Den sidste jubeloptimist er ikke født
Efter at have bladret arkiverne igennem står det klart, at redaktionen senest var i berøring med Dawn of Ouroboros tilbage i kalenderåret 2020. Her udgjorde The Art of Morphology således en ganske hæderlig debut for den californiske firebande. Mens både multivokalist Chelsea Murphy og den strengevridende klaverbokser Tony Thomas stadig er at finde blandt besætningens medlemmer, bliver nærværende Bioluminescence sidste nat med kliken for trommeslager Ron Bertrand, der meldte sin afgang tilbage i 2024. Skulle du nu sidde og tænke, ’hmm, de navne har jeg hørt om i anden kontekst’, så har du ganske ret. Begge d’herrer har nemlig sideløbende slået deres folder i Botanist, der i fjor gjorde sig knap så heldigt bemærket med Paleobotany. Derved næres visse illusioner om, at studiet af bioluminescens (eller biologisk lys, om man vil) må udgøre en marginalt mere interessant oplevelse. Ja, den sidste jubeloptimist er tilsyneladende ikke født …!
Molekylær transformation
Selve begrebet ’bioluminescens’ dækker over produktionen og udsendelsen af lys fra en levende organisme, hvor der frigøres energi ved en kemisk reaktion i form af netop lysudsendelse. Det lyder jo unægtelig som noget taget direkte ud af James Camerons filmserie Avatar. Det noget nicheprægede oplæg kan dog her tilskrives Thomas, der ved siden af sit musikalske virke forsker i molekylær biologi. Hvad angår de mere kinematografiske paralleller, har også begejstringen for afdøde David Lynch, og i særdeleshed Twin Peaks, sat sit tydelige præg. Her fremstår monumentale ”Slipping Burgundy” som det mest åbenlyse eksempel. Den regngrå tristesse nærmest driver ned ad væggene, men på trods af nummerets periodevist dragende atmosfære skurrer det frenetiske death core-vræleri stadig ubehageligt insisterende i øregangene. Ikke mindst hos de af os, der fortsat har til gode at se lyset i Tatiana Shmayluk (eller i Jinjer, for den sags skyld).
Murphys high pitch-hysteri har i det hele taget en kedelig tendens til at forfladige gruppens jazzsvingende post-black udtryk. Og det er virkelig en skam, når nu både hendes gutturale growls og passagerne drevet af sart skønsang står så skarpt i produktionen. Det samme kan desværre ikke siges om mixer Lewis Johns, der alt for ofte tillader de øredøvende tordentrommer at drukne den øvrige rytmesektion. Jeg siger ikke, det nødvendigvis står helt så grelt til som hos Fleshgod Apocalypse i begyndelsen af 10’erne, men … mon ikke tilstedeværelsen af Francesco Paoli i dette tilfælde alt andet lige havde udgjort et mere forsonende træk?
Og når vi nu, som det sømmer sig ved fastelavn, er i gang med at pille ved det tøndebånd, så lad mig da bare udtrykke tilsvarende undren over, at de progressive riffblokke på ”Static Repetition” ikke bliver sat bedre i scene. I stedet henvises de blot til en neutral birolle som underlægning. Hvordan hænger det sammen, når der nu keres så meget om både fraseringer og lyrik? No clue, må jeg med skam melde …! Dermed fremstår konkluderende ”Mournful Ambience” som lidt af et paradoks. Hvor forfriskende det end måtte være, at pianoet udgør den dominerende faktor frem for det infernalske trommesæt, så havde det faktisk klædt kompositionen at lade vokalen komme mere til … ja, orde! Symptomatisk for Bioluminescence, så fylder de dårlige beslutninger altså en kende for meget i det ellers så besnærende undervandslandskab.
Skrøbeligt økosystem
Vi kan snakke nok så meget Lynch og Cameron for ikke at nævne doktorgrader i biologi. For mig at se kan albummet sidestilles med en overbetalt rundtur på Den Blå Planet. Æstetikken kan der ikke sættes fingre på, men det vedbliver dog blot at være fisk i et overdimensioneret akvarium. Vi er ovre i nogle af de samme frustrationer, der hobede sig op i forbindelse med min anmeldelse af Exul fra forrige år. De yderst sparsomme strygersekvenser på Bioluminescence tilfører dog ikke tilnærmelsesvis den kontrast, violinen udgjorde hos australierne i Ne Obliviscaris, hvorfor skabelonerne hurtigt fremstår forholdsvis endimensionelle. Det bliver med andre ord lidt for navlebeskuende selv som kontinuitetsværk, og samtidig for anonymt til for alvor at komme i betragtning som mindeværdigt singularitetsværk. At de fleste numre ligger på fem minutter eller derover, understreger tillige behovet for flere åndehuller undervejs. Ikke mindst når man vandrer gennem så intenst og fortættet terræn, som det vi finder i den submarine sfære.
