Pas på derude – rocken har fået nye låsesmede
En velkendt historie
Der var engang fire unge knægte med masser af gåpåmod og interesse for rockmusik, hvis respektive veje i livet krydsede hinanden på en efterskole. Her opstod sød musik. De havde en fælles interesse for særligt Muse, men også Dizzy Mizz Lizzy og Deftones. De fire gutter begyndte at skrive sange sammen og besluttede sig for at danne bandet Loksmith. Og hvorfor nu lige Loksmith, tænker man så? Jo, det er, fordi deres intention er at låse op for rockmusikken (?) – hvad det skal betyde, aner jeg ikke, så den lader vi lige stå.
Supermassive Knights of Starlight
Loksmith har siden 2022 udgivet lidt singler og ep’er, men er nu klar med debutalbummet, Lanterns, som er et finurligt sammensurium af forskellige genrer og virkemidler. Ovennævnte tre inspirationskilder, især Muse, dominerer lydbilledet, og tekstmæssigt kommer vi vidt omkring den moderne ungdoms kvaler – til tider på temmelig banal facon, men det lader vi pænt ligge. Man må jo kravle, før man kan gå. Alt dette kommer til udtryk lige med det samme på åbningsnummeret, “I Have No Mouth and I Must Scream”. Det er ren Muse, bare i en mere djentet og hårdere udgave, og enhver, der nogensinde har oplevet Loksmith-frontmand Bastian Hobbs live, kan skrive under på, at Muse-ditto, Matt Bellamy, har påvirket ham en hel del. Alt fra mikrofonens skæve placering på scenen til de næsten krukkede fraseringer og falsetter er efterlignet, og denne meget karakteristiske måde at synge på fylder enormt meget i løbet af pladens ti numre. “You Were Me”, “Oversaturated” og “Bitter & Sweet” er alle domineret af Muse-strukturer, semiprogressive dynamikker og teatralsk vokal, der flere gange er alvorligt tæt på at tage overhånd og overskygge den egentlige musik. Og det er synd. Den gode Bastian Hobbs synger glimrende, bevares, men beslutningen om at placere ham så centralt i lydbilledet matcher ikke helt hans evner. Der mangler lidt endnu, før han kan måle sig med helten Bellamy, og det stjæler lytterens fokus fra den ganske fine, men også ret ensformige musik.
“Razzia”, “Canvas” og den rigtig gode afslutter, “Exit Stage Right”, er albummets bedste. De er velkomponerede og spændende, da de byder på elementer af originalitet, der ellers ikke er så meget af, når Loksmith leger edgy Muse-jam. Især på “Razzia” får vi en fed og velspillet guitarsolo efterfulgt af et potent c-stykke, og det er lige før, man kan tilgive den overdrevent teatralske vokal fra Hobbs, der få gange kammer helt over og lyder som rædselsfulde Justin Hawkins fra The Darkness. Den del af rocken behøver I ikke låse op for. “Shallow Smiles” og den charmerende “Amor Fati” er ligeledes fine numre. Her bliver den flotte produktion af Mikkel Lyneborg tydelig. Uden ham havde de fremstået som endnu et amatøragtigt efterskoleband. Der må man sige, at Loksmith trods alt er for gode til at blive placeret i den kategori.
En fin start
Uden at det skal forstås som en dårlig joke om bandets alder og erfaring, indeholder Lanterns lidt for mange børnesygdomme til at opnå en rigtig god karakter. Det ville være for nemt at råbe op om Muse-plagiat og ensformighed, hvorefter man smed en dårlig karakter efter Loksmith, og min indre pædagog vil hellere give gruppen et anerkendende rygklap og fokusere på det gode. Den alt for overdrevne kærlighed til Muse, manglen på variation og de lidt for banale tekster fremført på Valby-engelsk skal ikke ligge Loksmith til last. For med Lanterns er de fint på vej, og jeg har fuld tillid til, de nok skal finde deres egne ben i nærmeste fremtid. Når de opnår lidt mere erfaring i at skrive sange, skal der nok begynde at ske interessante ting. Men ligefrem at låse op for rocken –hvad det så end skal betyde – behøver de ikke fokusere på lige nu. Først skal de koncentrere sig om ikke at forblive fastlåst på Muse.