiske slutning.
Hvis tale er sølv, burde guldet være forblevet tavst
Man kan måske ikke isoleret set tillade sig at kalde Phil for en one-trick pony, netop fordi vokalstykkerne i Scour ligger så forholdsvist langt fra både Down og Pantera. Men til gengæld er det mere end almindelig vanskeligt at få pulsen op over hverken guitar- eller trommespil. Tremoloriffs i ubehøvlede mængder og blackede grisegrynt galore bærer kun så og så langt. Der er med andre ord ikke sket den nødvendige udvikling over den seneste håndfuld år, der borger for eller retfærdiggør et opus af nærværende omfang. Igen må vi altså konstatere, at ikke alle idéer bør føres ud i livet. Men det er jo netop faren, når artisterne vælger selv at forestå hele paletten af opgaver i indspilningsprocessen. Så drukner fornuftens stemme ofte i et veritabelt ekkokammer af tvivlsomme beslutninger.
