All hail the mighty riff
Selvom vi skriver 2025, og det er over et halvt århundrede siden, at riffsmeden kastede sine stærkeste riff af sig, bliver Tony Iommi ved med at inspirere. Paranoids radioaktive nedfald afstedkommer knopskydninger af nye bands overalt. Endda helt ude hos Lars Tyndskid, og i den kategori er North Carolina i særdeleshed et sted, hvor de dyrker de store, dumme riff: Weedeater og Sour Vein er derfra. Toke også – indtil deres guitarist omkom på sin motorcykel for fire år siden. Nu er Toke genopstået i form af Bronco, og de har kompasnålen fast rettet mod Birmingham.
Giv mig mere T.O.N.S.!
Den umådelige integritet, hvormed Bronco dyrker de fede sider af sydstaternes blues, syder ud af den lavmælte og syrede intros dynamiske eskalation. Mindre end et minut inde er man uhjælpeligt fortabt, for Bronco trækker tæppet væk under lytteren, præcis da nævnte intro ejakulerer ud i albummets første store, dumme og monumentale riff. ”Scourge Descent” er menneskeligt umulig at modstå, dens hovedriff lægger lande øde. Et gigantisk, melodiøst og beskidt riff. Den slags, der gør Tony Iommi stolt, og som får ham til at tage sig sammen til sommer.
Når Bronco lader et riff simre i heksekedlen, indtil de brygger en sang om det, rammer det som en mukkert i tandsættet. ”Scourge Descent”, ”Ride Eternal”, ”Damnation” og ”T.O.N.S.”, har alle riff, som Iommi fint kunne have indlemmet på Paranoid. Det er faktisk kun den fede, lette sydstatsrocker ”Light of God” og det lidt aparte cover ”Night the Light Went Out in Georgia”, der ikke dyrker gigantriffet. ”Light of God” roder med sin smilende intro rundt i Creedence Clearwater Revivals pulterkammer. Et stemningsmæssigt lyst øjeblik, der viser, at det kan Bronco sågu også!
Albumlukkeren, den belejligt betitlede ”T.O.N.S.”, kendetegner bands, der generelt er glade for netop de der store dummernikker. Som Down, COC, High On Fire, og i dette tilfælde særligt Weedeater, der deler hjemstavn med Bronco. Det er ikke kun geografien, der er et fællestræk. Der er hos begge noget latent underligt, som hos Bronco materialiserer sig i det mærkelige stilskifte på ”Legion”, og på ”Fades All”, hvor trommeslageren behændigt undgår 1-slagene, hvorfor nummeret på overlegen vis gynger. Med ditto swung rykker ”T.O.N.S.” sømløst 7/8-takter af sig. Bronco står ikke tilbage for at være hverken mærkelige eller skæve, og der er parallellen til Sabbath måske størst: Mens Sabbath tog jazzen på sig i sine narkoinficerede tåger, er Bronco også mærkelige, blot mere funderet i blues end jazz. Og det er da et aparte skridt at genindspille en sydstatsrocket udgave af ”Night the Lights Went Out in Georgia” fra 1972. Oprindelig sunget af Vicki Lawrence og senere opført af Reba McEntire. Tematisk er den metallisk nok, idet den omhandler hængningen af en uskyldig mand, men den er mere sydstatsrocket end interessant. I forhold til resten af albummet savner sangen cojonés. Den står ikke mål med slænget, selvom den slår de tidligere udgaver.
Høj på Bronco
Bronco er gedigen rock’n’rollet doom, hvor High On Fire ikke er langt væk. I det selskab må Matt Pike & Co. hellere se at oppe sig, hvis de ikke vil agere support for northcarolinerne. For i modsætning til de sidste par album med High On Fire vokser Bronco ved genhør. Eksponentielt. Og man kan rive kinesiske højhuse ned med Bronco, så ryd bare forsiden. Okay, Yggdrasils top når vi ikke, for den sludgede pigtrådsvokal bidrager ikke med noget væsentligt. Det er umuligt at tyde mere end en enkelt stavelse hist og pist. En vokal, der gjorde mere end bare at råbe raspende, ville hjælpe karakteren opad. Bronco kommer ikke til at udkonkurrere Sabbath.
Endnu.