Fra jomfruen til flyvevåbnet
Tilbage i 1987 dannede den gamle Iron Maiden-trommeslager Doug Sampson bandet Airforce, men vi skulle helt hen til 2016, før de fik udgivet deres debutalbum. Det kom der ikke meget ud af, heller ikke da opfølgeren så dagens lys i 19, men nu her i starten af 2025 kommer så tredje langspiller. Vil lykken mon omsider vende for Doug, der, inden han droppede ud af Maiden i 1979, kun nåede at medvirke på NWoBHM-pionerernes legendariske EP The Soundhouse Tapes?
Den rene galskab
Soundhouse var jo egentlig ’bare’ en demo, og sådan lyder første nummer på Acts of Madness såmænd også – det er til gengæld den eneste sammenligning med Iron Maiden, dette album gør sig fortjent til. ”Among The Shadows” kører med et gennemført simpelt og uinspireret trommebeat, en vokal, der ikke er god nok til et Maiden-tribute-band, decideret tåkrummende tekster og ikke mindst malplacerede lydeffekter. Bedre bliver det ikke på ”The Fury”, der er den værste Maiden-parodi, jeg nogensinde har hørt, og trommernes banalitet er langsomt ved at gøre mig sindssyg.
’Mine tæer kan simpelthen ikke krumme mere’, noterer jeg mig allerede under fjerde nummer, ”Cursed Moon”, der er så pinlig en omgang, at jeg savner ord. Men nej, balladen ”Lost Forever” er bare 10 sekunder gammel, før jeg må konstatere, at de rent faktisk lige kan krummes et par grader mere. Gumpetungt, patetisk, intet andet end bevidstløs gentagelse af gamle klicheer. Der er ingen ideer, intet format – til gengæld er det komplet udueligt udført.
Hele albummet svinger mellem det elendige og det banale, bortset fra de langstrakte perioder, hvor det er begge dele samtidig. Den portugisiske forsanger Flávio Lino kan godt li’ Bruce Dickinson, det kan jeg også, men i modsætning til Lino ved jeg godt, hvornår jeg skal tie stille. Guitarist Chop Pitman fremfører det ene åndsfraværende og banale riff efter det andet, og ikke en eneste anstændig solo disker han op med. Bassist Tony Hatton derimod er så anonym, at man kommer i tvivl om, hvorvidt han overhovedet dukkede op i studiet. Gode, gamle Doug og hans trommer har jeg vist allerede skrevet rigeligt om. Acts of Madness er rent ud sagt så rystende amatøragtig, at albumtitlen er en ren tilståelsessag: Den kæde af beslutninger, der ledte frem til, at dette album skulle udgives, endsige indspilles, kan nemlig kun karakteriseres som galskab.
Føj, bare føj!
Mens jeg sidder og nedfælder disse ord, har Black Sabbath netop annonceret deres afskedskoncert i fødebyen Birmingham, hvor en stribe andre metallegender vil være med til at fejre Iommi & co.s udødelige bidrag til verdens fedeste musikgenre. Airforce og Acts of Madness er en hån mod alt det, Sabbath lagde grundstenen til for nu 55 år siden, og jo før både band og album bliver fuldstændig glemt, jo bedre. Føj for helvede!