Sindsro og Facebook-tro
Vi danskere vil gøre nærmest hvad som helst for et par timers sindsro. Vi betaler gerne en mindre formue for et endags spaophold, afleverer den lille hos naboens datter, der ingen interesse har i børn, og kører tre timer gennem slud og sne. Alt sammen for at dyppe fødderne i det samme opvarmede vand som 100 andre, hvilket man egentlig blot kunne have gjort derhjemme. Det er selvfølgelig en kedelig Facebook-post, ikke? Men hey, det kunne være værre. Tænk, hvis den eneste måde at opnå sindsro på var gennem mord. Den idé har det japanske band Serenity in Murder taget til sig og brugt som bandnavn. Dog kunne de ikke holde sig fra at tage en lille sviptur forbi Sverige efter inspiration, for deres femte album, Timeless Reverie, er en fortsættelse af deres lyd og et barn af Gothenborg-scenen. Heldigvis er der også nok personlighed til, at japanerne godt kan holde hovedet højt under køreturen.
Hotel udenfor Tokyo
Gothenborg-metallen er i de seneste år begyndt at formere sig som en uhæmmet virus i lande, der under dens storhedstid knap nok anede, at svenskerne var i gang med at definere en hel genre. Japan hører delvist til disse lande, men det arbejdsivrige folk er kommet godt efter det. Serenity in Murder er dog ikke nybegyndere i denne kunst. De har huseret siden 2009 og har i løbet af fem albummer finpudset deres lyd. Klassisk melodisk Gothenborg-metal med symfoniske elementer. I 2020 gennemførte bandet en vokaludskiftning, hvor den tidligere forsanger Emi blev erstattet af Ayumu, en sangerinde, der ifølge bandets grundlægger, Freddy, havde brug for en god portion vokaltræning. Om han har sendt hende på bootcamp hos en dæmonolog, eller bare har tvunget hende til at skrige ned i et stanniolrør i et par måneder, vides ikke, men resultatet taler for sig selv. Ayumu leverer en flot præstation, der spænder fra brutale growls til skrig så skingre, at selv Dani Filth ville nikke anerkendende. Udgivelsens høje tempo er dog bandets vigtigste våben. Den første halve time flyver afsted hurtigere end et japansk lyntog. Det starter allerede på åbningsnummeret, ”God Forsaken”, der eksploderer ud af højtalerne med et symfonisk bombardement, før det hele bliver tungere end først antaget. Midtvejs smides en guitarsolo ind som intermezzo – meget klassisk – og alt i alt leverer nummeret præcis det, man ønsker sig af en åbner. Et spark i ansigtet med en vis grad af finesse.
Det er tydeligt, at kvintetten har lyttet flittigt til både Dark Tranquility, In Flames og Cradle of Filth, måske endda for flittigt. ”A Dance of Sorrow” lyder meget a la The Jester Race. Men i autenticiteten ligger der også passion, og det har japanerne i overflod. Og når alt kommer til alt, hvem kan klage, når skivens tempo og energi er så overbevisende? Især når vi bliver forkælet med en violinintro så smuk som på ”Blue Roses Gracefully Fall”, at selv den mest forhærdede dødsmetalfan må kæmpe en kamp mod tårerne. Detaljegraden er altså ret høj, men på samme måde som når en overambitiøs gourmetkok insisterer på at toppe en perfekt 17-retters menu med en slags skum, tager det til sidst overhånd. Den elektroniske åbning på det ellers stærke nummer ”Matrix” lyder som et fejlslået forsøg på at hacke sig ind i The Matrix med en defekt MIDI-controller, rodet og unødvendigt. Men den største synd på pladen er afslutningen, det instrumentale todelte titelnummer, hvor intensiteten falder som en luftballon, der punkterer.. Hvor resten af albummet er bidskt og skarpt, føles afslutningen tam og ret antiklimatisk. Det er en skam.
De fantastiske fem
Serenity in Murder består af fem ekstremt dygtige musikere, og Timeless Reverie er tæt på at være et meget komplet album, hvis det ikke var for den lidt haltende b-side. De to instrumentale afslutningsnumre føles som en fod på bremsen i en ellers velkørende melo-døds maskine. Resten af albummet er dog spækket med stærke numre, der oser af Gothenborg-melankoli. ”A Dance of Sorrow”? Come on, det skriger allerede der af svensk 90’er-melodød. Japanerne får syv kranier i denne omgang, og held og lykke til fremtiden.