Døden nær
Det er en hård tid, thrashfans lever i. Der er nemlig langt mellem de virkelig interessante albummer i de her år. De gamle, hæderkronede bands fra 80’erne og 90’erne prøver stadig at holde fanen højt med deres udgivelser, mens det er få nye, unge bands, der lykkes med at få produceret noget interessant inden for genren. Man kan derfor være bange for, at thrash metal er ved at uddø. Med albummet Celestial Death kommer hollandske Cryptosis heller ikke til at yde nogen form for førstehjælp og redde thrashen fra den visse død. Tværtimod, så sænker de den et par meter længere ned i graven.
Som en femårig i en legetøjsbutik
Cryptosis er en hollandsk trio, der har været i gang med metallen i fem år. De har allerede været på flere turnéer, som har bragt dem forbi Roskilde, Aalborg, Aarhus og København. Deres stil er meget teknisk, og hvor der spilles fejlfrit på alle instrumenter. Den del kan der slet ikke sættes en finger på. Men problemet er, at deres udtryk er totalt blottet for charme, og desuden virker bandet ikke enige om, hvilken retning hvert nummer skal gå.
På ”Static Horizon” og ”Faceless Matter” har man i produktionen fjernet al bund og liv i bandets udtryk. Det føles som en thrash-dej, der bliver hældt ned i en plastikform, og som aldrig bliver bagt færdig. Numrene fremstår lige så statiske og ansigtsløse, som titlerne indikerer. Og på ”Silent Call” bliver plastikformen desuden fyldt med alle mulige musikalske ingredienser, der stikker i mange retninger.
Det hele føles som at være i en legetøjsbutik med et femårigt barn… Først vil det den ene vej, så vil det den anden vej. Og der bliver bare hevet ned fra alle hylder. Hvad vil Cryptosis overhovedet på dette album? Det bliver man desværre ikke klogere på, når man hører nummeret ”Ascending” med en vokal, der er konstant, og som ikke udvikler sig overhovedet. Og så kan man ikke komme udenom den ulidelige, skingre keyboardlyd, der går lige i plomberne og jager i hele hovedet. Det gør den på så mange numre, at ens næste tandlægebesøg kommer til at koste kassen.
Der bliver aldrig rigtig samling på tropperne på Celestial Death, og Cryptosis spæner videre i alle mulige retninger. Det bliver nærmest lidt komisk på ”Cryptosphere”, hvor det lyder, som om alle i bandet prøver at overgå hinanden i, hvor fede de selv synes, deres idéer er. Og hvor fede de selv synes, de lyder, mens de udfører dem. En virkelig spøjs oplevelse, der får kranierne til at rasle ned på dette album.
En tur i centrifugen
Celestial Death er en musikalsk centrifuge, hvor man bliver kastet rundt i alle retninger. Man er fuldstændig rundtosset efter oplevelsen, og det er lige før, pakken med køresygepiller skal findes frem. Men lad os først lige bede en lille bøn om, at nogen snart kommer og redder thrash metal-genren fra døden, for musikverden vil blive et mindre sted uden dens vrede charme og opløftende vildskab.