Ny supergruppe ser dagens lys og indhyller det i mørke

Guess who’s back

Der findes adskillige supergrupper, der huser bandmedlemmer fra forskellige veletablerede bands. Det nyeste skud på stammen er black/death metal-bandet Sinsaenum, som består af Frédéric Leclercq (Dragonforce), Sean Zatorsky (ex-Chimaira), Stéphane Buriez (Loudblast), Heimoth (Seth), Attila Csihar (Mayhem) og ikke mindst Joey Jordison. Udover at være grundlægger og tidligere fast mand i Slipknot så har Joey slået på tønder for bands som Metallica, Korn, Ministry, Rob Zombie, Scar The Martyr og Vimic – for ikke at glemme hans evner på guitar i Murderdolls. Vi har her med en mand at gøre med et afsindigt stort musikalsk talent, hvilket hans cv er et glimrende bevis på. Seneste bandprojekt har fået navnet Sinsaenum, som spiller en mørk og dyster gang blackened death metal. Bandet blev dannet af Frédéric og Stéphane, som efterfølgende fik Joey med på idéen. Joey udtaler, at bandet har hjulpet ham med at rejse sig fra det mørke, som han har befundet sig i de sidste 5 år. Han fik konstateret tværgående myelitis, som er en inflammatorisk lidelse, der gjorde, at hans mobilitet blev stærkt begrænset, hvilket også resulterede i, at han ikke kunne spille trommer. Oven i hatten blev han sparket ud af sit hjertebarn, Slipknot.

Enestående ond og dyster debut

Pladen indeholder intet mindre end 21 numre, men 10 af dem er instrumentale og varer godt og vel et minut. De instrumentale numre fungerer som intronumre til de efterfølgende sange, og det skaber en god stemning – langt hen ad vejen. I denne stjerneparade bliver vi også præsenteret for den yderst interessante kombination af Atillas dystre vokal og Seans dybe growl, og det fungerer rigtig godt. Det skal være sagt med det samme, at dette er et utroligt tungt og ondt album, hvor der i den grad bliver gået til stålet.

Og første nummer, der skal tæske en godt igennem, er ”Splendor & Agony”, der efter den instrumentale intro virkelig tager pusten fra dig. De raser derudad med en voldsom kraft, og det er tydeligt, at der er nogle yderst erfarne herrer bag instrumenterne i dette band. For der bliver ikke sat én forkert tone i deres yderste komplekse og aggressive dødsmetal. Efter den hårdtpumpede start er det igen tid til et pusterum i form af de mellemliggende instrumentale udskejelser, og så er det ellers tid til at holde fast igen med nummeret ”Inverted Cross”. Her bliver der tæsket på old school death-manér, men med bandets egne kendetegn, som er en flot kombination af old school og moderne død. At Joey er fantastisk på trommer, er selvskrevet. Han har virkelig fået følelsen tilbage i benene – så at sige – for der bliver virkelig hamret igennem på de stakkels stortrommer. Men det skal også nævnes, at de to guitarister virkelig gør et imponerende stykke arbejde med nogle hurtige og præcise riffs og små solostykker. Lækkerier!

Der er taget alle de gode stykker i black og death metal-skålen, og så er det hele bare proppet ned på Echos of the Tortured. Med numre som ”Final Curse”, ”Condemned to Suffer” og ”Sacrifice” er du garanteret en rasende nabo, hvis du bare skruer en anelse for højt op for disse ondskabsfulde vers. Det hele bliver en anelse mere lyttervenligt med numrene ”Dead Souls” og ”Army of Chaos”, som begge er rigtig fede, men hvor der er skruet en tak ned for helvedeskorstoget. Navnlig sidstnævnte nummer bliver uden tvivl en live-favorit, hvor man har rig mulighed for at skråle i kor med de to sangere.

Slip…NOT!

Det er en utrolig overbevisende debutplade, som Sinsaenum her har skabt, men med sådan en stor flok talentfulde musikere var alt andet jo også næsten uacceptabelt. Med deres forskellige musikalske baggrunde kunne det hurtigt være blevet en rodet omgang. Det er ikke tilfældet, udover at de mange instrumentale numre sætter for meget en dæmper på det hele, og det bliver en kende irriterende i sidste ende.

Hvis man er fan af bands som Decapitated, Mayhem eller Behemoth, så tror jeg, man vil få stor fornøjelse af dette album. Er man derimod fan af Slipknot, så er der ikke megen sammenligning her, men med Joey bag trommerne er dette bekendtskab nok et must, og det kan være, at dette album kan udvide ens metalhorisont. Jeg giver Sinsaenum 8 lidende kranier for en lækker debutplade.